Sadelmager som håndværk er næsten uddødt i Danmark. Men Karina Sørensen fra værkstedet Leathergoods i Hundested har besluttet sig for at genoplive det – også for andre end hestefolket

Udenfor er det køligt, men når man åbner døren til Karina Sørensens sadelmagerværksted, bliver man mødt af en varm duft af læder. På en stang hænger seletøj til heste, her er tasker, bælter, etuier, forklæder og diverse genstande til reparation – men ingen sadel i sigte.

“Jeg kan ikke konkurrere med fabrikkerne. Man kan få gode sadler fra specialfabrikkerne til en pris, som er lavere, end hvad jeg ville være nødt til at tage. Det er et kæmpe arbejde at fremstille en sadel. Et sæt seletøj kan tage adskillige uger,” siger Karina Sørensen.

Læs også: Økologisk kød af ustressede dyr smager bedst

Hendes eget svendestykke hænger på stangen. ‘Sadelmageriskolen Tårnsjö 2007-2010’ står der i messing på det, for Karina Sørensen kunne ikke blive uddannet sadelmager i Danmark. Her er faget så godt som uddødt, og den sidste sadelmager blev uddannet i Danmark for 20-30 år siden. Derfor måtte Karina en tur til Sverige for at få uddannelsen, for her findes den endnu.

Nu drømmer hun om at genoplive faget og selv få lærlinge, for sadelmageren har stadig masser at tilbyde i et moderne liv og til andet end hestefolket, mener hun.

Døren går op, og en ældre dame kommer ind.

“Det var det flettede bælte, ikke?” spørger Karina Sørensen, og damen nikker. Hun har for mange år siden købt et smukt flettet læderbælte på en tur sydpå, men det er ved at være slidt, så hun har bedt om at få lavet en kopi.

Karina Sørensen finder det nye bælte frem, kunden prøver og er glad.

“Jeg kunne godt finde på at lave et til mig selv også,” siger Karina. “Det er enkelt og alligevel noget særligt.”

Læs også: Pas godt på dit læder

Karina

Sagde sit liv op

For ti år siden havde Karina Sørensen ikke drømt om at blive sadelmager. Hun læste pædagogik på universitetet, men kom ud for en ulykke og fik en økonomisk erstatning. Den gav hende mulighed for at købe en hest, og da hun skulle bruge en sadel, opdagede hun, at der stort set ikke var sadelmagere tilbage i Danmark.

“Lige da vidste jeg bare, at jeg skulle være sadelmager. Men der var ingen af de tilbageværende i Danmark, som ville have en lærling. Det var heller ikke et fag for kvinder, mente de. Men så fandt jeg ud af, at der var en skole i Sverige, og efter en optagelsesprøve blev jeg godkendt,” fortæller Karina Sørensen.

På det tidspunkt arbejdede hun på et behandlingshjem i Nødebo, men der var ingen vej uden om at flytte til Sverige, hvis hun ville have uddannelsen.

“Jeg sagde mit liv op. Og så tog jeg på skolen, og det var fuldstændig fantastisk. Jeg elskede det, og når jeg ikke var i skole, sad jeg nærmest bare og ventede på at komme af sted.”

I 2010 blev hun færdig, og hun er også blevet optaget som sadelmagermester i Sadelmager- og Tapetsererlauget i København. Både uddannelsesbrevet og laugsbeviset hænger på væggen i værkstedet i Hundested.

Læs også: 208.000 danskere lukkede øko-køer på græs

En sadelmagers værktøj

Egen kollektion på vej

Karina Sørensen elsker det lokale miljø. Hendes værksted ligger i et af de gamle bådeskure, hvor også andre håndværkere og kunsthåndværkere er flyttet ind. Der er stadig fiskeri i Hundested, men nye typer tilflyttere skaber nyt liv, og de er blevet taget fantastisk imod, siger Karina Pedersen.

“Vi passer godt på hinanden hernede, og der er en god stemning. Hundested er livet op, og for mig har det også den fordel, at her er meget billigere at være, end hvis jeg havde værksted i København. Jeg er stadig ved at bygge en forretning op, så det er en klar fordel,” siger hun.

Rundt omkring i værkstedet kan man se eksempler på både hendes egne læderarbejder og meget ældre modeller, som bekendte og kunder er kommet ind med, fordi de mente, hun skulle have dem.

Sadelmager

“Der er meget, jeg kan bruge som inspiration, og jeg har også planer om at lave min egen kollektion i bælter og tasker især. Sådan en taske i kernelæder holder i hvert fald i 20 år, hvis den er lavet ordentligt, og er det godt læder, bliver det smukkere med tiden,” siger Karina Sørensen.

Selv køber hun vegetabilsk garvet læder fra Sverige, hvor arbejdsforholdene er i orden – i modsætning til billige garverier i mange udviklingslande, hvor garverne går rundt på bare ben i kar fyldt med giftige kemikalier.

“Det er dyrere, men ordentligt håndværk koster, og det ved kunderne også godt,” siger Karina Sørensen.

På en gine hænger et forklæde i det blødeste skind.

“Det er fra en elgkalv. Der er en del mænd, som køber det til deres koner eller kærester. De synes, det er sexet at røre ved,” siger hun med et smil.

Læs også: Flere håndværkere har fået en grøn profil

Symaskine til læder

Tradition og fornyelse

Karina Sørensen har anskaffet sig en symaskine til læder, og hun bruger den til meget af sit arbejde. Men det mest holdbare er at sy i hånden, siger hun.

“Man syr på en måde, så man slår knuder for hvert sting inde i læderet. Det betyder, at hvis et sting går op, så trevler resten ikke. Det er meget holdbart, men det er også hårdt arbejde, og mit speciale er det tykke læder, så det kræver teknik og kræfter. Til gengæld er det ikke til at slide op,” siger hun og viser eksempler på nogle af de gamle teknikker, som sadelmagere stadig bruger.

“Det er sjovt at tænke, at jeg nogle gange sidder og laver et arbejde på samme måde, som man gjorde det for flere tusinde år siden. Men andre gange eksperimenterer jeg. Blandt andet arbejder jeg med at putte indlæg af fiskeskind ind i bælter som pynt,” siger Karina Sørensen og viser en række farvestrålende prøver, som umiddelbart ligner slangeskind, men hvor man godt kan genkende fiskenes skæl, når man kigger efter dem.

Tiden uden for turistsæsonen går med at sørge for at få produceret, så der er noget at sælge af i de travle sommermåneder, hvor havnen myldrer af liv.

“Men det handler også om at få ro til at producere. Jeg bruger stedet som et åbent værksted, så turister og andre gæster kan komme ind og se, hvordan jeg arbejder. Det er med til at øge forståelsen for det, sadelmageren kan. Det er også en måde at vække faget til live igen på – men jeg når ikke helt så meget, når jeg arbejder for et publikum.”

Læs også: Brug dine håndværkere til at spare på energien

Flere materialer

Tekst  Susanne Sayers

Foto  Susanne Sayers