For nogen tid siden kørte jeg forbi en baggård, hvor jeg fra gaden kunne se, at der stod en container. Som altid stoppede jeg lige op og kravlede op på kanten og kikkede ned. Den her gang lå der cirka 80 kontor stole og nogle forskellige skabe.

Hvis man tænker sig lidt om, kan man hurtigt se, om det er noget, folk har tænkt sig at smide ud. Hvis der for eksempel ligger et stort skab, der tydeligvis er smidt hen over siden på containeren og derefter smadret ned i kontorstolene, så har ejerne af affaldet nok ikke tænkt sig at prøve at sælge indholdet af containeren.

Jeg stod lidt og kikkede på, hvad der var af forskellige ting, men kunne ikke rigtig finde på noget at bruge det til.

Læs også: Uhyggelige halloween-lanterner

Men lidt senere…

Et par timere senere hjemme på mit værksted stod jeg sammen med min assistent Hektor og byggede nogle sofaer af affaldstræ til en stor kunde. Vi skulle lave 5 sofagrupper og manglede nu kun at lave sofabordene. Da jeg havde en masse bildæk liggende, tog jeg fat i et af dem og lagde det oven på en kasse. Hektor lagde et par brædder på som bordplade, og vi blev hurtigt enige om, at det her godt kunne blive til et fedt sofa bord… hvis bare vi fandt nogen bordben!

Og så var det, jeg kom i tanke om kontorstolene i containeren tidligere på dagen. Jeg kunne nemlig huske, der var nogle med en flot aluminiums fod. Så vi tog en batteridrevet vinkelsliber i hånden og cyklede tilbage til containeren.

Skil tingene ad i containeren

Jeg skiller altid tingene ad i containeren, så jeg slipper for at køre en masse, jeg ikke har brug for, hjem. 30 minutter senere stod vi på værkstedet med cirka 20 aluminiums fødder, og så byggede vi 5 af de her sofaborde, jeg har døbt Tire-Table-Chair.

Læs også: Forårstur til franske loppemarkeder

designbloggen

Designbloggen med Thomas Dambo

“Jeg er designer, kunstner, musiker og professionel tingfinder. Jeg laver alt fra stole, til musikvideoer, scenografi, skulpturer, workshops og foredrag. Alt, hvad jeg laver, er bygget af ting, jeg cykler rundt og finder i containere og kører hjem til mit 150 m2 store værksted, der bugner af alle mulige sjove ting.” Thomas er dommer og professionel tingfinder i TV2s ’Vores genbrugshjem’. Han er også manden bag ’Happy Wall’ på Kongens Nytorv.