Når du bygger nyt, er der klare regler for blandt andet isolering, som skal følges. Det samme gælder, hvis du renoverer. Den gode nyhed er, at du kan spare mange penge med bedre isolering

Skal du i gang med et byggeprojekt, og er du ikke sikker på, hvad reglerne siger om isolering? Så følger her nogle gode råd og videre information om, hvor du kan finde specifikke regler. Der er nemlig klare regler på området, og hvis du ikke følger dem, kan dit byggeri i sidste ende risikere at være lovstridigt. Til gengæld er der både penge at spare på bedre isolering og du kan også opnå en bedre energimærkning, hvilket mange boligkøbere i dag lægger vægt på.

Regler for nybyggeri

Skal du bygge nyt, er der klare regler for isolering af for eksempel vægge og loft. Reglerne er udspecificerede i det såkaldte bygningsreglement, som du kan finde på Energistyrelsens hjemmeside (link til ens.dk). Byggereglementet opdateres jævnligt, og i den seneste version fra 2015, finder du kravene til nybyggeri. For eksempel kan du læse, at loft og tag kræver isolering på mindst 500 millimeter. Ved ydervægge skal isoleringstykkelsen være på mindst 340 millimeter. Der er samtidig en række specifikke krav til varmeisolering, som gælder for forskellige rum og konstruktioner.

Læs også: 10 gode råd om efterisolering

Renovering af bolig og tag

Kravene til isolering når det gælder renovering af f.eks. tag på en ældre bolig er ikke de samme som ved nybyggeri. I bygningsreglementet kan du for eksempel læse, at varmetabet ikke må være højere end 0,12 W/m2 K. Normalt vil en isoleringstykkelse på 300 mm være tilstrækkeligt.

Isolering og energimærkning

Alle krav kan findes i bygningsreglementet på Energistyrelsens hjemmeside, og er du i tvivl, kan det være en god ide at søge professionel rådgivning. Som husejer er det nemlig dit ansvar at sikre, at dit byggeri lever op til bygningsreglementet. Til gengæld vil bedre isolering også resultere i bedre energimærkning, hvilket kan give din bolig en højere værdi.

Tekst  Tekstspot

Foto  Kamuelaboy