Når køleskabet strejker, ovnen er brudt sammen, og vi skal på indkøb efter nye hårde hvidevarer, så er der én ting, der mere end noget andet afgør vores køb: nemlig energiforbruget.

Vi tænker grønt, men også smart design og de nyeste features tæller.

Det er især antallet af plusser efter A´et, der bestemmer, hvilke hårde hvidevarer vi ender med at få med hjem med fra butikken. Sådan har tendensen været i flere år, og den ser kun ud til at blive forstærket, lyder det fra producenterne.

For to år siden blev der indført ny energimærkning, som betyder, at der i dag ikke findes køleskabe i energiklasse B og C. Minimum i dag er A+ på køleskabe, mens andre hvidevarer som ovne og vaskemaskiner stadig kan mærkes A.

Læs også: Hvad koster opvarmning af huset?

Energimærkningen er noget af det første, kunderne ser på for at sammenligne produkter. “Danskerne er godt opdraget til at skulle spare på energi og vand. Selvfølgelig ønsker kunderne også lækkert design og en god pris, så nogen gange må der indgås kompromiser.

Men for de fleste købere handler det om at handle energirigtigt. Dels for at passe på jorden, dels for at spare på elregningen”, siger Janni Nøhr, brand manager hos Siemens.

Selvrensende ovne og grebsløse fronter

Udover ønsket om at skrue så langt ned for energiforbruget som muligt, så oplever hvidevarebranchen, at trenden i disse år er, at forbrugerne kigger efter produkter med de allernyeste features.

Hos Miele er et godt eksempel mærkets nye funktion på opvaskemaskiner “knock2open”. Maskinen har intet dørgreb, men åbnes automatisk ved to bank på fronten. Dermed bibeholdes de rene linjer, som køkkendesign i disse år er karakteriseret af. “Det er nyt og banebrydende, og vi oplever, at det netop er features som den, kunderne i stor stil efterspørger.

Når man køber et produkt med de nyeste detaljer, så har man sikret sig, at produktet ikke bliver umoderne de første mange år”, fortæller Peder Pedersen, marketingchef i Miele.

Andre trendy features og hvidevarer er den selvrensende pyrolyseovn, induktionsplader, dampovnen og den indbyggede kaffemaskine, der nærmest er blevet et must-have i et nybygget køkken.

Læs også: 9 gode råd til dit køkken-alrum

Større hårde hvidevarer er populære

Endelig går trenden i retning af, at den nye maskine gerne må være lige en tand større og mere rummelig end den gamle. “Hvor en opvaskemaskine tidligere kunne rumme omkring 12 kuverter, så efterspørger kunderne i dag maskiner, der kan klare op til 14 kuverter ad gangen.

På samme måde kunne vaskemaskiner for fem år siden tage 4-5 kilo tøj ad gangen, men i dag er det dem, der kan vaske 8-10 kilo tøj, som kunderne går efter.

Og det selvom danskerne ifølge statistikkerne egentlig ikke vasker mere end tidligere. Størrelse er bare blevet et parameter, som kunderne vælger ud fra”, siger Jacob Ingerslev, produktchef hos Gram.

Fremtid med intelligente køleskabe og selvkørende støvsugere

En trend, der ligger og lurer lige om hjørnet på vej mod fremtiden, er de intelligente og integrerede løsninger, som vores hjem kommer til at bestå af, og som også vil præge de hårde hvidevarer.

Allerede nu vinder robotstøvsugerne indpas i de danske hjem, hvor de små flittige husalfer automatisk fjerner støv, når vi ikke er hjemme.

Om få år rykker der endnu mere moderne teknologi ind, når intelligente el-systemer automatisk vil starte vores opvaskemaskine, når elprisen er lavest. Eller når vi let og enkelt kan tænde ovnen på afstand, mens vi stadig er på job, så stegen er færdig, når vi kommer hjem.

“I disse år bliver der forsket på højtryk i intelligente løsninger, og det passer rigtig godt med, at forbrugerne i stadig større grad efterspørger bekvemme, bæredygtige og økonomiske løsninger”, siger Peder Pedersen fra Miele.

Tekst  Karen Albertsen

Foto  Smeg, Bosch, Miele