Når lakken skaller, skabene er for fyldte eller bordpladen er kørt helt i sænk efter års slitage, er det fristende at gå i gang med den store køkkenrenovering.

Men hvor skal man begynde, og hvordan undgår du, at det bliver et uoverskueligt projekt?

Læs også: Test – den bedste blender til frugtsmoothies

Her er de ni gode råd til, hvordan du kommer i gang.

1 Find ud af hvad du egentlig har behov for. Kan dit nuværende køkken justeres, eller skal du til at vælte vægge og lave alt om? Lav en liste over dine krav og behov og sæt dem i rækkefølge med de vigtigste først, så du ved, hvad der kan vælges fra.

2 Find inspiration til nye køkkener hos venner, i køkkenbutikker og i boligmagasiner.

3 Når du planlægger dit køkken, skal du tænke over, hvor de vigtigste arbejdspladser er placeret i forhold til hinanden. Det skal være nemt at bevæge sig mellem vask, kogeplader, køleskab og tilberedningsplads. Du skal også overveje, hvor mange I er i køkkenet samtidig, for hvis der altid er mange, der laver mad, kræver det mere plads.

4 Forhold dig realistisk til, hvor meget plads der er i det rum, hvor køkkenet skal være. Det bliver rodet og uoverskueligt, hvis der er for mange funktioner og elementer presset ind i et lille køkken.

5 Læg et budget for hvad dit nye køkken må koste. Husk at sætte ti procent af til uforudsete udgifter. Hvis du skal holde prisen nede, så undgå at flytte vask og opvaskemaskine, for det koster mange penge at flytte vand og afløb. Få lavet skriftlige kontrakter med alle håndværkere. Kontrakten skal indeholde et fast tilbud, datoer for opstart og aflevering og en beskrivelse af, hvad tilbuddet omfatter.

6 Lav en planlægningsliste. Hvad kan du selv udføre, og hvad skal du have håndværkere til? Skal du for eksempel have lavet strøm, gas eller flyttet afløb, er du nødt til at indhente tilbud fra professionelle.

7 Hvis du skal flytte på de faste installationer, skal du huske at kontakte kommunen, som både skal give tilladelse til ændringerne og registrere dem.

8 Indhent mindst tre tilbud før du beslutter dig for, hvordan dit køkken skal se ud, og hvilke håndværkere du vil bruge. Nogle køkkenfirmaer har montering inkluderet i prisen, og så kan det være, at deres tilbud er billigst.

9 Rækkefølgen er vigtig, så du skal lave en tidsplan. Det er bedst at få overstået det meste håndværkerarbejde, inden elementerne sættes op, så du undgår ridser og malerpletter på din nye bordplade eller på lågerne.

Tekst  Jette Damgaard

Foto  Jesper Ray Manley