Test – den bedste blender til frugtsmoothies

Har du brug for en blender til bær, frugter og is uden banan og æbleklumper, trævler efter ingefær eller klumper af uknust is, så har vi fundet en favorit.

Magimix 11610 klarer sig nemlig bedst både med at blende frugt og uden bøvl knuse is til lækre og cremede smoothies. Den er supergod til mælkesmoothies, og samtidig er den blevet kåret som Bedst i Test af Forbrugerrådet Tænk. Eneste ulempe ved Magimix er, at den er tung og testens næstdyreste blender til en pris på 1.499 kroner.

En langt billigere blender, som også klarer at blende frugter og mælkesmoothies rigtigt godt, er en Philips HR 2095/90 til en pris på 638 kroner. Den har opnået den samlede bedømmelse ’god’, selv om den larmer og knuser is knap så godt.

De seks blendere har vi valgt ud blandt i alt 12, Forbrugerrådet Tænk har testet. Vi har valgt dem, der klarer sig bedst, når det handler om at blende frugt, mælk og knuse is. Og så har Forbrugerrådet Tænk tjekket, hvor nemme de er at bruge, og hvor meget de støjer.

Læs også: Træt af madspild? Ny tilgang til køl og frys holder dine madvarer friske i længere tid

Ingen af blenderne har opnået karakteren ’meget god’ i kategorien frugtsmoothies.

Netop det at blende frugtsmoothies er en vanskelig opgave for en blender og kræver en hel del motorpower. Til gengæld laver alle seks blendere ’meget gode’ eller ’gode’ mælkesmoothies. Så der kan være stor forskel på, hvor godt blendere klarer de forskellige smoothies, og det er en god ide at tænke over, hvad familien mest skal bruge blenderen til.

For eksempel blender en Bodum Bistro mælkesmoothies rigtig flot, men frugtsmoothies rigtigt dårligt.

Forbrugerrådet Tænk opdaterer løbende testen, og der kommer flere blendere til. På taenk. dk/blendere kan du læse om alle testens blendere og sammenligne resultaterne.

 

Magimix 11610
Bedst i test – Magimix 11610
Vores favorit når det handler om at blende frugt og knuse is. Super til mælkesmoothies. Er en powerfuld og dyr blender. Kan anbefales, hvis den skal bruges dagligt. Pris 1.499 kr Effekt 1.200 W

WMF Kult Pro

WMF Kult Pro
En god blender til frugt og is, super til mælkesmoothies, men larmer meget og er dyr. Er en af de største og tungeste blendere. Pris 1.274 kr. Effekt 1200 W.

Kenwood BLX63 kMIX

Kenwood BLX63 kMIX Bleu
En super isknuser, men mangler motorpower til frugtsmoothies. Er brugervenlig, støjer kun lidt og er god til mælkesmoothies. Pris 1.299 kr. Effekt 800 W

KitchenAid 5KSB5553

KitchenAid 5KSB5553
En god blender i næsten alle kategorier – også til frugtsmoothies, mælkesmoothies og til at knuse is. Er samtidig testens dyreste blender. Pris 1.699 kr. Effekt 550 W.

Philips HR 2095/90

Philips HR 2095/90
En billig og solid frugtblender, knuser dog knap så godt is og støjer en del. Laver super mælkesmoothies. Pris 638 kr. Effekt 700 W.

Wilfa BL-1200

Wilfa BL-1200
En af de billigste blendere og god til frugt og is. En super maskine til mælkesmoothies. Til gengæld larmer den meget. Pris 549 kr. Effekt 1.200 W

Fakta om testen

Forbrugerrådet Tænk tester bordblenderne for, hvor godt de klarer at blende frugt, smoothies, blande pandekagedej og knuse is.

Også brugervenlighed, og hvor meget de støjer, er testet. Brugervenlighed er bedømt ud fra, om blenderen er let at gøre ren, om den går i opvaskemaskinen, og hvor nem den er at håndtere.

Støjen er målt i decibel, så det er muligt at sammenligne niveauet. En gruppe testpersoner i et panel har også vurderet, hvordan lyden virker på dem – om det er en ubehagelig lyd eller bare en brummende lyd.

Forbrugerrådet Tænk har desuden testet blenderens konstruktion og blenderegenskaber.

Læs også: Tryl det lille køkken stort

 

Bliv medlem af Forbrugerrådet Tænk og se meget mere om dit hjem

Som medlem har du adgang til samtlige test på taenk.dk – af fladskærme, vaskemaskiner, indbygningsovne og meget mere.

Du kan også finde gode råd og nyheder om hus og have under Mit Hjem på taenk.dk/mithjem.

Bliv medlem for 49 kr./md.

Gå ind på taenk.dk/vores-villa.

Tekst  Forbrugerrådet Tænk og Mette Koors

Foto  Forbrugerrådet Tænk