Urban Cultivator, den indendørs køkkenhave
Dyrk dine egne krydderurter under perfekte forhold i køkkenet og høst dem, sekunder før du skal bruge dem i madlavningen.
Mangler du gaven til køkkenskriveren, der har alt – måske dig selv? – kunne svaret måske være en såkaldt Urban Cultivator.
Det seneste og mest eksklusive skud på urbangardening-stammen er et high tech-skab på størrelse med et mindre vinkøleskab til dyrkning af krydderurter, spirer og salater hele året rundt.
Læs også: Claus Dalby: Vejen til en ny køkkenhave
Med skabet vil du kunne høste dine egne økologiske råvarer, sekunder før de skal anvendes i madlavningen – uden så meget som at stikke i træskoene eller åbne terrassedøren.
Producenten har foreløbig 35 forskellige sorter afgrøder i tilkøb til den i forvejen ikke helt billige opfindelse, der i princippet installeres som en ganske almindelig opvaskemaskine med el- og vandtilslutning. Det eneste, du herefter skal gøre, er at så frøene, indstille skabet og afvente spiringen.
Skabet indeholder en computer, der sørger for automatisk luftcirkulation, vanding og naturligt lys – alt sammen tilpasset de afgrøder, du vælger at dyrke.
Læs også: Syv meter køkken i sort træ og rå beton
Prisen for selve skabet, der fås i såvel en indbygnings- som en fritstående version, er 29.000 kr. Hertil kan du så tilkøbe bordplade, beholdere, ’jordplader’ lavet af tørv, frø samt reservedele til skabet.
Altså alt i alt en pæn udskrivning – men så gør du også vejen fra jord til bord kortere end nogensinde.
Se mere om den nye opfindelse på urbancultivator.dk
Tekst Gitte Højbjerg
Foto Urban Cultivator