Finanskrisen har været hård ved mange brancher. Og mens mange stadig ømmer sig, er byggebranchen for længst kommet godt ud på den anden side af krisen. Faktisk i en grad, så man kan tale om et decideret boom i nybyggerier.

Stor efterspørgsel på nye boliger

Det er nye huse og lejligheder, der er efterspørgsel efter, mens erhvervsbyggeriet derimod er historisk lavt.

Dansk Byggeri vurderer, at det aktuelle samlede behov for nyopførte boliger er på 25.000 nye boliger om året. Dansk Byggeri vurderer også, at det årlige behov vil være konstant frem mod 2020.

Vi vil bo i byerne

En væsentlig grund til det voksende behov for nye boliger skal ses i den stigende urbanisering, der finder sted i disse år, og som betyder, at folk i stadig højere grad søger mod hovedstadsområdet og de største byer i Danmark. Det giver et øget behov for huse og lejligheder i de større byer og områderne rundt omkring byerne.

Når der er efterspørgsel efter boliger, stiger priserne tilsvarende, og det bliver derfor attraktivt at bygge nye huse og lejligheder som supplement til udbuddet af allerede eksisterende boliger.

Læs også: Et selvbygget hus er et velbygget hus

Resten af landet halter efter

I andre dele af landet, hvor det er knap så attraktivt at købe bolig, er liggetiderne på huse lange, og det trykker priserne nedad. Dermed er det ikke nær så attraktivt at bygge nyt.

Det er altså primært i og omkring hovedstadsområdet og de største danske byer, at nybyggeriet boomer i disse år.

Vores huse vokser

Mange danske byggefirmaer har oplevet stor vækst i 2015. Det gælder både mindre byggefirmaer og store byggefirmaer som for eksempel Lind & Risør, Eurodan og Huskompagniet. Og mange steder kan byggefirmaerne slet ikke følge med efterspørgslen.

Det er huse i alle størrelser, der efterspørges. Men faktisk viser tendensen, at vores huse bliver større og større. Der bliver dog også bygget mange rækkehuse, der typisk er mindre end parcelhusene. Fælles for huskøberne er det, at de generelt har stort fokus på energirigtige huse, der er bygget med hensyntagen til miljøet.

Læs også: 7 geniale terrasser

nybyggeri