Lys og lyng helt ind i stuen i sommerhus i Rørvig

Ny nordisk arkitektur, når det er allerbedst – se det smukke sommerhus i Rørvig

Forestil dig et hus, der glider i ét med naturen. Som åbner op for lyset, lyngen og havudsigten – og motiverer til et ferieliv, hvor familien og omgivelserne er det vigtige. Præcist sådan et hus har arkitekt Lotte Elkiær tegnet til en familie i Rørvig. Ny nordisk arkitektur, når det er allerbedst. 

Læs også: Forsigtig fornyelse af et typehus

 

Begynder og slutter med et træ

Det hele begynder med træ. Og slutter med træ. Fra det sølvfarvede cedertræ på facaden til den varme træbeklædning indenfor. Fra de vindblæste fyrretræer på grunden i Rørvig til sommerhuset selv, der nærmest vokser og forgrener sig som et træ, der søger mod havet.

Karen, der sammen med sin mand Thomas ejer huset, er ud af en større familie, der har holdt til her de sidste mange år i et ældre sommerhus på en anden bid af grunden. Men pladsmangel og en voksende børneflok betød, at Karen, hendes mand og deres tre børn overtog en del af den store grund for at realisere et sommerhus til sig selv. Og her var det en klar fordel, at de var så rodfæstede i området, inden de satte arkitekt Lotte Elkiær, fra Elkiær+Ebbeskov på opgaven. De kendte solens gang på himlen, fyrretræernes skygger, farven på lyngen og det enestående lys, der er her året rundt.

Den smukke udsigt

Sommerhuset er tænkt som en serie af ”trææsker”, der ligger forskudt og fortsætter ned mod vandet via rammerne i træ, der bliver brugt til solsejl og hængekøjer. Et arkitektonisk stilelement, der fungerer i praksis og er blevet en aktiv del af familiens uderum. Lyngen går helt op til huset, og cedetræsbeklædningen gør, at huset nærmest forsvinder i kystlandskabet, når man ser det fra vandet. Det store fællesrum med køkken og stue har en højere loftshøjde end de øvrige dele af huset, hvor familien sover og som til gengæld er mere intime og tilbagetrukne.

Se flere billeder hos Danske BoligArkitekter

– Det er en naturgrund, som vi altid har sat pris på, og vi ville gerne bevare den så meget som muligt. Vi ønsker ikke et hus med en have, men vil lade naturen passe sig selv omkring huset. Og så ville vi selvfølgelig gerne have en masse udsigt og kunne se vandet, fortæller Karen. Solen er for det meste bag huset, og det stillede krav til arkitekturen, hvis fornemste opgave blev at føre dagslyset igennem sommerhuset og lade udsigten til havet og naturen folde sig ud.

Arkitekt Lotte Elkiær havde fem forslag i spil, der tog højde for alle familiens ønsker om bl.a. et stort fællesrum og et gæsteanneks. Og et af dem sprang i øjnene.

Læs også: Nyt hus med gammel sjæl – en fantastisk forvandling

Sommerhuset udefra

Man fornemmer tydeligt arkitektens vision om at skabe et transparent hus med ”kanaler” af lys, der tager højde for grundens udfordring med solen, som de fleste af døgnets timer kommer bagfra. Her er det indgangspartiet med kig til vandet på den anden side.

– Det var noget med mængden af glas og udsigten til alle sider. Vi kunne fornemme kanalerne gennem huset, som solen skinner langs, siger Karen.

Den beslutning var arkitekten glad for – det var nemlig også den løsning, hun selv mente passede bedst til både grunden og ejeren, der skulle bor der.

– Jeg var helt klart også selv mest til den her løsning. Den er mere radikal og interessant. Huset er tænkt som en serie af åbne æsker, nærmest uderum med tag over, uden et bestemt hierarki. Åbent og transparent, sådan at når du ankommer, kigger du lige igennem huset og ud på vandet, forklarer arkitekt Lotte Elkiær, der er medlem af Danske BoligArkitekter. Hun fortsætter:

– Jeg så et liv for mig, der hele tiden kunne foregå inde og ude, så du nærmest føler, du er midt i naturen, selv når du er indenfor, siger hun.

Læs også: Fra håndværkertilbud til drømmehus

Ude og inde smelter sammen

Fra køkkenet træder man ud på terrassen, hvor aftensolen går ned og familien gerne mødes med resten af familieklanen fra de omkringliggende sommerhuse til gode frokoster og middage. Her er indrettet et enkelt lille udekøkken, og sommerhusets uderum skyder sig videre ned mod vandet via de arkitektoniske trærammer med integrerede siddepladser og som også bruges til solsejl og hængekøjer. Her fornemmer man igen husets gennemsigtige konstruktion, der ophæver grænserne mellem ude og inde, når de store glasfoldedøre bliver skudt helt til side. Der er desuden en smuk enkelhed i det gennemførte materialevalg med cedertræ på facade og terrasse.

Læs også: Arkitekt Rasmus Bak tegnede selv sit sommerhus

Naturgrunden kravler helt op til huset og bliver lukket indenfor af store glaspartier i det store fællesrum, som familien har indrettet ud fra en enkel no nonsense-logik, der stemmer overens med arkitekturen og det liv, de gerne vil leve heroppe.

– Her må gerne være lidt enkelt, uden så mange ting, så vi kan slappe af. Huset er smukt i sig selv med træet, glasset og naturen. Det giver en speciel stemning at være i et rum af træ – det skaber sammenhæng og giver den her hyggelige stemning af natur. Vi synes, det er helt fantastisk at være indenfor, og det er samtidigt en fornøjelse at kigge på huset, når man står nede ved vandet, forklarer Karen.

Opholds- og spiseafdeling

Beklædningen i ludbehandlet fyrretræ understreger den nordiske og naturlige stemning og giver intimitet og hygge i det store fællesrum. De forskellige loftshøjder leger med rummeligheden og er desuden med til at opdele rummet i opholds- og spiseafdeling.

 

Soveværelset

Soverummene er tænkt som mindre og mere intime æsker, der giver en mærkbart anden stemning end de store træbeklædte fællesrum. Her kan man trække sig tilbage og finde ro – stadig med naturen for fødderne. Sengen er fra Ilva, sengetæppe fra Ikea, kelimpuder fra Ilva. Reolkasser i fyrretræ fra Trævarefabrikernes Udsalg, litografier af kunstner Kaj Nyborg.

Læs også: Ejendomsmægleren faldt for arkitektens opgraderede typehus

Stuen

Husets store foldedøre kan skydes helt til side og åbner op mod uderummene, sådan der er fuldstændig kontakt mellem inde og ude. Terrassen er lagt til den side, hvor aftensolen går ned og er den eneste plejede del af grunden, mens lyngen vokser helt op til vinduerne på husets øvrige sider. Køkkenet er fra Kvik, hvor køkkenøen er blevet beklædt med samme fyrretræ som de øvrige vægge i rummet.

 

Opholdsrum

Familien prioriterer et enkelt liv med familien og naturen i fokus, når de er i sommerhuset, og har indrettet sig derefter. Her er ingen overflødige møbler, ligesom sofa og reoler var tænkt ind i arkitekturen til en start. Dørene ind til soveværelserne er beklædt med fyrretræ og glider diskret sammen med de træbeklædte vægge.

Se flere projekter af arkitekt Lotte Elkiær her

Fakta om huset

Størrelse: 133 m2 inkl. anneks

Type: Et plan

Proces: Arkitekten har tegnet projektet og har haft fagtilsyn med entreprisen sammen med Partner Byg, der vandt udbudsrunden. Arkitekten har styret processen helt frem til afleveringen.

Materialer udvendigt: Cedertræsbeklædning fra Moelven, aluminiumsvinduer fra Ideal Combi, foldeterrassedøre fra Solarlux. Terrassen er lagt med varmebehandlet asketræ fra Moelven.

Materialer indvendigt: Vægge og lofter er beklædt med oliebehandlet fyrretræ fra Moelven. Køkkenet er fra Kvik med en tyk bordplade i ask.

Energi: har integreret varmesystem og gulvvarme, der kan tænde via smartphone. Desuden lavenergivinduer i trelags-glas og brændeovn.

Arkitekthonorar: ca. 150.000 kr.

Byggepris: ca. 2 mio.

Læs også: Første række til vandet

Fakta om Danske BoligArkitekter

Denne boligreportage er blevet til i samarbejde med Danske BoligArkitekter, som er en sammenslutning af 80 selvstændige arkitekter over hele landet, der alle har dokumenteret erfaring med byggeprojekter for private boligejere. Medlemmerne er uddannet indenfor energioptimering af boliger og er dækket af en særlig ansvarsforsikring, der også dækker selvom arkitekten lukker sin virksomhed.

Se flere projekter på danskeboligarkitekter.dk.

Danske Boligarkitekter logo

Tekst  Christina B. Kjeldsen

Foto  Andreas Mikkel Hansen