Byggebranchen: Vi bygger nyt og renoverer på livet løs

Fremgangen i dansk økonomi har for alvor bidt sig fast i byggebranchen

Kurven for hvor mange nye huse og lejligheder, der bliver bygget kender kun én vej – opad. Dansk Byggeri opjusterer forventningerne i sin nye konjunkturanalyse og venter nu, at der næste år vil blive bygget 30.000 nye boliger.

Dansk Byggeri forudser, at 2018 bliver femte år i træk med en pæn stigning i antallet af nybyggede boliger. I 2015 rundede boligbyggeriet for første gang siden finanskrisen 20.000 boliger. Næste år ventes der at blive bygget hele 30.000 nye huse og lejligheder. Det er 1.000 flere end i år, og det er ikke mindst byggeriet af etageboliger, der har fået et nøk opad.

Læs også: Et selvbygget hus er et velbygget hus

 

Stigende boligpriser og lave renter

– Det er først og fremmest de stigende boligpriser og lave renter, der får danskerne til at bygge nyt. Tilflytningen til de store byer har også sendt efterspørgslen efter boliger i vejret og betyder, at investering i boligbyggeri nu for alvor er attraktivt for pensionskasserne. Og udviklingen er gunstig. Vi venter, at priserne på boligmarkedet vil fortsætte med at stige 3-4 procent i gennemsnit de næste år, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

Skønnet i årets konjunkturanalyse er opjusteret massivt i forhold til tidligere, blandt andet efter en kraftig revision fra Danmarks Statistik. Men der er ikke tvivl om, at både boligejere og bygherrer ser lyst på fremtiden.

Større friværdier har sat skub i renoveringerne

De højere boligpriser har fået friværdien i boligerne til at stige. Det giver flere og flere boligejere mod på at låne mere for at investere i deres bolig.

– Vi glæder os over, at markedet for boligrenoveringer er gået støt frem siden 2015. Den optimisme, vi ser hos boligejerne, har blandt andet fået flere til at investere i nye køkkener. Et marked der var stort set lukket ned i kriseårene. Vi venter, at boligejerne vil blive ved med at tro på fremtiden og øge renoveringerne af huse og lejligheder de kommende år, siger Lars Storr-Hansen.

Læs også: Totalrenovering fra dødsbo til drømmebolig

Adgang til medarbejdere øverst på dagsordenen

Aktiviteten i byggeriet skinner tydeligt igennem på beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen, som er steget uafbrudt siden 2013. Sidste år beskæftigede branchen næsten 167.000, og det vil også stige støt både i år og næste år. Dansk Byggeri venter, at der vil være op mod 175.000 beskæftigede i bygge- og anlægsvirksomhederne i 2019. Og det kan blive en udfordring de kommende år.

– Stadig flere af vores virksomheder har svært ved at skaffe de medarbejdere, de har brug for. Det er foreløbig blevet løst med en kombination af seniorer, der bliver længere på arbejdsmarkedet, flere nyuddannede og udenlandske medarbejdere. Men der er ingen tvivl om, at mere end fire års fremgang har rykket adgangen til kvalificerede medarbejdere øverst på dagsordenen, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

Læs også: Disse hustyper er de dyreste – og disse er de billigste

Tekst  Dansk Byggeri