Hjælp, vores afdragsfrie lån udløber snart!

Hvad gør I, hvis I begynder at kunne se enden på den afdragsfrie periode på jeres realkreditlån? Få eksperternes råd til den løsning, der er bedst for lige netop jeres økonomi.

Var det afdragsfrie lån din families adgangsbillet til jeres første nye hus? Eller havde I planlagt som pensionister at spise lidt af murstenene ved at tære på friværdien? Uanset de gode grunde til at tage det afdragsfrie lån står I som mange andre husejere landet over i et dilemma: Snart udløber den afdragsfrie periode på jeres realkreditlån, og der skal til at betales af på gælden. Og er den daglige økonomi stram i forvejen, eller har I andre planer, overvejer I måske at udskifte det gamle med et nyt afdragsfrit lån. Men er det nu også en god idé? Ifølge Kim Valentin, direktør for det uafhængige rådgivningsfirma Finanshuset i Fredensborg, findes der ikke kun ét svar på det spørgsmål. “Markedet er i en meget mudret situation, hvor det er svært at lave en facitliste over dette her,” siger han og peger på tre afgørende faktorer, som husejere skal tage bestik af:

Læs også: Flere danskere sætter huse til salg

For det første opstiller lovgivningen en række grænser for realkreditinstitutternes muligheder for at yde et afdragsfrit lån.

For det andet har de enkelte institutter hver deres regler for, hvornår de vil bevilge deres kunder afdragsfrie lån. Reglerne går blandt andet på, hvor god en økonomi kunden har – får I et nej, kan I altid vælge at spørge og eventuelt skifte til et andet selskab.

For det tredje har det stor betydning, hvor i landet ejendommen befinder sig. Huset i Maribopå Lolland er som regel mindre attraktivt end villaen i Gentofte på Sjælland.

John Norden, direktør for den finansielle forbrugerguide MyBanker, er enig i, at der er tale om et komplekst regnestykke, som man desværre ikke kan koge ned til et overskueligt skema, som I og andre familier kan bruge til at afgøre, hvad der er bedst for netop jer.

Læs også: Boligejere sparer tusindvis af kroner på omlægning af realkreditlån

Del lånet op i to

Når det er sagt, peger han på en mulighed, som vil være attraktiv for rigtig mange, nemlig at dele boliglånet op i to: et lån, der dækker fra 0 til 60 procent af ejendommens værdi, og et andet lån, der dækker de 60 til 80 procent. Bidragssatsen er nemlig langt lavere ved et lån, der går til 60 procent af ejendommens værdi, end et lån, der går hele vejen til de 80 procent.

“Har man mulighed for at få den nye afdragsfri belåning ned under de 60 procent af lånet og tage resten af lånet med afdrag, vil det til enhver tid være det rigtige at gøre. Alt andet lige giver det bedst mening at afdrage mest muligt af den yderste og dyreste del af belåningen, når renten er så lav, som den er lige nu,” lyder John Nordens anbefaling.

Hvis jeres økonomi i øvrigt er uændret, og huset ikke i mellemtiden er faldet i pris, kan det være en fordel at få et nyt afdragsfrit F3-lån op til 60 procent, og et F3 med afdrag op til de 80 procent af husets værdi, lyder hans forslag.

Ifølge Kim Valentin kan det med den nuværende lave rente generelt være en fordel at få sat gang i afdragene på lånet. Han peger på muligheden for at mindske længden af den afdragsfrie periode i stedet for at tage den fulde afdragsfrie periode på 10 år.

Så undgår I de meget højere afdrag, der vil være de resterende 20 år, fordi I har en kortere periode at afbetale gælden på.

Spreder I afdragene på gælden over flere år, kan I derimod sidde billigere i lånet om måneden “Så hvis I i stedet for eksempel afdrager på lånet i 25 år, fordi renten er lav, hjælper I jer selv,” siger Kim Valentin.

Læs også: Sådan finder du den helt rigtige andelsbolig

Sådan gør I med de afdragsfrie lån

Hvad der er bedst for dig og din familie at gøre, når jeres afdragsfrie lån udløber, afhænger af en række individuelle faktorer. Men der gælder følgende tommelfingerregler alt efter jeres specifikke økonomiske situation:

Her går det godt

Har I luft i den daglige økonomi, vil det være en fordel for jer at afdrage på jeres gæld i stedet for at tage et nyt afdragsfrit lån. Lige nu er renten så lav, at det vil være den absolut smarteste løsning for jer.

Vi skal lige bruge lidt mere tid

Er det nødvendigt for jer med endnu et afdragsfrit lån, er det en klar fordel at splitte lånet op i to: Et afdragsfrit F3 realkreditlån, der dækker fra 0 til 60 procents af ejendommens værdi, og et andet F3 lån med afdrag, der dækker fra 60 til 80 procent af ejendomsværdien. På den måde afdrager I på den dyreste del af belåningen først.

Det går slet ikke

Kan I kun få økonomien til at hænge sammen med en ny afdragsfri periode, OG får I afslag på dette af realkreditinstituttet, findes der i loven mulighed for, at realkreditinstituttet kan lade jer fortsætte med afdragsfrihed, så de undgår tab ved en tvangsauktion. Det er dog ikke noget, I som forbrugere har krav på, og I skal tage fat i jeres realkreditinstitut i god tid, inden jeres nuværende lån udløber, for at drøfte denne mulighed.

Tekst  Peder Bjerge

Foto  Re-public