Prognose: Så meget stiger boligpriserne i dit område

Det er ikke nemt at finde hoved og hale i boligprisernes udvikling, når vi den ene dag hører at priserne stiger og den næste dag får vi at vide, at priserne falder. Vi guider dig derfor til, hvordan du bedst holder styr på boligpriserne.

Når man snakker om boligpriser, skal man ifølge cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig være særlig opmærksom på tre forhold, fortæller han på Danske Banks hjemmeside.

Læs også: Tarteletter med jomfruhummerhaler i dildsauce

Kig på det samlede billede

Først og fremmest, er det vigtigt at du ser på prisudviklingen over længere perioder frem for over en enkelt måned. Priserne kan af og til lave tilfældige udsving, og disse fortæller ikke noget om den generelle retning priserne bevæger sig i. Sørg derfor for at kigge på det samlede billede.

Tal fra statistikbanker kan være forsinkede

En anden ting du skal være opmærksom på er, at statistikkerne på boligområdet kan være fra forskellige perioder. Det kan derfor give modstridende informationer. Tal fra Danmarks Statistik er ofte forsinket et par måneder, hvorimod tal fra de store boligsider hele tiden bliver opdateret. Dette kan være grund til, at vi hele tiden hører forskellige historier.

Læs også: Sådan laver du din egen signaturvæg i stuen

Nyeste prognoser

Kigger man på de nyeste prognoser, viser tallene generelt at boligpriserne stadig er stigende. Stigningerne er dog lavere end tidligere år. Den nyeste boligprisprognose fra Nykredit viser, at parcelhusejere kan regne med en årlig stigning på omkring 3% hvert år, mens lejlighedsejere kan regne med en gevinst på 4,7% hvert år frem til 2021.

Der er dog store regionale forskelle på prisstigningerne. Bor du i København har du væsentlig bedre udsigter til høje prisstigninger sammenlignet med resten af landet. Prisstigningen på ejerlejligheder i København forventes på nuværende tidspunkt at ligge på 6,5% frem mod 2021. Dette er stadig i den høje ende på trods af, at stigningen har været væsentlig højere de seneste år. Det kan dog ikke siges med sikkerhed, at Københavnerne ikke kan opleve højere stigninger.

Læs også: Hvordan fjerner jeg kalk og røde fuger?

I forhold til parcelhuse, viser prognoserne at de største stigningerne vil kunne ses på Sjælland, særligt i Østsjælland, hvor priserne forventes at stige 5,5%. I Sønderjylland og Nordjylland forventes priserne derimod kun at stige med 2,7-2,8%.

Lavere priser om vinteren

Det tredje forhold som Christian Hilligsøe Heinig anbefaler, at være opmærksom på er, at boligpriserne generelt stiger mindre i vinterhalvåret. Officielle opgørelser tager normalt ikke højde for sæsonudsving, og giver derfor ikke et retvisende billede af boligmarkedets udvikling. Grunden til den lavere stigning skyldes, at der generelt sælges flere boliger i de varme måneder, som vil få priserne til at stige.

 

Kilder: Danske Bank & Finans.dk

 

 

Tekst  Louise Ankerstjerne