Realkreditlån: Nye regler vil gøre det billigere at flytte dit lån

Ekspertudvalg under Erhvervs- og Vækstministeriet vil droppe flere gebyrer, hvis du vil skifte realkreditselskab, når renten eller bidragssatserne stiger. Læs, hvor meget du kan spare.

Billede: Hvis et flertal i Folketinget følger ekspertudvalgets anbefalinger, bliver det lidt billigere at flytte dit lån fra et realkreditselskab til et andet. Foto: Tommy Verting

Det skal være nemmere og billiger at flytte sit realkreditlån til et andet realkreditinstitut, når renten eller bidragssatsen stiger. Det foreslår et ekspertudvalg overfor erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

Læs også: Skilsmisse – hvem får huset, og hvem flytter?

Ekspertudvalg: Drop indfrielsesgebyr, kurtage og kursskæring?

Udvalget har peget på 3 gebyrer, som boliglånere bør slippe for at betale:

  1. Indfrielsesgebyr
  2. Kurtage
  3. Kursskæring.

Hvis forslaget bliver gennemført, betyder det, at en boligejer typisk sparer 3.237 kr. ved at flytte et realkreditlån på 1 million kr. til et andet realkreditinstitut og 5.723 kr. for et lån på 2 millioner kr. Det viser beregninger som Martin Riedel, privatøkonomisk rådgiver i Realkreditkonsulenten.dk, har lavet for Bolius.

De gebyrer, som udvalget peger på, er dog småpenge i forhold til de andre gebyrer, som boligejerne er udsat for, når de vil flytte deres lån til et andet realkreditinstitut. Den største post er kurstabet, der i følge Martin Riedel nemt kan løbe op i 50.000 kr. for et almindeligt lån. Dertil kommer gebyrer på tinglysning og behandling af lånesag ved optagelses af et nyt realkreditlån, samlet typisk 6.600 kr.

Bedre varsel om højere gebyrer og bidragssatser

Udvalget vil desuden tvinge realkreditinstitutterne til at give realkreditkunderne bedre varsel, når renten, bidragssatsen eller gebyrerne stiger. Kunderne skal både have en længere varselsperiode på 4 måneder og informeres om årsagen til stigningen med en nærmere forklaring på, hvorfor stigningen skal havde den varslede størrelse. Det skal give realkreditkunderne tid til at skifte inden den næste termin med en henvisning til, hvordan kunderne kan finde et billigere realkreditinstitut.

Læs også: Huspriserne runder magisk grænse

Realkreditkonsulenten: En tynd kop te

Martin Riedel vurderer, at ekspertudvalgets forslag vil have begrænset betydning for boligejerne, men at gebyrfriheden vil få nogle boligejere til at undersøge muligheden for at flytte med rabat i varslingsperioden.

– Det er dog ikke min opfattelse, at det er denne del af prisen, der holder folk fra at skifte kreditforening. Alt i alt en tynd kop te, der ikke kommer til at ændre på ret meget, mener han.

Forbud mod gebyrer i varselsperiode får lille betydning

Martin Riedel vurderer, at forbuddet mod gebyrer i varselsperioden vil have en lille betydning for boligejere med ondt i realkreditten. Ud over realkreditgebyrerne skal boligejerne nemlig også betale omkostninger til obligationsejerne, der i mange tilfælde kan være på mere end 50.000 kr. på et variabelt forrentet lån. Dertil kommer selve bidraget, der over hele lånets løbetid let kan løbe op i over 400.000 kr. på et afdragsfrit lån på blot et par millioner kr.

Ordbog: Hvad er kurtage og kursskæring?

Du betaler et tillæg, når du køber eller sælger et realkreditlån, oveni den rente, som realkreditinstituttet selv afregner lånet med. Tillægget er på 1 eller 2 promille og bliver op mod 2.000 kr. for hver lånt million kr.

  • Kurtage: Gebyr til realkreditinstituttet ved handel med obligationer. Beregnes som procentsats af obligationernes kursværdi og er normalt 0,15 % af obligationernes kursværdi.
  • Kursskæring: Gebyr til realkreditinstituttet ved handel med obligationer, normalt 0,10 % af obligationernes kursværdi.

Kilde: mybanker.dk

Læs også: Regeringens 2025-plan: Det betyder den for boligejerne

Ekspertudvalgets 8 forslag til bedre realkreditlån
Realkreditinstitutterne skal forklare deres stigninger og får forbud mod at opkræve visse gebyrer i en 4 måneder lang varselsperiode.

1 – Begrundes: Realkreditinstitutter og banker skal forklare “de væsentligste forhold, der har haft betydning for ændringens omfang”, når de vil ændre renten, bidragssats eller gebyrer
2 – 4 måneders varsel: Varslingsperioden forlænges med en måned til i alt 4 måneder.
3 – Gælder også banklån: Også ændring i rente og gebyrer for realkreditlignende banklån skal varsles 4 måneder inden ikrafttræden
4 – Ugyldig uden varsel: En ændring er først gyldig, når den har været annonceret i 4 måneder, undtagen helt små gebyrændringer.
5 – Forbud mod gebyrer ved ændring i bidragssatser og rentetillæg: Realkreditinstitutter og banker må ikke opkræve indfrielsesgebyr, kurtage eller kursskæring i varslingsperioden ved ændring i bidragssatser og rentetillæg.
6 – Kursskæringen skal oplyses: Rentetilpasningslånere skal have besked om kursskæringens beløbsmæssige andel af rentebeløbet på terminsopkrævning.
7 – Sammenlign dit lån: Når renten, bidrag eller gebyrer stiger, skal du have besked om, at du kan flytte dit lån til et andet realkreditinstitut og hvordan du kan sammenligne priser på lån.
8 – Ingen krav om CITA-lån: Fremover slipper realkreditinstitutterne for at tilbyde de såkaldte F-kort og CITA-lån baseret på bankernes indbyrdes dag til dag-rente.

LÆS OGSÅ: Skal du skifte realkreditselskab?

LÆS OGSÅ: Tjek, om du kan få et billigere realkreditlån

LÆS OGSÅ Realkreditlån

 

Tekst  Journalist Peter Mulvany, Bolius