Så meget ved naboen om din økonomi og bolig

Skylder din nabo penge i huset?

Lever dine venner i konstant risiko for oversvømmelse? Og hvor meget betaler din kollega i ejendomsskat? På få minutter kan du finde tonsvis af data om andres boligforhold på nettet. Men oplysningerne er ikke mindst nyttige, hvis du selv er på jagt efter et nyt hjem.

Læs også: Antallet af bolighandler er steget med over 10 procent

Intet privatliv om din boligøkonomi

“Skaaaat, har du set, at naboerne har tjent over to millioner på at sælge deres hus? Måske er det nu, vi skal sælge vores?”

Denne sætning kunne måske godt være faldet hjemme hos dig – om nogle andre. Eller den kunne være faldet hjemme hos nogle andre – om dig og dit hus.

Det bliver nemlig stadig sværere at have sin boligøkonomi for sig selv. For godt fire år siden blev tingbøgerne lagt online gratis, og siden er masser af tekniske og økonomiske oplysninger lagt offentligt ud på nettet, med alt fra radonrisiko til gældsbreve, salgspriser, ejendomsskat og nabolagets sammensætning.

Og jovist kan du bruge det til at dykke ned i, hvordan dine naboers boligøkonomi er skruet sammen. Men først og fremmest er det en hjælp, når du selv er på jagt efter ny bolig, eller du gerne vil have et overblik over, hvordan din egen bolig præsenterer sig i forhold til resten af kvarteret.

Tilmed behøver du ikke længere at foretage mange opslag på internettet for at få et overblik. Der er kommet flere websteder, hvor de vigtigste oplysninger er samlet.

Alt det, du kan finde…

Helt personlige oplysninger er ikke offentligt tilgængelige. Men når det gælder selve boligen, er stort set alt lagt åbent ud, blandt andet hvor store lån der er i boligen, hvad den er handlet til gennem tiden, om der er jordforurening, støj, gamle byggesager, om boligen er fredet, hvad ejendomsskatten på den er, hvor matriklen går til osv.

Du kan også se, hvad hurtigste internetmulighed er, hvor langt der er til nærmeste vindmølle, farlige virksomheder i nabolaget, om der er risiko for oversvømmelse i fremtiden – og i efterhånden de fleste kommuner kan du også se de gamle tegninger over ejendommene.

Vil du have et hurtigt overblik over både ejendommen og det område, den ligger i, er websiden dingeo.dk et godt sted. Den samler oplysninger ind fra en lang række offentlige kilder. Og i modsætning til de fleste andre steder er det ikke boligens økonomi, der er første punkt – selvom dingeo.dk naturligvis også har de oplysninger med. Det er derimod alt det, man ofte ikke tænker over i første omgang, men som kan være en afgørende faktor mange steder: Risikoen for oversvømmelse ved skybrud og stigende havvand, forurening med radon, pcb, luftforurening, støj osv.

Det er ikke ligefrem emner, som står øverst på ejendomsmæglerens beskrivelse af en bolig, og derfor er det værdifulde oplysninger, som det før i tiden kunne tage lang tid at finde frem, men som nu altså ligger online og på ét sted.

Dingeo.dk medtager også oplysninger om, hvem beboerne i nabolaget er. Det kan fx være “par i hjerter”, “guldkant på tilværelsen”, “grønne fingre” eller “lykkesmed” og bag de lidt kryptiske betegnelser gemmer der sig en grundig beskrivelse af områdets typiske beboere baseret på en lang række offentlige data om alder, indkomst, fritidsinteresser mv. Du kan altså få en fornemmelse af, om du vil have noget til fælles med dine kommende naboer.

Læs også: Forkert boligareal i BBR kostede sælger 150.000 kr.

Fordele opvejer ulemper

Du kan endda forvente, at det vil blive endnu nemmere at finde denne type information i fremtiden.

Ifølge professor Jan Damsgaard, som leder Institut for Digitalisering ved CBS og er digital vismand, må vi vænne os til, at vores offentlige data bliver samlet, så det bliver lettere for andre at kigge med.

“Nogle vil måske føle, at det kommer tæt på, men vi er jo ikke som i Norge og Sverige, hvor man kan se, hvad naboen betaler i skat,” siger han og minder om, at det kunne man også i Danmark før i tiden – det krævede bare, at man gik ned på sognekontoret.

“Men fordelene opvejer ulemperne. Det er værdifuldt at kunne se, hvad der kan være af muligheder og problemer ved en ejendom, man er interesseret i,” argumenterer han.

Jan Damsgaard forudser, at der vil opstå flere nettjenester, som gør det nemt og overskueligt at gå på opdagelse i andres bolig – og at holde styr på sin egen.

“Fx har den danske virksomhed Myhouse også samlet de flesteoffentligt tilgængeligeoplysninger, men derudover kan man i en slags online servicebog for sit hus notere, hvilke håndværkere man har brugt til at renovere vinduerne, eller hvilken slags træ man har brugt på gulvene. Den slags oplysninger er også meget værd for en ny ejer,” siger Jan Damsgaard.

Her kan du søge oplysninger

• dingeo.dk– samler et meget stort antal oplysninger. Foruden de økonomiske også oplysninger om oversvømmelsesrisiko, indbrudsrisiko, forskellige former for støj og forurening, servitutter, matrikeloversigt, hurtigste internetmulighed og en udførlig beskrivelse af beboertyperne i nabolaget. De økonomiske oplysninger er ikke altid helt opdaterede, men der er link til selv at dobbelttjekke på de relevante, offentlige sider.
Siden
ejes af en privat virksomhed og er annoncefinansieret.

• myhouse.dk– samler mange af de samme oplysninger som dingeo.dk foruden data om den lokale skole, men her er samtidig mulighed for at bruge hjemmesiden som en slags dagbog for ens bolig, hvor man kan gemme vigtige oplysninger om håndværkere, koden til vægfarven osv.Siden drives af en privat softwarevirksomhed.

• boligejer.dk– en delden offentlige sideborger.dk. Her kan man få alt at vide om boligens økonomi, her er BBR-oplysninger, zonestatus, lokalplaner osv. En stor del af oplysningerne er gratis og åbne for alle, men mod en betaling på p.t. 325 kroner får man en samlet ejendomsrapport, som også inkluderer oplysninger om fx byggeskadesager. Rapporten kan deles online med andre og kan fx bruges, hvis du skal sælge dit hus.

• ois.dk– den Offentlige Informationsserver er en statslig side, hvor man hurtigt kan få overblik over de vigtigste oplysninger fra BBR, hvem der ejer boligen, salgspriser og vurderinger. Er man ejer af boligen, kan man logge på og også få fx tilstandsrapport.

• tinglysning.dkdet er den offentlige tinglysning, som ligger online, og herhar du adgang til de nyeste oplysninger om en boligs økonomi, hvordan den er belånt, hvem ejerne er, og hvilke servitutter der er på ejendommen. Logger du ind med NemID, er der flere oplysninger tilgængelige.

Læs også: Så meget stiger grundskylden i din kommune i 2017

Tekst  Susanne Sayers