Trump og Kim Jong-uns fejde giver rekordlave renter

Rentetilpasningslån er for tiden med rekordlave renter, og dermed slipper boligejerne endnu billigere

Siden finanskrisen i 2008-09 her renterne stort set kun faldet, og med de seneste politisk-militære spændinger omkring Korea-halvøen, hvor Nordkorea har testet missiler og atombomber, og hvor USA mener, at Nordkorea ”tigger og beder” om krig, er rentefaldet accelereret. Et F3-lån fås i starten af september 2017 til en rente på minus 0,26 procent, men et F5-lån koster beskedne 0,10 procent i rente over den fem år lange bindingsperiode.

Læs også: Ny solcellepulje i 2016

Det er rekordlave renter og så lave har renterne aldrig været tidligere. Og det betyder alt andet lige, at de tusinder af boligejere, der skal refinansiere deres flexlån 1. januar 2018, skal betale endnu mindre for deres realkreditlån, hvis renterne forbliver de samme de næste ca. to måneder.

LÆS OGSÅ: Omlægning af dit realkreditlån

Konflikt mellem USA og Nordkorea kan give økonomisk krise

Men selv om de rekordlave renter umiddelbart er godt nyt for boligejerne, er det ikke nødvendigvis positivt på længere sigt, forklarer Bolius’ fagekspert inden for boligøkonomi, Jørgen Munksgaard Rasmussen.

– De faldende renter udtrykker, at investorerne er usikre på, hvordan både USA’s præsident Trump og den nordkoreanske diktator, Kim Jong-un vil reagere undervejs i konflikten. Et af de store usikkerhedsmomenter er, om Trump vil indskrænke handlen med Kina for at presse Kina til kraftigere sanktioner over for Nordkorea. Bliver indskrænkninger i handlen med Kina en realitet, vil det lægge en voldsom bremse på den globale vækst og dermed åbne op for en ny økonomisk krise med faldende aktiekurser, forklarer han.

Renteudviklingen på tre udvalgte flexlån

Rekordlave renter

Læs også: Boligydelse til pensionister i ejerbolig

Renterne er faldet med 4-5 procentpoint på ni år

Fra 2008-2017 er renten på de variabelt forrentede lån faldet med næsten fem procentpoint til minus 0,26 procent for eksempelvis et F3-lån, mens renten på et traditionelt fastforrentet lån er faldet fra ca. 6,1 procent til ca 2,1 procent.

Rentefaldet har resulteret i både en faldende ydelse og større afdrag på et nyt realkreditlån. For et nyt fastforrentet 30-årigt lån er de månedlige afdrag fordoblet, mens nettoydelsen er faldet 25 procent. For et tilsvarende F3-lån er de månedlige afdrag steget med 120 procent, mens nettoydelsen er faldet med 26 procent.

LÆS OGSÅ: Se den store temaside om boliglån

Sådan har nettoydelsen ændret sig på et realkreditlån siden 2008

Nettoydelse

Lav rente øger boligpriser

Den lavere rente betyder, at nye boligkøbere har råd til at betale en højere pris for deres bolig end for ni år siden. Hvis du tager et fastforrentet lån, har du i dag råd til at betale ca 30 procent mere for villaen i dag end for ni år siden. Og der er med til at drive boligpriserne op, vurderer Jørgen Munksgaard Rasmussen.

En beregning, som Bolius’ ekspert inden for boligøkonomi har lavet, viser, at et hus købt til 2 millioner kr. i 2008 ville koste 2,6 millioner kr. i 2017, hvis du alt andet lige skal betale det samme hver måned.

Så meget kan boligen stige uden, at ydelsen ændres

 

Så meget kan boligen stige

Læs også: Top og bund 10: Her er huspriserne steget og faldet mest – 2016

– Men man huske på, at stigende beskæftigelse og generelt gode udsigter for økonomien er en mindst lige så vigtige faktorer for boligkøbernes humør. På den anden side har vi også tidligere set, at humøret på boligmarkedet hurtigt kan vende. Og så hjælper en lav rente ikke alverden, hvis boligkøberne forventer faldende boligpriser, anfører Jørgen Munksgaard Rasmussen.

På landsplan er prisen for en gennemsnitligt parcelhus faldet 5,5 procent siden 1. kvartal 2008 og frem til 1. kvartal 2017. Gennemsnittet dækker dog over meget store forskelle mellem de enkelte områder i Danmark. I Frederiksberg, Aalborg og Gentofte Kommuner er priserne steget med 22 til 24 procent, mens priserne er faldet med 35 til 37 procent i Vordingborg, Faxe og Lolland Kommuner.

Danmarkskort: Se huspriserne i din kommune siden 1992

Tekst  Kim Gregersen , Bolius – Boligejernes Videncenter