Glaskarnap gav masser af lys i kælderen

Familien Bastholms kælder fik en arkitekttegnet glaskarnap – og det forvandlede den mørke underetage i 1950’er-bungalowen til et lysmekka af dimensioner

Pladsmangel sendte i sin tid Peter Bastholm og hans kone ned i kælderen, da pladsen blev for trang for børnefamilien i 1950’er-bungalowen – og de er aldrig kommet op igen. Det er 40 år siden, at den unge familie rykkede ind i det gedigne hus i dejlige omgivelser, men hvor kælderen før var mørk, er den i dag med hjælp fra arkitekt Morten Dalsgaard blevet forvandlet til alles favoritrum med masser af lys og adgang til haven.

Læs også: Lys og lyng helt ind i stuen i sommerhus i Rørvig

– Vi ville gerne renovere huset, da børnene flyttede. Det trængte efter alle de års slid og brug. Og med arkitektens hjælp fik vi lagt en plan for hele overetagen og bl.a. væltet mure og inddraget et værelse til stuen og åbnet køkkenet. Men der skulle også ske noget i kælderen, fortæller Peter Bastholm.

Før renoveringen

Vindueskarnappen fra 1980’er-renoveringen af kælderen var begyndt at vise svaghedstegn. Træværket var råddent, og parret ønskede sig mere lys i deres kælderafdeling.

Efter renoveringen

Den nye glaskarnap forbinder de to kælderrum visuelt, både indefra og udefra. Den har forvandlet kælderen til familiens foretrukne festlokale for voksne børn og børnebørn. I alt har parret nu 100 lyse kvadratmeter hernede.

Se mere fra denne bolig hos Danske BoligArkitekter

Glaskarnap fra 80´erne

Kælderen fik en karnap engang i 1980’erne, men den bar præg af, at den dengang unge børnefamilie skulle spare på materialerne, og trærammerne omkring vinduerne var begyndt at rådne. Samtidigt ville parret gerne lukke endnu mere dagslys ind til soveværelset og det tilstødende opholdsrum.

Før renovering

Den mørke kælder før glastilbygningen inviterede lyset indenfor.

– Vi var jo som udgangspunkt rigtigt glade for vores kælder, men vi ville gerne have mere lys. En større glaskarnap var et klart ønske – også så vi kunne forspire og drive vores blomster og planter hernede om vinteren, fortæller Peter Bastholm.

Løsningen blev en ny glaskarnap, dobbelt så stor som den tidligere, der nu fortsætter mellem de to kælderrum med en glasadskillelse.

Glaskarnappen udefra

De store vinduer i karnappen, der følger hele kælderetagens bredde, skaber en fin forbindelse mellem inde og ude hele året. Selv om parret ikke kan træde direkte ud på terrassen fra deres karnap, er de visuelt blevet en større del af uderummet. Man kunne sagtens have tegnet en udgangs-løsning, siger arkitekt Morten Dalsgaard, men det ønskede parret ikke, da terrassen reelt ikke bliver brugt i praksis.

Se flere af arkitekt Morten Dalsgaards projekter her

– Den største forskel er lyset – vi bader nærmest i det. Det har krævet et sæt nye gardiner, men til gengæld bruger vi kælderen meget mere. Især når alle børnene er hjemme med børnebørnene, hvor det store kælderrum bliver til gildesal. Eneste ulempe er, at der skal pudses vinduer ofte – det er ret tydeligt, når de trænger.

Læs også: Stort arkitekttegnet hus på lille grund blev en skulpturel svævebolig

Udskyderstang

Fine detaljer som den specialfremstillede ’udskyderstang’ gør glaskarnappen til en arkitekttegnet tilføjelse, der løfter hele husets stil.

Fakta om ombygningen

  • Morten Dalsgaard fra M4 Arkitekter, der er medlem af Danske BoligArkitekter, stod for ombygningen af 1950’er-husets kælder.
  • Baggrunden var en nedslidt lille karnap, sat på i 1980’erne i forbindelse med en større renovering af kælderen, hvor der også blev gravet ud omkring huset, lagt dræn omkring og støbt nyt gulv.
  • Den nye glaskarnap er dobbelt så stor og forbinder de to kælderrum visuelt med hinanden udefra.
  • Hele projektet blev tegnet af M3 arkitekter, der også stod for ombygningen af husets øverste etage.
  • Prisen for selve glaskarnappen var ca. 90.000 kr. ekskl. Arkitekthonorar.

Læs også: Tilbygning med mange sidegevinster for hele familien

 

Fakta om Danske BoligArkitekter

Denne boligreportage er blevet til i samarbejde med Danske BoligArkitekter, som er en sammenslutning af 80 selvstændige arkitekter over hele landet, der alle har dokumenteret erfaring med byggeprojekter for private boligejere. Medlemmerne er uddannet indenfor energioptimering af boliger og er dækket af en særlig ansvarsforsikring, der også dækker selvom arkitekten lukker sin virksomhed.

Se flere projekter på danskeboligarkitekter.dk

Danske Boligarkitekter logo

Tekst  Christina B. Kjeldsen

Foto  Christina Kayser Onsgaard