Rækkehus fik funktionel tilbygning i træ

Familien elskede området, men manglede flere kvadratmeter i deres rækkehus

Løsningen blev en tilbygning, der pludselig gjorde rækkehuset langtidsholdbart og samtidig har bragt familien sammen i det nye rum. Se her, hvad blot 18 kvm kan gøre.

Læs også: Top moderne nybyg med masser af plads til hygge

 

Klassisk rækkehus i børnevenligt kvarter

Rækkerne af huse. Fine, funktionelle og aldeles identiske ligger de på rad og række. Fyldt til bristepunktet med familier, der som familien her er faldet for de klassiske røde murstensrækkehuse i det børnevenlige kvarter.

Men faktisk er husene ikke så ens endda. Kommer man rundt i de små haver, ser man nemlig, at pladsen her er udnyttet vidt forskelligt. Nogle med overdækkede træterrasser, andre med typiske udestuer, der blev knappet på i overtal i 1970’erne.

Og så er der tilbygning her, der ikke syner af meget – men som har gjort en kæmpe forskel ved at give familien mere albuerum, og frem for alt gjort, at de nu kan se sig selv i det lille rækkehus mange år endnu.

Tilbygning

De bare 18 ekstra kvm bliver brugt til en ekstra opholdsstue, som man kan trække sig tilbage til fra de øvrige køkken-alrum og fællestue i rækkehuset. De store vinduer, der går om hjørnet giver en fornemmelse af, at uderummet kommer helt ind og trækker masser af lys ind til det nye soveværelse, som parret har indrettet i samme forbindelse.

Se mere fra denne bolig hos Danske BoligArkitekter

Tid til at tænke ud af boksen

Friske fra lejlighed i København føltes rækkehuset på 125 kvm i to etager ellers som et rigtig godt match, da parret flyttede ind for mere end 10 år siden. Og pladsen var i princippet også fin de første par år med to små børn. Men med tiden, og to voksende drenge, kunne de godt se, at de enten måtte flytte eller tænke helt ud af boksen.

– Egentligt så vi det som et rigtig godt begynder-hus. Men vi er kommet til at elske kvarteret, så for os var det en stor værdi, at blive boende her og ændre på vilkårene frem for at flytte til større, fortæller husets kvindelige beboer.

18 ekstra kvadratmeter

De relativt få ekstra kvadratmeter, familien havde brug for, nærmere bestemt 18 styks, er kommet til i form af den lille trækasse, som på naturlig vis hægter sig på huset og giver læ til den nye terrasse, der fulgte med i kølvandet.

Se også: Trist 70er-tilbygning fik ny facade og lækker glaskarnap

─ I princippet kunne vi bare have lavet det lille kontor i stueetagen om til soveværelse, og ladet drengene få de to værelser ovenpå, men så føltes huset bare for småt. Vi havde brug for en løsning, der passede til os som en familie med større børn og som gav os lidt mere plads i de rum, vi er fælles i, fortæller parret, der i første omgang mente, at de selv kunne projektstyre sådan en tilbygning.
– Vi begyndte på ideen før vi reelt havde et behov, og jeg troede, at jeg bare kunne gå videre til en tømrervirksomhed med nogle skitser, vi engang havde fået fra en arkitekthjælp. Men der manglede simpelthen for mange detaljer – og som rækkehus skal man tænke sig rigtig godt om i forhold til lys, funktioner og indsigt fra naboer. Det er arkitekten bare bedst til.

I stedet tog parret fat i den lokale arkitekt Nanna Bering, der er medlem af Danske BoligArkitekter, og som de havde fået anbefalet af bekendte.

Lækker lys stue Soveværelset

Se også: Lille tilbygning med stor effekt

En lys ekstra stue

– Vi svingede godt sammen! Nanna forholdt sig til de oprindelige ideer, kom med sine ændringer og var i det hele taget den, der sørgede for at løsningerne matchede os, det originale hus og gav os flere muligheder i indretningen, fortæller parret.

Tilbygningen bliver nu brugt til en lys ekstra stue, man kan trække sig tilbage til – og så kaster dens nye arkitektoniske træk med gulv til loft vinduer og ovenlys masser af dagslys ind til det lille soveværelse, der tidligere var husets trange kontor.

Stuen

Nu hvor rækkehusets to værelser på førstesalen er blevet drengenes, er Janne og Carsten flyttet ind på det, der tidligere fra rækkehusets kontor. Der er tænkt meget over at skabe en naturlig forbindelse mellem de funktionerne, og ovenlys-løsningen er med til at kaste både lys og luft ind til soverummet, ligesom den giver en stor loftshøjde, som øger rumfornemmelsen. Familien nyder deres nye stue, hvor enten børn eller voksne kan trække sig tilbage til fra køkkenalrummet.

Flot lysindfald fra oven

Parrets nye soveværelse ligger i forbindelse med den nye tilbygning i det, der engang var rækkehusets trange kontor. Herinde er ingen vinduer, så udfordringen lød på at få så meget lys og luft ind, som muligt. Det er der kommet med den ovenlys-løsning fra Velux, som er sat ind i overetagens skunk, så lyset kommer helt herind. I stedet for en regulær dør, har parret sat transparente skydegardiner op fra Ikea.

Men kunne de ikke have bygget lidt mere til, nu hvor de var i gang?

Byggeprocenten sagde ja, men familien fravalgte faktisk flere kvadratmeter for at bevare harmonien i deres rækkehus.

I stedet har arkitekten brugt energi på at få tilbygningen til at virke så lys og rummelig som mulig. Blandt andet ved at have en stor loftshøjde og smarte løsninger som skydedøre og vinduer, der går rundt hjørner.

Lækker lys løsning

Kig til himmelen fra ovenlysene, der er placeret helt inde i rækkehusets skunk, så der er maksimal loftshøjde her, hvor man træder ud i tilbygningen.

– Vi føler, vi har fået så meget mere plads, uden at vi er gået på kompromis med det originale hus. Drengene har fået fred ovenpå, og vi har fået et dejligt soveværelse. Samtidigt så bruger vi den nye stue meget mere, end jeg havde turde håbe på. Nu flyder vi derude alle fire til en god film eller lektielæsning, og vi har på den måde fået skabt et nyt rum for samvær, fortæller parret.

Se flere af arkitekt Nanna Berings projekter her

Fakta om tilbygningen

Familien fik: En arkitekttegnet tilbygning på 18 m2 med dagligstue, der gav luft og en bedre rumudnyttelse i resten af huset. Tilbygningen har glasparti mod haven og et ovenlysvindue, der trækker dagslys ind i det nye soveværelse. I forbindelse med tilbygningen blev der anlagt en ny træterrasse med brede trin til haven.

Processen: Arkitekt Nanna Bering har stået for skitseprojekt, myndighedskontakt, projektering og byggeaftale.

Materialer udvendigt: Facadebeklædning i lærketræ og vinduesrammer i zink. Ovenlys fra Velux.

Materialer indvendigt: Ekstra store gulvfliser i natursten.

Byggepris: ca. kr. 600.000,- inkl. arkitekthonorar.

Læs også: Udestue eller tilbygning? – guide til de nye byggeregler

Fakta om Danske BoligArkitekter

Denne boligreportage er blevet til i samarbejde med Danske BoligArkitekter, som er en sammenslutning af 80 selvstændige arkitekter over hele landet, der alle har dokumenteret erfaring med byggeprojekter for private boligejere. Medlemmerne er uddannet indenfor energioptimering af boliger og er dækket af en særlig ansvarsforsikring, der også dækker selvom arkitekten lukker sin virksomhed.

Se flere projekter på danskeboligarkitekter.dk

Danske Boligarkitekter logo

Tekst  Christina B. Kjeldsen

Foto  Christina Kayser Onsgaard