Nu kan du besøge ”Fremtidens Hjem” – Danmarks første smart home, der kan styres med stemmen og mobiltelefonen.

Er du nysgerrig på, hvordan et ultimativt smart home egentlig ser ud? Så bør du tage et smut forbi Vindinge, lidt udenfor Roskilde. Her kan du nemlig besøge Fremtidens Hjem: En bolig, hvor man for første gang har samlet alle de nyeste intelligente bolig-, tech- og gadgetløsninger, der findes på markedet, og sat dem til at ”tale sammen”.

Huset er Danmarks første funktionelle smart home, hvor alt kan styres med stemmen eller via mobiltelefonen, og siden det for første gang slog dørene op for besøgende den 10. oktober 2019, er det strømmet til med interesserede danskere.

Overvældende interesse

Huset er opført af eurodan-huse i et samarbejde med tech-magasinet iNPUT. Her er man overvældet over den store interesse, der har været for at se og opleve huset.

– Vi har haft et godt stykke over tusinde besøgende i huset siden indvielsen, det har været overvældende. Vi havde regnet med, at der ville være en stor interesse for huset, men at den ville være så stor, som tilfældet har været, det havde vi alligevel ikke forventet. Vi har haft folk, der har stået i kø for at komme ind og se huset, fortæller Thomas Dahl, der er adm. direktør i eurodan-huse i en pressemeddelelse.

Læs også: Din robotplæneklipper bør tilpasses plænens størrelse

Og interessen kommer fra hele landet, fortæller Torben Vognsen, der er chefredaktør hos iNPUT.

– Forleden blev vi kontaktet af en mand fra Tønder, der ville høre, hvordan vores åbningstider var. Han forklarede, at han ville tage turen fra Sønderjylland til Roskilde alene for at opleve huset, så han ville være sikker på, at vi havde åbent, når han nåede frem, siger han.

Nyeste byggematerialer og gadgets

Der er en god grund til den store interesse for det nye smart home. Fremtidens Hjem er nemlig tænkt som et hus, der kan inspirere og guide boliginteresserede til bedre livskvalitet i form af intelligente løsninger, der sikrer familien mere tid, bedre økonomi og mere velvære i hverdagen.

Udover de mange intelligente tech-løsninger er huset derfor også opført med de nyeste og ypperste byggematerialer.

Det gælder hvad enten vi taler eksklusive armaturer til køkken og bad, det smarte køleskab, man via sin mobiltelefon kan kigge ind i nedefra supermarkedet, hvis man er i tvivl om, hvad man mangler at købe, intelligente ovenlysvinduer, der selv sikre et optimalt indeklima, det intelligente toilet, det nyeste solcelleanlæg, der kan lagre overskudsstrøm og skabe grøn energi eller den intelligente have, der selv vander, når det er tiltrængt.

Besøg selv Fremtidens Hjem

Har du brug for inspiration til din egen bolig eller er du bare vild med teknologi, kan du selv se alle de smarte funktioner i Fremtidens Hjem fra den 10. Oktober 2019, hvor der vil være åbent for offentligheden på søndage fra 13.00 til 16.00.

Læs også: Gør din terrasse til en del af huset

Tekst  Nanna Danborg-Aamand

Foto  Fremtidenshjem.dk