Trappen forbandt 2 lejligheder og skabte et forrygende byhus

Når en trappe er nøglen til at samle 2 lejligheder og konvertere dem til et fantastisk byhus

Morten Dalsgaard og Dina Lie Nielsen skabte et lille byhus på Frederiksberg med både have og altan ved at lægge to lejligheder vertikalt sammen. Som arkitekt har Morten Dalsgaard selv tegnet den trappe, der binder det hele sammen til ét hjem.

Læs også: Meget lille tilbygning med meget stor effekt

 

Drømmen om en villa på Frederiksberg

Mere plads og drømmen om en villa på Frederiksberg førte Morten Dalsgaard og Dina Lie Nielsen ind i et byggeprojekt lidt ud over det sædvanlige.

Parret har nemlig lagt to 2-værelseslejligheder vertikalt sammen og fået en 108 kvadratmeter stor lejlighed fordelt på 2 etager – med altan for oven og have forneden.

– Dina og jeg havde hver vores lejlighed, da vi ville flytte sammen. Vi udlejede dem begge og lejede i stedet en større. En dag opdagede jeg ved en tilfældighed, at stuelejligheden under Dinas førstesalslejlighed på Frederiksberg var til salg, og straks øjnede jeg mulighederne i at lægge de to lejligheder sammen og dermed skabe en slags byhus, forklarer Morten Dalsgaard, der er arkitekt hos m4 arkitekter.

Soveværelse på 1. salt

Kig ind mod forældresoveværelset på første sal. Hvis familien får behov for det, kan der på sigt sættes en skillevæg op til forældresoveværelset, og så vil trappen alligevel give adgang til alle rum ovenpå. Et stort, hvidt Ikea-skab fylder hele den ene væg i forældresoveværelset. Og så er der adgang til den lækre altan, hvorfra der er udsigt til haven.

Stueplan

Fra stuen er der udgang til en lille altan, der har trappe direkte ned til den lille have foran ejendomme.

Se mere fra denne bolig hos Danske BoligArkitekter

Undersøgte mulighederne på forhånd

Når man vil købe en ekstra lejlighed med henblik på at lægge den sammen med en anden, er det altid en god idé at få rådgivning fra en arkitekt. Dels for at få den rette planløsning – og dels for at få overblik over selve myndighedsprocessen.

– Hvis man vil lægge to ejerlejligheder sammen, skal man søge en juridisk og byggeteknisk tilladelse hos kommunen. Men husk også at tjekke vedtægterne i ejerforeningen. Hvis det er 2 andelslejligheder, det drejer sig om, skal man altid konsultere med vedtægterne og bestyrelsen i andelsforeningen. Det vidste jeg, fordi jeg er vant til at rådgive om det, forklarer Morten og understreger pointen:

-Og netop derfor er det en rigtig god idé at få professionel rådgivning, inden man lægger pengene på bordet til lejligheden. Så man er sikker på, at sammenlægningen faktisk kan realiseres, siger Morten Dalsgaard, der er medlem af Danske BoligArkitekter og har stor erfaring med ombygninger for boligejere.

Læs også: 248 kvadratmeter nyt hus på 500 kvadratmeter grund

Udemiljø Trappen forbinder stuen og 1. sal

Tænkte i bevægelsesmønstre

Når han som arkitekt skal rådgive andre om planløsninger i lejligheder i 2 etager, beder han dem altid om at overveje deres bevægelsesmønstre og tænke over, hvilken indretning der vil være mest praktisk for netop dem.

– Jeg havde de samme drøftelser med min kæreste, så vi kunne få lavet den mest praktiske fordeling af rummene. Vi talte også om at have stuen ovenpå, men så tror jeg ikke, vi havde fået brugt den. Nu er vi glade for, at alle opholdsrum er nedenunder. Og samtidig er det fedt for de store børn, at de kan gå op på deres værelser med deres venner, så de nærmest har en etage for sig selv deroppe, siger Morten Dalsgaard.

Stuen

En spindeltrappe er en genial og pladsbesparende løsning i rum, hvor der ikke er plads til en almindelig trappe.

Lækker indretning

Trappen generer ikke forældrene i soveværelset. De er kun her, når de sover. Og i løbet af dagen bruges rummet ofte af børnene, når de leger. Derfor fungerer det godt, at det er et stort og lyst rum, hvor trappen går op.

Trappen var det centrale projekt

Udover planløsningen var trappen det helt centrale projekt i sammenlægningen af lejlighederne.
– Trappen har været nøglen til hele det her projekt. Jeg har selv tegnet vores trappe og fået et trappefirma til at producere den specielt til os. For vi ville gerne have en spindeltrappe, som fyldte mindst muligt. Og så ville vi have den til at gå fra opholdsstuen nedenunder og op i forældresoveværelset, hvor vi på sigt har mulighed for at sætte en skillevæg op, så soveværelset bliver lukket af, siger Morten Dalsgaard.

Se flere af arkitekt Morten Dalsgaards projekter her

FAKTA OM OMBYGNINGEN

Familien fik: sammenlagt to 2-værelseslejligheder på hver 54 m2 til en 2-plans lejlighed på 108 m2 med altan og udgang til have. Derudover ny indvendig trappe i specialdesign, nedlæggelse af køkken, og nyt gulv i soveværelse.

Pris inkl. arkitekthonorar: Cirka 500.000 kr.

Plantegninger

Plantegninger før og efter sammenlægningen. Morten Dalsgaard har omdannet de to små lejligheder til én stor. Det oprindelige køkken på førstesal er forvandlet til børneværelse.

Fakta om Danske BoligArkitekter

Denne boligreportage er blevet til i samarbejde med Danske BoligArkitekter, som er en sammenslutning af 80 selvstændige arkitekter over hele landet, der alle har dokumenteret erfaring med byggeprojekter for private boligejere. Medlemmerne er uddannet indenfor energioptimering af boliger og er dækket af en særlig ansvarsforsikring, der også dækker selvom arkitekten lukker sin virksomhed.

Se flere projekter på danskeboligarkitekter.dk

Danske Boligarkitekter logo

Tekst  Kirsten Marie Juel Jensen

Foto  Christina Kayser Onsgaard