Mens vore nordiske naboer de senere år har oplevet stor fremgang i antallet af swimmingpools, har danskerne været mere tilbageholdende.

Dovne øjne, der misser mod solen. Liggestolens afslappende komfort og en arm, der tungt rækker ud efter en læskende drink. Og så en kold skylle, når hvinende børn springer i vandet og sender en kaskade af vand af sted.

Mange, der har nydt livet ved swimmingpoolen under sydens sol, bringer blandt ferieminder og souvenirs en drøm om egen pool med sig hjem i bagagen. Det oplever Michael Lodberg, der er direktør hos Berle Pool og Spa, som har leveret swimmingpools til danskerne i 46 år. Overvægten af hans kunder er børnefamilier. “For mange familier er det en stor drøm at kunne gå i vandet, når de har lyst. Præcis som man kan på en charterferie. Når en kunde kommer ind hos os, er hele familien ofte med, og de stråler”, siger han.

Kunderne har en drøm om, at poolen skal være et samlingspunkt for hele familien. Derfor vælger langt de fleste at skrotte den traditionelle stige og i stedet etablere en såkaldt romersk trappe, der er en niveaudelt nedgang til poolen, hvor hele familien kan sidde sammen og hygge sig.

Læs også: 12 vandtætte gadgets, der kan bruges i vådrum

I gang igen

En typisk pool koster i omegnen af 300.000 kroner alt inklusive. Mens snart sagt enhver nordmand har spabad i baghaven, og svenskerne trodser den klippeholdige undergrund og i stor stil etablerer swimmingpools, har der i forbindelse med finanskrisen i Danmark været en brat opstand i antallet af nyetablerede pools i almindelighed og spabade i særdeleshed.

Salget af spabade er der ikke for alvor kommet gang i igen, men når det kommer til swimmingpools, lurer optimismen. Michael Lodberg forventer efter syv år med nedgangstider en vækst i 2014 på fem procent i salget af swimmingpools.

Noget lignende gør sig gældende hos konkurrenten Bjarne Frøslev, der er indehaver af Swimmingpool Danmark, og desuden som ekspert bidrager til et onlineforum for poolentusiaster, Poolrådgiveren.dk. “Lige før krisen var salget på sit højeste nogensinde, og der blev nok i alt etableret 4-500 nye pools om året. Jeg byggede selv 160 om året, og det tal er nu nede på 80, men det er støt stigende.

Hvis det fortsætter i år, som det gik sidste år, er bøtten vendt”, siger Bjarne Frøslev. Han vurderer, at der i alt findes omkring 200.000 pools i Danmark, og at tallet er nogenlunde stabilt.

Fokus på miljøet

Udover økonomisk usikkerhed spiller det stigende fokus på miljørigtighed sandsynligvis ind på boligejernes svingende købelyst. Mens svenskerne og nordmændene er fritaget for afgifter, betyder de danske afgifter på både el og vand, at det koster omkring 8-9.000 kroner om året at drive en swimmingpool. Dertil kommer udgifter til opvarmning, som næsten er obligatorisk på de danske breddegrader.

Teknologien arbejder dog for de poolinteresserede. Nye filtre reducerer vandforbruget med 50 procent, og pumperne bruger op mod 80 procent mindre strøm end tidligere. Samtidig vælger flere og flere at supplere swimmingpoolen med billig, grøn opvarmning, der med et slag forlænger badesæsonen fra tre til fem måneder.

Ifølge Bjarne Frøslev vælger lidt over halvdelen af kunderne at montere en varmepumpe sammen med poolen, mens hver tredje vælger solvarme eller solceller. ”Det er kun 5-10 procent af kunderne, der aldrig får varme på. Badesæsonen bliver jo trods alt to måneder længere, hvis man varmer poolen op”, siger han.

Del af en helhed

Bjarne Frøslev har etableret pools i prislejet fra 100.000 kroner til fire millioner som den dyreste. Uanset kundens budget oplever han et stort fokus på, at swimmingpoolen skal passe sammen med resten af boligen.

Der har de senere år været fokus på samtalekøkkener og store badeværelser. Nu er turen kommet til haven, som kunderne i stigende grad opfatter som et rum i boligen. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at hus og have udgør et samlet hele, og at poolen hænger arkitektonisk harmonisk sammen med resten af boligen.

Badevand i baghaven

Få gode råd til swimmingpool og spa på:
Poolrådgiveren.dk
Swimmingpool.dk
Poolguide.dk

Tekst  Karin Wain

Foto  Gettyimages