Her er Danmarks dummeste indbrudstyve

En tyv, der faldt i søvn under et indbrud, og en anden, der glemte en bøde. Læs en række sjove historier om nogle af Danmarks dummeste tyve.

Danmark er et af de lande i EU med flest indbrud i boliger. Ikke alle indbrudstyvene er dog lige heldige eller dygtige, og vi har gravet i arkiverne for at finde nogle af de dummeste indbrudstyve frem.

Læs også: Undgå indbrud ved at gøre tyven utryg

Tyv vendte tilbage efter sine sko

En 21-årig mand forsøgte en aften at bryde ind i en villa i Solbjerg i Østjylland. Men takket være en årvågen nabo måtte tyven tage benene på nakken.

Tyven fik så travlt med at komme væk, at han glemte sine sko. Så dem gik han selvfølgelig tilbage efter senere på aftenen. Da han kom tilbage, ventede Østjyllands Politi i huset, og de kunne i ro og mag anholde manden.

LÆS OGSÅ: De 3 bedste måder at undgå indbrud på

Ville blaffe sig væk efter indbrud

Med favnene fulde af tyvekoster gik 2 indbrudstyve ud af en bolig i Høve i Odsherred, som de havde brudt ind i. De steg ind i deres bil og drejede nøglen, men pludselig holdt ejeren og hans bil i vejen. Ejeren var blevet alarmeret af et alarmsystem via en sms.

Tyvene forsøgte at mase deres bil forbi ejeren, men vejen var for smal, og de endte i stedet med at sidde fast i en snedrive. Tyvene steg ud af bilen og satte i løb med tommelfingrene i vejret, indtil en flink mand samlede dem op.

I mellemtiden var det lykkedes ejeren af huset at vende sin bil og køre efter dem, og han nåede at notere mandens nummerplade ned, som han gav til politiet. Og da den flinke mand satte de 2 blaffere af, stod politiet klar til at give dem et endnu et lift. Denne gang ned til politistationen.

LÆS OGSÅ: Tyverialarmer, videoovervågning og mærkning

Indbrudstyve

Da tyvene i Høve ikke kunne køre forbi ejerens bil, prøvede de i stedet at blaffe sig væk med alle tyvekosterne. Arkivfoto.

Tyv ville køre væk i bil uden hjul

En indbrudstyv var i fuld gang med at finde værdier i en bolig i Tommerup på Fyn, da han gennem vinduet fik øjenkontakt med naboen. Tyven skyndte sig væk, men stjal bilnøglerne på vej ud.

Naboen, der holdt øje med huset, mens ejerne var på ferie, afmonterede derfor for en sikkerheds skyld hjulene på bilen. Men næste morgen vågnede naboerne til lyden af indbrudstyven, der ikke kunne forstå, at bilen ikke kørte, når han trykkede speederen i bund. Naboerne skyndte sig ud og tilbageholdt tyven, indtil politiet kom.

LÆS OGSÅ: Indbrudssikring af husets svage punkter

Læs også: Eksperter skeptiske over for lovkrav om indbrudssikring

Indbrudstyv faldt i søvn under indbrud

En beboer i et hus i Kolding kom en dag hjem og så, at en potteplante var blevet smidt gennem et vindue i huset. Huset var blevet gennemrodet, men det må have været hårdt for indbrudstyven. For da beboeren nåede op på førstesalen, lå indbrudstyven og sov.

Beboeren ringede til politiet. Da politiet nåede frem, sov indbrudstyven stadig, mens beboeren holdt vagt ved hans side. Det viste sig senere, at tyven var meget påvirket af medicin eller narkotika.

Tyv vendte tilbage til gerningssted på krykker

En mand knuste en rude i en villa i Hvidovre og forsøgte at trænge ind. Men undervejs skar han sig så meget, at han måtte droppe indbruddet og tilkalde en ambulance.

Efter hospitalsbehandlingen vendte han tilbage til gerningsstedet på krykker. Han ventede udenfor, mens 2 medsammensvorne hentede værdier i boligen. Naboer fik dog øje på det mærkværdige indbrud og tilkaldte politiet, der ikke havde besvær med at fange den tilskadekomne indbrudstyv.

LÆS OGSÅ: 10 ting, der får tyve til at vælge din bolig

indbrudstyve

Hoveddøren ligger nummer 3 på listen over de steder, tyvene bryder ind i boliger. Den overgås kun af stuevinduet og terrasse-/altandøren. Arkivfoto.

Loggede på Facebook på stjålen computer

En mand stjal både designerstole og en computer fra en villa i Holte.

Da indbrudstyven kom hjem til sig selv senere på dagen, satte han sig på en af stolene og brugte den stjålne computer til at tjekke sin Facebook-profil. Politiet havde dog ikke besvær med at spore sig frem til, hvilket navn indbrudstyven brugte til at logge ind, og de anholdt ham få timer senere.

Læs også: Nyskabende vinduessikring, der forkæler den kræsne boligejer

Indbrudstyv glemte bøde på gerningsstedet

Da de havde kastet en sten gennem ruden på en villa nær Aalborg, kravlede 2 indbrudstyve ind for at tømme huset for værdier. Men tyvene fik sig en overraskelse, da de opdagede, at en beboer var hjemme.

Beboeren løb efter tyvene, men de slap væk i deres flugtbil. Til gengæld havde politiet ikke svært ved at finde gerningsmændene. I boligen havde den ene af indbrudstyvene nemlig tabt en bøde med navn og adresse, som politiet selv havde givet ham.

LÆS OGSÅ: Forsikring ved indbrud

Tyv solgte sjældne tyvekoster på Den Blå Avis

En kvinde havde haft indbrud, hvor hun fik stjålet dyrebare sager: En antik skrivemaskine, en lampe og nogle porcelænsfigurer.

Da kvinden dagen efter kiggede på Den Blå Avis, så hun, at der var en person, som solgte præcis den samme skrivemaskine. Senere dukker også porcelænsfigurerne op på Den Blå Avis.

Hun tilkaldte politiet, som straks efter besøgte den mistænkelige sælger. Og den var god nok: Han havde også lampen.

NYT DANMARKSKORT: Se, hvor mange indbrud der er i din kommune

Tekst  Simon Johansen, Bolius