Fysioterapeutens råd til færre rygskader ved havearbejde

Forår er højtid for havearbejde – og rygskader, der kommer snigende, når danskerne ikke passer på sig selv i haven

Havearbejdet kalder. Solen skinner. Og så begynder vi ellers at luge ukrudt og klippe ned. Men de mange hårde arbejdsstillinger i haven belaster kroppen. Og så ender de gode intentioner og det udendørs slid for mange danskere med en omgang ondt i ryggen og en tur på langs i sofaen.

Læs også: Drivhus og terrasse formet som trekløver

 

Det oplever fysioterapeut Mark Abildhauge fra FysioDanmarks klinik i Solrød, A-Fys. hvert forår, hvor han behandler nogle af de mange danskere, der ender med at få en rygskade af havearbejdet.

Derfor har han sammen med FysioDanmark udarbejdet en række gode råd, man kan tage med sig ud i haven.

Guide til at undgå rygskader

  • Undervurder ikke havearbejde. Det er træning – og god træning – for kroppen, men det kan være en god ide at “varme op”, så din krop er klar over, at den skal til at arbejde. Lav nogle øvelser for ryggen – foroverbøjninger, bagudbøjninger, sidebøjninger samt rotationer. Disse øvelser kan man også kalde “oplysningsøvelser”. De kan nemlig fortælle dig, om der skulle være noget stivhed eller låsning i ryggen, som du skal passe på, når du skal i gang med dit arbejde.
  • Variér dit arbejde. Skift mellem at luge, rive, grave, samle op og så videre.
  • Husk at holde gode pauser undervejs. Sæt eksempelvis alarmen på dit ur, så du holder pauser med et passende interval for dig.
  • Husk at drikke noget vand undervejs.
  • Det er vigtigt at løfte korrekt. Og her er der mange, der kommer til at løfte med ryggen. Det kan give skader. Bøj i stedet i benene – og brug dermed hele din krop til at løfte med.
  • Undgå at arbejde med armene i en vinkel, der er over 90 grader i for lang tid ad gangen. Brug i stedet en stige.
  • Lige meget hvad du laver, skal du altid være i en position, så næse og tæer kigger i samme retning.     Det gør, at du ikke vrider for meget i ryggen.
  • Husk altid at stå lige med kroppen på en stige. Vær ikke doven, selvom den skal flyttes mange gange, når du eksempelvis klipper hæk.

Skulle uheldet være ude, og du alligevel kommer til at lave en forkert bevægelse, som giver smerter, så fortsæt aldrig. Det vil kun udsætte helingsprocessen.

Læs også: Vores haver, vores vej

Tekst  Fysiodanmark