En stor del af alle indbrud sker gennem vinduer

Alt for mange har ikke sikret deres vinduer godt nok. Det er ellers enkelt at gøre og behøver ikke koste meget.

Med en skruetrækker, et koben eller en spade fra haven kan en tyv nemt brække gamle vinduer op på få minutter. Og så er der ellers fri adgang til at rode huset igennem, fjerne værdigenstande og stikke af igen.

De fleste vinduer i vores huse er generelt alt for nemme at bryde ind gennem. Det er forklaringen på, at hele 37 pct. af alle indbrud i private huse sker via et vindue.

I mange huse er der tænkt meget i økonomi, da man byggede. Derfor er der valgt billigere vinduer, der er nemme at bryde op. Der er helt klart plads til forbedringer, siger John Radmer, vicepolitikommissær hos Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter. Sikring af vinduer – helt enkelt

Der er i dag mange måder at gøre vinduerne mere indbrudssikre. Hvis man ikke har råd til at købe nye vinduer, så kan man selv gøre meget uden de store udgifter.

Læs også: Flere håndværkere har fået en grøn profil

3 gode råd til sikring af vinduer

Du kan sætte de udvendige lister fast med envejsskruer eller anvende silikone-lim, så tyven ikke kan skrue eller brække listerne af og fjerne vinduet.

Du kan forsyne vinduerne med vindueslåse eller beslag, siger Merete Djurhuus, konsulent i Det Kriminalpræventive Råd. Vindueslåse eller -beslag kan man købe i de fleste byggemarkeder. Når de er monteret, er vinduet sværere at bryde op.

Du kan få en tømrer til at gennemgå træværket. Det nytter nemlig ikke meget at sætte f.eks. vindueslåse på vinduet, hvis træet og listerne er så rådne, at man med en skruetrækker kan løfte ruden ud.

Læs også: Derfor skal du indbrudssikre dit sommerhus inden ferien slutter

Vinduer som tyven hader

Stadig flere vinduesproducenter laver i dag vinduer, der er svære at bryde op. Vinduerne er for eksempel lavet med forstærkede hængsler, har en lukkemekanisme hele vejen rundt, og ruden kan kun tages ud indefra.

Hvis tyven vil ind, skal glasset smadres, og det larmer og alarmerer naboer. Det tager også længere tid, fordi tyven skal undgå at skære sig på glasset og risikere at efterlade spor, siger ingeniør Eirik Bjørn fra vinduesproducenten Velfac, der oplever, at stadig flere kunder efterspørger vinduer, der er indbrudssikre.

Ifølge Rigspolitiet er mange indbrudstyve drenge eller unge mænd, der er ude efter hurtige penge. Hvis de ser et hus, hvor der er sikret, og hvor bl.a. vinduerne er svære at komme ind ad, så går de videre til et andet hus.

Vidste du at?

– Danmark er det land i Europa, der har flest indbrud per husstand

– Der sker fem indbrud hver time, året rundt

– Stuevinduer, terrassedøre og hoveddøre er tyvens foretrukne adgangsvej

– Danmark er det land i Europa, hvor der gøres mindst for at sikre boligen

stopindbrud.dk kan du se, hvordan du sikrer dine vinduer og dit hjem mod indbrud

Tekst  Jette Damgaard

Foto  Istockphoto