Skal dit tag ikke ligne alle andre tage på villavejen? Så gå på opdagelse i arkitekternes bedste forslag til at få sat en helt unik hat på toppen af dit hus.

Taget er en essentiel del af vores huse. Derfor er det vigtigt, det er i orden, da det bliver udsat for meget.

Udseendet på taget har gennem historien haft en stor udvikling – både når det gælder materialer og design.

Dette giver dig som boligejer, mange muligheder for at få lige præcis det tag, der passer perfekt til dit hus og din smag.

Læs også: Våd vinter øger risikoen for fugtskader gennem utæt tag

1. Som hvis et barn havde tegnet det

Huset ovenfor ser næsten ud, som om et fantasi­fuldt fireårigt barn har tegnet det. Men på den gode, moderne måde.

Taget – der i virkelig­heden er tegnet af arkitekt Steen Bjørn Lundhild – fungerer nemlig som en enkel konturstreg rundt om huset og skaber på den måde en stiliseret husfacon. En simpel måde at få et anderledes og samtidig enkelt og moderne hus.

2. Heldragt i billigt stål

Lad dit facademateriale gå videre op på taget for et enkelt, men alligevel anderledes udtryk. Huset ovenfor af arkitekt Rasmus Skaarup er beklædt med stålplader coatet med sort plast, der giver et råt og industrielt udtryk.

Det er da heller ikke et almindeligt materiale­ til enfamilieshuse, men bruges ofte på landbrugs- eller industribygninger. Det er dog et billigt, praktisk og holdbart materiale, der stort set ikke skal vedligeholdes.

Læs også: Fra skimmel og råd – til harmoni og drømmehus

3. Skifer i A-form

Fra tagryg til spidsen af det nyklippede græs strækker dette tag sig og former derved hele huset i den karakteristiske A-form.

Taget, der ligesom resten af huset er både tegnet og ejet af arkitekt Søren Sarup, er belagt med naturskifer, der med sin naturlighed og råhed passer godt til facadens ubehandlede og rå trælameller samt beliggenheden tæt ved det brusende Vesterhav.

4. Højt på strå

Stråtage er enormt smukke og har en lang håndværkstradition bag sig. Modsat andre tagmaterialer kan stråene smyges om alle hjørner og kanter og stort set formes, som man har lyst.

Den fleksibilitet er udnyttet på dette nybyggede hus af arkitekt Rolf David Jensen, hvor taget følger vinduernes rundinger og står knivskarpt.

Læs også: Et selvbygget hus er et velbygget hus

5. Spirende tag

Lad dit tag spire med planten Sedum. Det er både praktisk for dig og godt for klimaet, da det er CO2-neutralt, vedligeholdelsesfrit og i stand til at suge en masse vand, der ellers havde belastet kloakken og oversvømmet din kælder.

Samtidig er det med sin naturlighed og sine skiftende farver utrolig smukt – især her midt i klitterne, hvor arkitekt Lars Bo Poulsen har bygget et sommerhus.

6. Med et strejf af Rosenborg Slot

Den næsten fluorescerende grønne farve minder om gamle, irrede tage i København. Men den karakteristiske nuance kan også fås som tagpap.

På sommerhuset ovenfor, der er ombygget af arkitekt Uffe Topsøe-Jensen, bidrager det grønne tag med personlighed til huset og står godt til den mørkebrune træfacade og de frodige omgivelser.

Et modigt, men mere charmerende valg end traditionelt sort tagpap, hvorfor arkitekten også valgte at bevare det.

7. Eksklusivt og romantisk

Giv dit traditionelle sorte træsommerhus et eksklusivt, men stadig klassisk udseende med træspån på taget – som arkitekt Riko Sprohar Lundqvist ovenfor har gjort.

Det tydeligt gode håndværk bag og de tykke skiver af træ signalerer kvalitet, samtidig med, at det ikke larmer for meget i design og udtryk. Træspån er en gammel teknik helt fra vikingetiden, men er stadig ikke et hverdagssyn på villavejene, hvilket hjælper til at opnå den ønskede spektakulære effekt.

Læs også: Undertag

Tekst  Marie Kiersgaard Espersen

Foto  Getty Images, Christina Kayser Onsgaard, Andreas Mikkel Hansen og Martin Schubert