Er dit tag klar til en efterårsstorm?

Danskerne er blevet bedre til at vejrsikre boligen, men det går fortsat hårdt ud over tagene, når en efterårsstorm rammer

80 pct. af tagskaderne sidste år skyldtes storm. Med stormsæsonen på trapperne, er det derfor vigtigt at få efterset boligen og taget for at mindste risikoen for skader.

Med efteråret kommer også stormsæsonen. Fra nu og helt frem til foråret er der forhøjet risiko for, at boligen bliver udsat for kraftige vindstød af storm- eller orkanstyrke. Sidste år var storm årsag til knap 80 pct. af vejrskaderne hos de danske boligejere, viser Codans årlige vejrundersøgelse.

Læs også: Stråtage er mere brandsikre end antaget

Fald i vejrrelaterede skader

Ifølge vejrundersøgelsen er der dog – på trods af sidste års kraftige december-storm Urd – sket et fald i antallet af vejrrelaterede skader, der tyder på, at danskerne generelt er blevet bedre til at vejrsikre deres boliger. I 2016 blev kun hver 20. boligejer ramt af vejrskader, mens det var dobbelt så mange i 2015. Det indikerer, at de senere års voldsomme vejrfænomener har ført til udbedringer af en række af boligernes mest udsatte konstruktioner – enten i forbindelse med skader eller som led i forebyggelsen af skader.

”Danske boligejere er generelt er blevet mere opmærksomme på vejrets ødelæggende kræfter. Vi ser dog, at stormsæsonen fortsat går ud over tagkonstruktionerne rundt omkring i landet, hvilket man bør være ekstra opmærksom på denne tid af året”, siger Henrik Bundgaard, skadedirektør i Codan.

Læs også: Stråtage er mere brandsikre end antaget

Taget står for skud

Skader på tage og andre bygningsdele steg fra 32 pct. i 2015 til 54 pct. i 2016. Og særligt løse tagsten tegner sig for en stor del af sagerne med 40 pct. mod kun 23 pct. i 2015.

”Når de kraftige vindstød rammer, så er tagkonstruktionen meget udsat, hvis der fx er løse tagsten eller tagplader. Når de blæser af, så efterlader de ikke bare et hul i taget – de kan også knuse husets ruder eller lave buler i bilen. Et hul i taget øger desuden risikoen for følgeskader, hvis der eksempelvis trænger vand ind i tagkonstruktionen samt resten af boligen og indboet” siger Henrik Bundgaard, og anbefaler, at man går sin grund og sit hus igennem mindst en gang om året, så man er bedre forberedt i tilfælde af et pludseligt stormvarsel.

Gode råd i forbindelse med stormsæsonen

  • Gennemgå taget for løse tagsten eller plader. Tjek, at eventuelle antenner er ordentligt fæstnet.
  • Har du store træer, der står tæt ved dit eller naboens hus, så overvej om de bør fældes. Gå træet efter for løse eller rådne grene, og sørg for at få dem fjernet, så de ikke blæser af og forårsager skader under en storm.
  • Fjern løse genstande uden for huset: Stil parasol, havestole og potteplanter af vejen. Fastgør trampolinen og læg evt. flagstangen ned.

Læs også: Derfor skal du vælge et tag i tegl

Udvalgte tal fra Codans årlige vejrundersøgelse

  • 5 pct. af boligejerne angiver at være blevet ramt af én eller flere vejrrelaterede skader i 2016. Det er en halvering ift. 2015, hvor 10 pct. blev ramt.
  • I 2016 var flest skader forårsaget af blæst (79 pct.) og dernæst regn (31 pct.).I 2016 udgjorde:
  • Skader på taget 54 pct. af alle vejrrelaterede skader. I 2015 var tallet 32 pct.
  • Skader på udvendigt inventar som havemøbler, skure, trampoliner m.m. 21 pct. af alle vejrrelaterede skader. I 2015 var tallet 35 pct.
  • Skader på den øvrige bolig 13 pct. af alle vejrrelaterede skader. I 2015 var tallet 19 pct.
  • Kælderskader 10 pct. af alle vejrrelaterede skader. I 2015 var tallet 13 pct.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført for Codan af analyseinstituttet Epinion. Der er i alt gennemført 1.310 interviews med repræsentativt udvalgte danske boligejere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse på Epinions Danmarkspanel i januar 2017.

Codans årlige vejr-undersøgelse har fokus på danskernes forhold til klima, vildt vejr og skadeforebyggelse og bliver offentliggjort i starten af hvert nyt år.

Læs også: Mere støtte til solceller

Tekst  Codan Forsikring A/S