Hortensiaen kender og elsker vi og de fleste af os har et eller flere eksemplarer i haven.

De seneste år er de mest fortryllende hortensia-ampler dukket op i butikkerne. De er ret dyre, men til gengæld blomstrer de meget meget længe og de kan faktisk overvintres og komme igen året efter.

Det siger sig selv, at med den smule jord, der er plads til i en ampel, kræver hortensia-amplen mere end almindelig vanding og gødning. Den trives bedst på en plads uden for megen vind og med en god fordeling af sol og skygge. Ellers udtørrer den simpelthen hurtigere, end du kan nå at vande den og får skader på blade og blomster. Se denne hortensia, som har brune kanter på blomsterne efter de seneste ugers vind.

IMG_2032

Læs også: Efteråret er den bedste plantetid for frugttræer og buske

Efter min mening er hortensia-amplen alle pengene og den ekstra vanding værd. Se den flotte røde hortensia, som sidste år blomstrede fra april og helt frem til slutningen af september.

Det kræver nogen snilde, selv at lave en hortensia ampel. For at få den fine runde kugleform, skal der klippes huller i potten i siderne til de lavthængende grene. Hortensiaen plantes dybt i potten og sidegrene stikkes ud igennem hullerne. Det kan lade sig gøre, men er ikke let.

Du bestemmer selv farven på din hortensia

Der findes hortensiasorter, som beholder deres oprindelige farve, men for de fleste almindelige hortensiaer er blomsternes farve afhængig af jordens surhedsgrad.

Hvis jorden er sur, dvs med en PH under 7, frigøres aluminium og resulterer i blå blomster. Er jorden neutral, dvs med en PH omkring 7 bliver blomsterne hvide eller rosa.

Vil du gerne have blå hortensiaer, skal du derfor sørge for en sur jord, ved f.eks. at tilføre jorden aluminium. Der findes også produkter på markedet med navne a la “Hortensia-blå”.

Vil du modsat gerne have hvide eller rosa hortensiaer, skal du sørge for en mere neutral jord, det kan du gøre ved at tilføre kalk til jorden.

Husk at tænke på at dit vand måske indeholder meget kalk. Hvis det er tilfældet, vil daglig vanding øge PH værdien i jorden.

Læs også: Hæng flotte pelargonier på terrassen

Tekst  Gitte Højbjerg

Foto  Gitte Højbjerg