Når terrassen skal pyntes med krukker, fyldt med smukke blomster og planter, kan det være en længere proces. Se hvordan du gør krukkerne flotte, og lidt nemmere at holde.

Krukker på terrassen er et must om sommeren – jo, de skal da vandes og det kan være et tungt slid at flytte rundt på dem, men de fleste er enige om, at det er det hele værd.

Krukkerne er også din mulighed, for at sammensætte netop de farver, der bedst beskriver din personlige stil. Blomster i krukker kan matches betrækket på havehynderne, på parasollen og bør i det hele taget betragtes som en del af møblementet på terrassen.

Læs også: Dejlige duftende lathyrus

IMG_1743

Gode tips til rigtig flotte krukker, og hvordan de bliver lidt nemmere at holde:

  • Brug krukker i forskellige højder og sæt dem sammen som et stilleben. De forskellige niveauer fremhæver blomsterne på hver sin individuelle måde
  • Plant gerne både blomster, græsser, buske, krydderurter og træer i hver sin krukke. Det giver en flot naturlig effekt at stille f.eks 5-6 krukker sammen med hver sine typer af planter
  • Nogle planter holder ikke hele sæsonen i krukkerne, sørg for at skifte ud i krukkerne over sæsonen, så sensommeren ikke byder på triste planter. Mange af krukkeplanterne kan sættes ud i haven, når de er afblomstrede og kommer flot frem igen til næste år.
  • Husk gødning. Det fremmer yderligere blomstring og holder planterne friske og grønne meget længere.
  • Klip visne blomster og blade af. Der er intet mere trist at se på.
  • Sæt dig lidt ind i, hvilken type jord planten trives bedst i. Nogle planter trives i fugtig jord – disse kan med fordel plantes i krukkejord tilsat lidt lergranulat som holder på vandet. Andre planter som f.eks lavendel bør have veldrænet jord, f.eks kan du blande grus med din krukkemuld, så den bliver lidt løsere og vandet kan sive igennem.
  • Stil krukkerne op sammen, inden du begynder at plante i dem. Se om de klæder hinanden uden planter i først. For mange variationer i farver, former og materialer kan stjæle billedet fra planterne og give et rodet indtryk.

Læs også: Tid til stauder

Tekst  Gitte Højbjerg

Foto  Henrik Bæk