Når forårssolen igen begynder at skinne, er det tid til at fjerne vinterens spor. Her får du de bedste tips til at pudse dine vinduer nemt og effektivt.

I princippet kan du vaske vinduer i al slags vejr, men i såvel frost som stærk solskin skal du være ekstra hurtig med poleringen, fordi vandet enten fryser eller fordamper på ingen tid.

Om sommeren er det generelt bedst at pudse vinduer i overskyet vejr eller sidst på dagen, når solen har mistet lidt af sin magt.

Læs også: Er håndværkerfradraget en samfundsgavnlig gulerod eller hjælp til de rige?

Sæbevand

Det bedste rengøringsmiddel til vinduer er sæbevand med almindeligt opvaskemiddel. Tjek om der er nok opvaskemiddel ved at stikke to fingre i vandet – hvis det føles glat og fedtet, er det perfekt.

En hætte salmiakspiritus hjælper til med at opløse fedtfingre, og det forhindrer også vandet i at fryse i frostvejr.

Færdigblandede produkter

Brug ikke vinduesrens på sprayflaske udendørs. Mængden af væske er ikke stor nok, og du risikerer, at du bare kører skidtet rundt på ruden i stedet for at gøre den ren.

Hvis du gerne vil have en færdigblanding, så er Vindulan et godt bud – det bliver også brugt af professionelle vinduespudsere.

Læs også: Skal barnets bamse vaskes?

Svamp, svaber og gamle klude

Vask ruden med en svamp eller en blød børste. Er ruden meget beskidt så træk det værste vand af med svaberen og vask igen. Sørg for at bruge en svaber med en hel gummikant.

Undgå nye klude og viskestykker – de tørrer ikke ordentligt og efterlader fnuller på ruden.

Teknikken

Start altid med at svabre langs den øverste liste, så vandet ikke drypper ned over det, du allerede har vasket.

Puds ruden i én omgang i baner, hvor du laver et lille overlap, så du undgår at køre svaberen over det tørre glas. Lad ikke svaberen slippe vinduet før du er færdig – så undgår du striber.

Læs også: Den perfekte grill-spraymaling til din grill

Tør efter

Husk at tørre vinduerne efter med en ren, tør klud.

Husk kanterne – sæben har en tendens til at lægge sig langs dem.

Husk vinduesrammer og karm Det er ikke nok, at vinduerne skinner.

Rammer og karme skal også have en omgang, hvis resultatet skal blive godt.

Brug masser af vand og en smule universalrengøring og tør efter med en tør klud.

Du skal vaske rammerne, før du pudser vinduerne, og tage karmen til sidst.

Hvis du renser rammer og karme ofte, forlænge du også levetiden på dem. Og når du alligevel er i gang, så tjek dem efter, så der for eksempel ikke er revner på ydersiden, hvor der kan trænge vand ind.

Brug rigeligt med vand

Hvis dine vinduer bliver stribede, selv om du gør alle de rigtige ting med svaber og sæbevand, er du nok for nærig med vandet.

Striberne opstår i det øjeblik, at svaberen rører det tørre glas, så derfor er det vigtigt, at ruden er meget våd, inden du svabrer den.

Vask vinduer ofte

Vask vinduerne mindst tre-fire gange om året – både indvendigt og udvendigt. Hvis du pudser dem jævnligt, bliver rengøringen nemmere, fordi partiklerne ikke får lov til at hobe sig op.

Læs også: Få bund i de fastbrændte madrester på den effektive måde

Hvis du opgiver at gøre det selv

Overlad arbejdet til en robot

Der er kommet robotvinduespudsere på markedet, som koster fra ca. 2.000 kroner og opefter. En robot af den type har to roterende børster på undersiden og kan selv køre rundt på ruderne.

Det lyder fristende med en maskine til at gøre arbejdet, men du skal væbne dig med tålmodighed, for det tager lang tid. Og det er ikke sikkert, at du synes, at børsterne når langt nok ud i hjørnerne. Robotterne er også bedst til meget store vinduespartier, hvor du ikke er nødt til at flytte rundt på dem hele tiden.

Eller brug en professionel: Til private hjem er det enkleste at hyre den lokale vinduespudser. Det er svært at give et præcist bud på, hvad det skal koste, men de fleste vinduespudsere har hjemmesider, hvor man kan taste sig frem til prisen, som afhænger af både mængden og typen af vinduer.

Mange vinduespudsere giver rabat, hvis du får pudset hver måned – og det er billigst, hvis du har vinduer med kun én rude.

Læs også: Ventilationsvindue: Vinduet, der lufter ud for dig

Tekst  Jette Damgaard