VoresVilla har bedt tre vinduesproducenter give deres bud på, hvordan du bedst klarer vedligehold af dine vinduesrammer.

Når du vedligeholder vinduesrammerne får du flotte og ikke mindst tætte vinduer i mange år. Du undgår råd, fugt og alt for høje varmeregninger.

Træ kræver jævnlig pleje

Rationel Vinduer producerer både vinduer med rammer af træ og kombinationen træ/aluminium. Og der er stor forskel på, hvor meget de to typer vinduer skal vedligeholdes, fortæller marketingschef Morten Valsted.

Rammerne med træ indvendigt og aluminium udvendigt skal slet ikke males udvendigt. Her er vand og sæbe nok.

Trærammer bør derimod efterses og males udvendigt mindst hvert femte år – og sydvendte vinduer endnu oftere på grund af solen. Hvis malingen skaller, skal man først slibe ned med sandpapir, før man kommer et nyt lag på igen.

Trævinduer behøver ikke blive malet så ofte indvendigt, men hvis det er nødvendigt, er det vigtigt, at man ikke rammer pakningen. Den bliver nemlig stiv af maling, og så kan den ikke længere udvide sig og slutte ordentligt tæt.

Endelig bør man give beslagene symaskine-olie en gang om året.

Læs også: Guide til valg af vinduer

Sådan tjekker du, om dine trærammer trænger til en kærlig hånd

– Tjek overfladen på alt træværk, både rammer, sprosser og karme, og se om malingen stadig dækker overalt.

– Hvis rammen har været blottet i længere tid, skal du prøve at stikke en syl eller en spids kniv ind i træet.

– Hvis spidsen synker længere end cirka seks millimeter ind, er træet sandsynligvis angrebet af råd, og så vil det som minimum være nødvendigt at udskifte de områder, der er angrebet.

– Det er især bundrammer og bundkarme, der er udsatte.

Ovenlysvinduer skal tjekkes grundigt

Ivan Christensen er teknisk rådgiver hos den danske vinduesproducent Velux, der hvert år sælger ovenlysvinduer verden over.

Han anbefaler, at du giver dine ovenlysvinduer et årligt tjek, hvor du får smurt vinduespakningerne med silikone og går skruerne efter udvendigt.

Derudover skal du slibe og male ovenlysvinduer med trærammer mindst hvert fjerde år.

Og så skal du huske at tjekke dine ovenlysvinduer for snavs og blade udvendigt. Hvis der er fyldt med blade op langs vinduerne, kan der trænge vand ind, fordi de kommer til at fungere lidt som en dæmning.

Derfor skal du altid rense dine ovenlysvinduer, når du renser husets tagrender, lyder rådet.

Brug autoshampoo til dine plastrammer

Primo Vinduer producerer vinduer, hvor rammerne er af plast og plast/aluminium. Ifølge servicechef Sigfred Sørensen betyder det, at de er vedligeholdelsesfri.

Men rengøring slipper man selvfølgelig ikke for.

Og her er et staldtip, der giver pote: Brug autoshampoo, som mange husejere alligevel har i huset, og skyl grundigt efter med rent vand.

Plastik er et olieprodukt, og autoshampoo efterlader en lille hinde på rammernes overflade, som gør dem blanke og flotte – og det kan bruges både indvendigt og udvendigt.

Man kan også sagtens bruge almindeligt opvaskemiddel, men pas på med at bruge rengøringsmidler med slibemidler på plastrammer. Og så er det i øvrigt helt forbudt at bruge acetone og fortyndere

Læs også: Tyven elsker dine vinduer

Tekst  Jette Damgaard

Foto  Velux, Rationel