208.000 danskere lukkede øko-køer på græs

Cirka 208.000 danskere var i går med til at slippe de glade øko- køer ud på forårsgræs til Økodag på i alt 65 gårde landet over.

Den massive opbakning til begivenheden vidner om en udbredt interesse for økologi og dyrevelfærd blandt danskerne, mener Økologisk Landsforening, som takker de økologiske landmænd for deres store indsats.

Læs også: Disse frugter og grøntsager er fulde af pesticider

 

Klokken 12 i søndags åbnede 65 økologiske gårde over hele landet for stalddørene og slap de kåde øko-køer ud på græs under åben himmel efter en lang vinter i stalden. I alt ca. 208.000 danskere bevidnede køernes forårsdans.

– Man bliver nærmest rørt, når man ser så mange børn og voksne samlet omkring en økologisk græsmark – i spændt forventning om at skulle hilse på en flok meget glade øko-køer.

En folkefest

Økodag er blevet en folkefest. Og det er fantastisk glædeligt og bekræftende, at danskerne bakker så massivt op om begivenheden. Det vidner om en stor interesse for økologi og dyrevelfærd og for at opleve, hvor maden kommer fra, siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening, som i går deltog i den officielle åbning af Økodag på Sommerbjerg i Midtjylland.

– Det er enormt livsbekræftende og smittende at se dyrenes åbenlyse begejstring over at komme ud på græs under åben himmel, hvor de hører til. Jeg er sikker på, det er derfor, så mange danskere vender tilbage år efter år.

Til Økodag forstår man ikke bare, hvilken forskel man gør, når man lægger økologisk mælk i indkøbskurven. Man mærker den, siger Per Kølster og understreger, at alle økologiske køer skal på græs i sommerhalvåret.

Dansende øko-køer

Den mest besøgte gård havde 12.000 gæster

– Det er simpelthen imponerende, at danskerne år for år møder så talstærkt op, når de økologiske landmænd inviterer – selv på en blæsende, kold søndag. Alene på den mest besøgte gård i går, var der 12.000 gæster, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening, og understreger, at der netop skal lyde en rigtig stor tak til de økologiske landmænd.

En naturlig tilknytning til landbruget

– Alle landmændene bruger rigtig mange kræfter på at skabe et godt og autentisk arrangement. De løfter en vigtig opgave, ved at give så mange mennesker muligheden for at komme ud og opleve en økologisk gård og komme tæt på fødevareproduktionen.

Mange børn i dag har ikke en naturlig tilknytning til landbruget, og Økodag er med til at forme dem som forbrugere, der senere i livet skal tage stilling til, om deres mælk skal være økologisk og komme fra køer på græs, siger Birgitte Nygaard.

Når så mange danskere gerne vil ud og se øko-køerne danse, kræver det også, at et stort antal øko-gårde holder åbent. Derfor håber Birgitte Nygaard, at flere landmænd vil melde sig som værter til arrangementet næste år. Hun opfordrer bl.a. de mange nyomlagte økologiske mælkeproducenter til at melde sig på banen.

Øko-køer

Første økodag i 2005

Økodag er den største nationale fødevare- og landbrugsbegivenhed i Danmark. Eventen fandt sted første gang i 2005 med et besøgstal på 10.000. Økodag gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og deres mejerier.

Læs også: Forstå boligskattereformen på 2 minutter

Fakta

Ca. hver tredje liter mælk, som bliver solgt i Danmark i dag, er mærket med det røde Ø.

Alle økologiske køer kommer ud på græs i sommerhalvåret fra april til november.

Fra 2015 til 2016 er der kommet cirka 2.300 flere økologiske malkekøer i Danmark. I alt er der cirka 58.000 øko-malkekøer.

Den økologiske mælkeproduktion står for 32 procent af det totale økologiske landbrugsareal

Læs også: Ismageriet som i de gamle dage

Tekst  Line Skouboe, Økologisk Landsforening