Balloner redder lange ventetider for børnene

Nogle gange skal der pustes balloner for at få ventetid til at blive sjov tid, også når man er på tur.

Medhjælper, borger, professoren og superhelten. Der går ikke mange minutter efter at otte-årige Malthe har pustet fire balloner op, og fået krydstegnet hovederne med små talebobler på, før han er klar til den store altopslugende leg. Og det gælder også de nervøse og spændte ventetimer i lufthavnen, på færgen, før festen eller i toget.

At glæde sig er en væsentlig del af fortællingen om at være med børn. Men særligt ventetid kan være lidt af en udfordring. Ganske små hjælpemidler kan dog snildt gøre feriestarten eller timerne, før festen bryder ud, til at blive voldsomt meget sjovere. En pose balloner, et par madklemmer og en tusch er rigeligt til flere timers sjov aktivitet. Og skulle man have glemt ballonerne, så kan det være en god ide at spørge hos flyselskaberne, på banegården eller hos cafeteriet på færgen, for tit har de reklameballoner som de meget gerne deler ud af, og husk at få lidt ekstra til lommen, for balloner kan være skrøbelige.

Når man er ved at vokse i en barnekrop og bare glæder sig til at komme på tur, så fyldes kroppen langsomt med “myrer” og irritationen over at skulle vente, får hurtigt trælse ord at “gå på,” men gode råd er billige og kan være lige ved hånden.

Balloner er et af svarene. De fylder ikke noget, de er lovlige at have med i håndbagagen, og skulle I have glemt dem på udturen, så findes der ikke mange lande, hvor balloner ikke er til at få fat på.

Håret “danser” over hovedet, armene svinger vildt og munden står på fuld gab af koncentration. Malthe er langt inde i fantasiens verden, hvor Ronaldo, Messi og han selv spiller sig sikkert op fra banens midte og mens Malthe lader den skrigrøde ballon”bold” glide fra bryst til hoved, er han langt inde i jublen over endelig at have scoret mens hans fodboldhelte “ser på.”

Ballon

Selv en tålmodighedsudfordrende egyptisk paskontrol kan forvandles til noget nær en svir, når blot ballonerne er med. Og her er klemmerne fabelagtige, for efter at banen er kridtet op, og “skuespillerne” er tegnet klar, så er det perfekt blot at kunne lukke luften ud for at fylde “liv” tilbage i de slatne plasticbobler, når flyet lander.

Og går børnene selv i stå, så er det rimelig nemt, at lede dem tilbage på legesporet. For eksempel er karrusellen, hvor en ballon kastes op i luften, og kroppen drejes rundt inden ballonen gribes eller lander på jorden, ganske sjov. Eller hvad med at øve sig i at klappe vanvittig hurtigt, mens ballonen er i luften, og strækker modet sig til det lidt vildere, så kan de aflange balloner anbefales til en ganske habil fægtekamp.

Balloner kan også bruges til at lege klappeleg med, til at tegne på og til at få afklaret en fodbolddyst på ganske lidt plads, og hvis man lukker ballonerne til med madklemmer i stedet for at binde, så er der gode muligheder for genbrug.

Ballon6

Læs også: Højbed eller sandkasse

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.

Tekst  Martin Hoffmann Kønig, Borneferie.dk

Foto  Martin Hoffmann Kønig