Lad øjnene tage en vandring i haven og brug, hvad du finder på jorden. Borneferie.dk forvandler nedfaldsæbler til lækkert slik.

Det suser så hyggeligt fra gløderne, når æbler forvandles til slik fra bålet, og lige nu er der gode muligheder for at forvandle lidt kedelige nedfaldsæbler til lækre søde delikatesser.

En flok af de mange nedfaldne æbler samles ind og lægges i en spand, kurv eller anden beholder. Det gør ikke noget, at æblerne er lidt stødte, ser triste ud eller appellerer til at blive smidt væk. Så skal hvert æble pakkes grundigt ind i stanniol – et rigtigt hyggeligt børnejob – og derefter kan de lægges i gløderne på havebålet, i grillen eller på en grill-rist, og et godt trick er at bruge rigeligt med stanniol, så der er mulighed for at slutte af med at folde en lille holder i toppen af æblet. Det gør det meget nemmere, at tage æblet op af bålet eller væk fra grillen, når de er klar. Seks til otte minutter senere er æblerne klar til at blive spist.

Læs også: Tag børnene med i dit drivhus

Prik dig til guf

Det er en god ide at trykke lidt på æblerne, mens de er i stanniolen. Hvis de er hårde, så skal de en tur mere i gløderne, men er de bløde, så er de klar som det lækreste haveslik. Det kan også være her, at dolken kan bruges til et listigt stik for at mærke æblets blødhed.

Man kan spise æblerne helt bare, mens de er i stanniolen, med en ske eller stikke en gaffel i bunden på den og så bare gnave løs.  Der er også den søde version, hvor man på forhånd skærer kernehuset ud oppefra og i hullet drysser farin eller puddersukker. Det giver en sprød og karamelliseret masse, som i høj grad kan erstatte en slikpose. Og så er der julemodellen, hvor hullet stoppes med marcipan.

Husk, at man ikke må skære hele vejen igennem æblet, der skal være en bund tilbage, når kernehuset er fjernet. Og æblerne skal være helt bløde, så de kommer til at smage som lækker varm æblegrød.

Læs også: Risotto med muslinger, friske æbler og safran

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen. Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv. Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.

Tekst  Martin Hoffmann Kønig, borneferie.dk

Foto  Martin Hoffmann Kønig