Velvære er for hele familien, så husk at invitere børnene med, når den står på massage i udlandet.

Af med tøjet, og på med et par papirsunderbukser, og så er det ellers om at få lagt sig til rette for mens rummet fyldes af inciterende og beroligende meditationsmusik.

Vi er til far-og-søn massage i Fujairah i De Forenede Arabiske Emirater. Aromaterapi til far og svensk massage til 10-årige Malthe.

De hvidkitlede malaysiske kvinder er smilende mens de fortæller om det, der kan gå hen og blive feriens højdepunkt, og deres beskrivelser af massagen giver flere dages god snak, før vi er klar til at vælge..

Læs også: Så sjældent ser vi vores familie

 

Vi er på hotel Radisson Blu direkte på Fujairah Beach, der ligger på den østlige side af den arabiske halvø, godt to timers kørsel fra den sydende storby Dubai.

Her er alt andet end sydende. Her er stille, og stort set kun med de aktiviteter som hotellet byder på. Det Indiske Ocean ”synger” sin dovne bølgesang, og med vandtemperaturer, der sjældent kommer under 25 grader, er den bedste ”legeplads” på plads.

12 forskellige slags massage

Men som dagene går, roen indtager familiekroppene, og det er tid at finde på noget ekstra at forkæle sig med, er det værd at lytte til de malaysiske kvinder.

De er ansat i hotellets spaafdeling O2, og det er en god ide, at holde øje med det kridttegnede skilt foran spaafdelingen. Det er her de 12 forskellige slags massager udbydes til salg, og prisen varierer. Vi fik tre timers massage for 480 dirhams, som er tæt på 960 kroner, tre dage før var de dobbelt så dyre.

Rutinerede fingre glider fra tæer, fødder, ben, ryg og arme rundt i hænderne og med et kvikt, men blidt greb får alle fingre deres helt egen omsorg.

Minutterne går, og jeg kan høre at Malthe vejrtrækning bliver tungere. Det bliver sværere og sværere at holde sig vågen. Dovent glider tankerne op og ned ad kroppen i takt med de rutinerede massørhænder. Så er det tid til at vende sig, og Malthe kigger sig omkring. Det er svært at få mening i massørens hyggelige malaysisk-engelske ord, men vi vender os lydigt, og er begge klar til at få taget hånd om vores rygge.

Efter en time er vi begge sløve, men også høje af velvære. At få massage er normalt noget vi gør uden børn, men hvorfor egentlig?

Massage udvikler børns følesans, og giver børn et større selvværd og en bedre opfattelse af deres egen krop, og folk med forstand herpå er ikke i tvivl, massage i rolige omgivelser, giver børn en mulighed for at mærke sit åndedræt, og blive dus med det, der gør godt i kroppen.

Så hvorfor i alverden skulle vi ikke forkæle os selv og vores børn med en gang massage, når nu tiden og muligheden er der?

Læs også: Hestevognsferie i luntetrav

Tekst  Martin Hoffmann Kønig, borneferie.dk

Foto  Martin Hoffmann Kønig