At spise når man er på farten er noget som hele familien kan hygge sig med, og med lidt forberedelse kan børnene stå for at sikre den gode smag.

Hemmeligheden ligger i det fine snit. Det er stadig tid til en tur i naturen, og der er ikke noget så lækkert som en kop hjemmelavet, kogende varm suppe eller en portion risotto i skoven.

Og skal smagen sikres, kræver det kun lidt forberedelse, for vi tørrer selv vores grøntsager. Det giver en fænomenal smagsoplevelse, og så kan det holde sig længe, ofte et pænt stykke over et år.

Frem med urtekniv og spækbræt

Det kræver kun lidt forberedelse, som børnene sagtens kan stå for. Frem med løg, pluk de sidste tomater, skræl et hvidløg og afsted og find nogle lækre svampe, og så skal urtekniv og spækbrættet frem, for nu skal der snittes. Men det skal være fint, helt fint, for jo finere vi får skåret vores grøntsager, jo nemmere har fugten ved at fordampe.

Tørring i ovnen

Del løget på midten, så det ikke vipper og er sikkert for børnehænder at skære i. Når grøntsagerne er skåret i fine stykker, så skal de en tur på bagepapir og i ovnen ved lav temperatur, omkring 50 grader. Hvis tørringen foregår i en ovn, hvor den fugtige luft har svært ved at slippe ud, kan det være en god ide at tørre svampene og grøntsager lidt ad gangen, eller også at lade ovnlågen stå på klem, så fugten kan slippe ud. Hvis man vil spare på strømmen, så kan tørringen sagtens klares efter madlavningen, hvor ovnen alligevel har været tændt.

Små nøddelignende flager

Tørrede grøntsager eller urter skrumper ind og de fleste fylder kun 1/3 af hvad de ellers gør, så de er dejligt nemme at transportere i små poser.

Min personlige favorit er hvidløget, som når det ligger i små nøddelignende flager er aldeles fantastiske. Skarpe og helt rigtige i smagen, mens tomater også er smagfulde som tørrede, men de indeholder rigtig meget vand fra ”fødslen,” så dem skærer vi i ekstra tynde skiver, så fugten kan fordampe.

Efterårssvampe

Kantareller, mælkehat, stor parykhat, trompetsvamp eller den, trods navnet, smagfulde brungule slimrørhat. Alle sammen svampe som vi kan finde i oktober og nogle helt ind i november, og tørrede svampe har den herlige egenskab, at de kan holde sig meget længe, typisk over et år.

Svampe er færdigtørrede når konsistensen er tør og sprød. Opbevaringen af de tørrede svampe skal være i lufttæt emballage og helst mørkt og køligt.

Når svampene skal bruges, så kan det være en god ide at lade dem stå i blød natten over.

Vej mængden inden tørring

Det er en god ide at veje mængden af grøntsager af inden tørring, for på den måde har du et cirka billede af, hvor meget den tørrede mængde fylder, når de tilsættes i suppen eller gryderetten.

Man kan købe små tørremaskiner, og når turen går ud for at plukke svampe er det en god ide at have en svampekyndig eller en god bog med som guide, så det er det rigtige svampe der plukkes. Vi bruger den lille hårdføre lommeguide ”10 sikre spisesvampe – En lommeguide til brug i skov og mark.”

borneferie

Børneferie

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.