Denne gadget hjælper dig når du jagter rav

Med en ravlygte kan du øge chancerne for at finde havets guld, men det er stadigvæk svært

Vinden rusker i kinderne, håret blafrer og hænderne søger ivrigt i lommerne. Hvor er vanterne? Det bider fra øst, vest, syd og nord, og øjnene kniber en tåre på grund af det mere end friske humør som vejret er i.

Det er bælgravende-fredag-aften-mørkt og Malthe og jeg har droppet sofa og vingummibamser, i hvert fald for en stund, for det er vejr til at finde rester af havet guld. Vi er på ravjagt.

Læs også: Faxe Kalkbrud er en enestående naturoplevelse

Tag til ravaftener

Det er vinterens sidste kalendermåned, det er koldt og det har blæst en halv pelikan. Normaladfærden er at få tændt op i brændeovnen og skruet op for fredagshyggen, men ikke i aften.

I Korsør bor der en mand, Jens Mariager, og han arrangerer ravaftener og sælger ravlygter – det nye bedste legetøj, når man bor tæt på en strand – gennem sit firma Treasurehunter, og han garanterer ravfund på sine ture, så det løfte har vi taget til os.

Kysten er godt nok Liseleje, og vi er ikke alene. Det skyldes nok at man også ved den lokale købmand Vad kan købe ravlygter, så langs den forblæste kyst kan vi se ”kollegernes” lilla ravlygteskær. En slags hilsen, men også et tavst råb om at man skal holde sig væk.

Læs også: Bøllemosen er et besøg værd

Udforsk strandene

Stranden får vores opmærksomhed og der, lige foran vores fødder, åbner en helt ny verden sig formet i UV lysets skær.

Fluoriserende tangplanter ”skriger” omkring vores fødder, krabbekløer ”danser” selvlysende og stenene får et magisk skær. Vi glemmer hurtigt hvad vi er her for, og må flere gange have et stykke hjemmebragt rav frem for lige at sikre os, at vi ved, hvordan ravet ser ud for enden af en ravlygte.

Tanken om at finde klumper af ”nordens guld,” forstenet harpiks på en 50 mio. år lang rejse , noget meget ældre, er historieundervisning med fødderne, og det er fedt.

Find rav i kulden

Kulde, blæst og fredag aften i mørket på stranden er glemt. Vi er på jagt, og koncentreret taler vi os frem til hvor vi skal gå hen. Vi vil opleve magien i at finde et stykke hengemt rav. Fødder bruges til at skubbe, hænder til at søge og øjnene nærmest som på stilke.

Rav er lettere end sten og særligt efter en storm bliver det skyllet op på stranden sammen med tang og skaller, og det er her man skal lede, bedst når der er fralandsvind , for så dannes der en modgående understrøm nær havbunden, og så transporteres det lette rav ind på stranden.

Man kan finde rav hele året, men det meste findes i vinterhalvåret, hvor det er koldest, og så er det også på den tid af året der er færreste konkurrenter.

Fandt vi rav? Ikke det der lignede, men det var godt nok sjovt alligevel, og dagen efter fandt vi det fineste stykke rav om end det var på størrelse med en mælketand.

Læs også: Skilsmisse – hvem får huset, og hvem flytter?

borneferie

Børneferie

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.