Den amerikanske dominoteori har aldrig har vist sig mere sand, end den gør for husejere i et rækkehus i forstæderne

– Og som næsten altid er det hans hustru, der har hjulpet ham til den erkendelse.

Én ulykke kommer sjældent alene, og når man er blevet husejer, bliver én opgave sjældent løst uden at resultere i mindst en håndfuld nye og ofte uventede. Det er, som om hver gang man løfter et tæppe, skræller i tapetoverfladen eller kommer til at slå hul i soklen under badekarret med en stor hammer, så dukker der straks nye problemer op.
Under Vietnamkrigen opererede amerikanerne med den såkaldte Dominoteori, altså frygten for, at hvis man først tabte i ét land, så ville nabolandene følge – i min lille villakrig er frygten, at hvis jeg først giver efter for andres eller egne drømme om små forbedringer på matriklen, så pibler der straks nye opgaver frem.

Læs også: Timm Vladimirs tip til et stressfrit julemåltid

 

Ingen kedelige mellemregninger

Min højtærede hustru er ikke typen, der går op i detaljer. Hendes planer er storslåede og beskæftiger sig med de overordnede strategier – hun lader sig ikke stoppe af kedelige mellemregninger og detaljer som mål, der ikke går helt op.

I det hele taget så anser hun ting som målebånd som hæmmende for hendes kreativitet. Hun er ukuelig optimist, og “det går nok” kommer til at stå på hendes gravsten (ikke at hun skal bruge en – hun ville aldrig acceptere at ligge stille så længe).

Det eskalerede for eksempel gevaldigt, da teenageren besluttede, at hun gerne ville have en kommode, der flugtede med skrivebordet. Lynhurtigt havde hustruen fundet en dame i nabobyen med to kommoder til salg og lagt en snedig plan om, at datteren skulle have den ene, og at den anden sammen med datterens gamle kommode så skulle danne rygraden i en nyindretning af familiens køkken.

Læs også: Det siger loven om at holde vejfest

Kortegekørsel efter kommoder

Mine indvendinger om, at en større køkkenskabsrokade ikke lige indgik i planerne for ugen, blev hurtigt mødt af en indsatsparat datter, der velvilligt hjalp til i køkkenet, og kort tid efter var det gamle køkkenmøbel smidt ud.

Når der først er fyret op under indretningsraketten, så nytter det ikke noget at forsøge at stoppe den, man må bare finde noget at holde fast i og så ellers søge indflydelse undervejs, hvor man kan få det. Jeg syntes fx selv, at jeg havde fat i posen med de gode argumenter, da jeg med flagrende hænder prøvede at visualisere, at bagagerummet i vores minibil mest var tænkt som et ekstra handskerum og derfor på ingen måde kunne rumme en kommode – endsige to – hvis vi ikke gik på kompromis med naturens love.

Men den slags stopper ikke min viv. Kun i de sekunder, det tog at gå ind til naboen og kigge med bedende øjne. Minutter senere var naboens Lars og jeg på vej i kortegekørsel efter kommoder. Og som et klassisk eksempel på, hvordan min kone altid tænker i store træk og overlader de kedelige detaljer til andre, så ankom vi til en etageejendom uden at vide, hvor kommodedamen boede – men det overrasker nok ingen, når jeg siger, at det selvfølgelig viste sig at være på tredje sal.

Men ret skal være ret. Da Operation Kommoderokade var afsluttet, fik min datter og hustru faktisk indrettet vores køkken, så det både blev pænere og nemmere at arbejde i – og det er selvfølgelig, fordi den slags slutresultater er reglen snarere end undtagelsen, at jeg sjældent stamper i gulvet og siger “NEJ”, men i stedet nøjes med at påpege enkelte opmålingsfejl og tilføje elementer af logistisk, inden planen skal føres til udførelse.

Læs også: Sagaen om det nye drivhus og frostfri dybde

Hvor svært kan det være at skifte et tæppe?

Da min svigerfar på et tidspunkt forærede os et nyt gulvtæppe, var vi også ude i et af den slags projekter, der lød godt på papiret, og hvor man tydeligt kunne forestille sig, at familiens samlede lykkeindeks ville stige med flere hundrede procent, når det først var en realitet.

Men der var bare lige det lille ord ’når’.

Dengang vi flyttede i hus, besluttede vi os til at ofre nye gulvtæpper på hele førstesalen, men fordi vi havde små børn, tænkte vi, at vi ville udskyde udskiftningen på underetagen, til efter de var holdt op med at smide med maden (så vi lige kunne nå at nyde nye tæpper i den periode, inden de bliver teenagere og begynder at holde fester og smide med maden igen). Svigerfar og jeg havde dog allerede skiftet tæppe i vores soveværelse, da en af hustruens mange rokader pludselig efterlod os i et nyt soveværelse med det Disneygulvtæppe, børnene var vokset fra. Vi levede med prinsessemotiverne i et godt stykke tid, men der kom et tidspunkt, hvor jeg kiggede ned på Pocahontas og tænkte: “Hvor svært kan det egentlig være at skifte et tæppe?”

Svaret var, at det i princippet ikke var så svært – men set i bagklogskabens ulideligt skarpe lys kunne det godt have været skåret lidt bedre til. Det blev dog ikke værre, end at en dobbeltseng og en skabsvæg skjuler den del ret godt.

Læs også: Mette Blomsterberg om julepanik og den vildeste luksus

Sandheden om dominoteori

Muligheden for at skjule noget har vi ikke i stuen, hvor der også er en del flere sære strukturer og fremspring, der skal tages hensyn til. Så vi bestilte en professionel. Og hans del af arbejdet var hurtigt, effektiv og nydeligt – men før han kunne komme i gang, så skulle det gamle tæppe jo væk.

Og lige så forkert som Dominoteori viste sig at være i Sydøstasien, lige så sand er den i et rækkehus i forstæderne.

For at tæppelæggerfyren kunne komme til, skulle vi jo først lige tømme huset. Det er præcis som at flytte – noget, jeg efter sidste omgang havde forsvoret nogensinde at gøre igen. Planen med at flytte i hus er at blive båret derfra.

Men det stoppede ikke der.

Da alt var ude, og det gamle tæppe revet af, åbenbarede sig synet af 30 år gamle gummirester fra bagsiden af tæpperne, der stadig sad på gulvbrædderne, som var de svejset fast. Der var ikke andet at gøre end at falde på knæ og så ellers skrabe og slibe. Heldigvis viste det sig, at min kone aldrig tidligere havde haft lejlighed til at benytte en rystepudser – så så længe jeg blot holdt hende forsynet med underholdende el-værktøj, så knoklede hun i en sky af små fine gummipartikler i den tro, at det var en form for leg.

Men det stoppede heller ikke der.

For man kan da ikke have en gammel IKEA-sofa med puder, der føles, som om de er stoppet med jord, når der er kommet et nyt, flot gulvtæppe. Så min viv købte lige en ny sofa.

Men det stoppede jo heller ikke der – for min hustru, der er lige præcis høj nok til at spille en af de mindre af Snehvides syv dværge, kan jo ikke bære en halv sofa, så der måtte naboen atter træde beredvilligt til. Og en vigtig del af godt naboskab og dårlig ryg er princippet om noget for noget: så når vi alligevel skulle ud og låne en trailer, så var det jo kun fair, at jeg lige hjalp ham med at hjemtage et klædeskab, som hans hustru havde set sig lun på.

Men det stoppede skam heller ikke der.

For med ny sofa og fint gulvtæppe gik det da virkelig ikke an med et gammelt sofabord, der efterhånden havde fået en overflade, som havde der fundet kamphandlinger sted på det.

Og det er endnu ikke stoppet – for man kunne vel nok se, at når nu det nye, fine sofabord er hvidt, så passer det gamle fyrretræsspisebord slet ikke ind i stuen mere. Så det skal udskiftes med en bestilt nyerhvervelse, der sikkert ankommer i lige så mange enkeltdele som en af LEGOs mere komplicerede voksenmodeller, bare med marginalt dårligere vejledning.

Læs også: Thomas Uhrskovs klumme: Julen… slap lige lidt af

Ikke fra fremmede

Men nu sidder jeg i min magelige nye sofa på mit nye gulvtæppe med fødderne oppe på mit nye sofabord – og må indrømme, at det er både pænere og bedre. Og jeg sender en venlig tanke til svigerfar, der nok ville have nydt at sidde her sammen med mig og kigge ud på mit nye drivhus, der bugner af tomater og chilier.
Og så ville han nok tage en slurk af sin øl og henkastet nævne en lille ting i huset, der godt kunne trænge til at blive skiftet – for hun har det jo ikke fra fremmede.

Læs også: Mette Blomsterberg om julepanik og den vildeste luksus

Tekst  Hans Lauring

Foto  Illustration: Nis Nielsen