Ude i min villahave er der efterhånden ved at være ryddet for trampoliner, gyngestativ, rutsjebane og legehus. Ungerne er ved at være store nok til at undvære den slags pladskrævende legesager.

Det er fruen og jeg ret begejstrede for. Nu kan hun fx meget nemmere slå græs… Eneste tegn på, at der er børn i huset, er det kaninbur, der står nede bagerst i haven. Her bor Chelsea og Mathilde. Og de to er hoved-kaniner i det hverdagsdrama, jeg nu vil berette om:

Klokken er ved at være 12 på en helt almindelig dag af den slags, der heldigvis er mange af i mit Brønshøj lidt nordvest for København. Jeg sidder fordybet i skriblerier på hjemmekontoret, men bliver alligevel opmærksom på en lille hare i naboens have. “Det er alligevel sjældent, man ser en hare i en villahave,” tænker jeg – og tilføjer tanken: “Og endnu sjældnere, at den lille hare ligner en kanin ved navn Chelsea på en prik…”

Jeg springer op. Styrter ind i den anden stue med udsigt til vores egen have, hvor kaninburet plejer at fremstå med lukket låge, men i dagens anledning er pivåbent. HILFE! Hvad gør jeg? Ja, jeg spurter derud.

Mathilde er der naturligvis heller ikke. Den sidder også inde på den anden side af hækken hos naboen. Ringer febrilsk til kaninernes retmæssige ejer, sønnen William, der selvfølgelig ikke tager sin telefon. Lægger en besked, som jeg ikke nogensinde ønsker at genhøre. Ringer også – uvist af hvilken grund – til fruen, der redder sig en mindre skideballe ved at sige, at der ikke er meget hun kan gøre fra sit skrivebord på jobbet i den anden ende af København.

Læs også: Klumme af Søren Rebbe – De pokkers unger

Jeg sætter mig ned og tænker, at kaninerne nok kommer tilbage og går ind i buret lige om lidt. Men det gør de jo ikke. Så beslutter jeg mig for at hente kaninejeren i skolen… Han forstår situationens alvor med det samme, og vi fræser på dybt uforsvarlig vis hjem i familiebilen, der pines til det yderste på de små villaveje. Vores hus ligger flere hundrede meter fra skolen, så bilen var det naturlige valg.

Hjemme indtager vi naboens have og får flot hjælp af den hjemmegående nabokone, der beklageligvis i sin iver efter at hjælpe siger nogle mærkelige, høje lyde, som vi tror, at hun tror er de gældende kaninfangerlyde. Det er de helt klart ikke, for vores to halvtamme dyr bliver bare endnu mere stressede og vilde i deres bevægelsesmønstre.

Nå, Mathilde, der er en ret tyk og temmelig dum kanin, lader sig dog relativt let indfange og ender med nærmest frivilligt at gå ind i buret. Ja, den virker faktisk helt lettet.

Chelsea, derimod, er en frisk og slank kanin, der vil have noget ud af springturen. Den driver gæk med den til lejligheden sammensatte trio, og der udspiller sig en række scener, som hver for sig ville kunne indbringe en Det’ Ren Kagemand-pris.

Læs også: Julegaver

MEN TIL SIDST vinder mennesket over dyret. Listige knibtangsmanøvrer bringer Chelsea helt tæt på buret. Jeg åbner forsigtigt lågen og vupti: Et styks slank, slukøret kanin lusker ind til sin makker.

Far og søn falder hinanden om halsen. Nabokonen takker for dagens oplevelse. Vi takker for hjælpen. Jeg kører knægten tilbage til skole, hvor han kan nå at få det meste af engelsktimen med.

Jeg benytter lejligheden til at tage ud at handle. Da jeg kommer hjem, opdager jeg, at jeg har været i et par supermarkeder med et halvt hjertesalathoved stikkende op af min bukselomme. Lokkemad, som jeg puttede i lommen, da jeg satte i løb for at fange den sidste kanin.

Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig før har været ude at handle med salat i forlommen.

Læs også: Klumme af Søren Rebbe – De pokkers unger

Tekst  Søren Rebbe

Foto  Morten Ingemann