Skov og natur gemmer på mange gode legemuligheder, og det er bare om at bruge dem – også på en hverdag.

Egentlig er målet et helt andet, da vi tager en eftermiddagstur i naturen, men Malthe kan ikke lade være, eller rettere hans krop kan ikke. Den primitive gynge – en gren i et reb – der hænger i den lille skov på toppen af bakken ved Møllekrogen, fem kilometer uden for Skibby, skal have en tur – hver gang vi møder den.

I en tid hvor alt det skemalagte har blæst fantasien ind under programfastsatte emner, møder og skoleting, så er det fedt at gribe de stille eftermiddagstimer og bare nappe en tur i skoven. Gyngens placering kan få det til at gibbe nervøst i enhver forælder, for barnefødderne mister hurtigt fast grund, og der går brøkdele af sekunder, før hans krop er i frit “fald” ud over den stejle skrænt.

Læs også: Hold udkig i haven: Ny sommerfugleart opdaget i Danmark

Til gengæld er her det mest fantastiske fjordkig, og “legepladsen” er en af Malthes absolutte yndlingssteder. Nogle siger, at det er en menneskeret at forstuve en ankel, for når vi bruger kroppen og naturen, så får vi skrammer og lærer, at det er forbundet med risici at tage chancer. Det gode ved børns led og knogler er, at de er langt mere bløde og elastiske end voksnes, så der skal meget mere til, før de brækker noget, og farlighed er en god måde at udforske verden på – selvfølgelig med et sikkerhedsnet.

gynger

At lege i naturen er en evig kamp mellem “vat” og skrammer, men søer, skrænter, klitter, træer, sten, vandløb og gynger i træer er noget af det bedste til at udfordre børns opfindsomhed, fantasi og “påhitsomhed”, og det er om at huske at bruge mulighederne – særligt når naturen er lige uden for døren.

Malthe puster på fingrene, ser sig omkring og finder en busk, hvor der stadig er brombær for lige at stille den værste sult, og så er det ellers på den igen.

Læs også: Cool bord og bænk af genbrugstræ

Han løber, rækker armene i vejret og vups, så har han igen fat i gyngen og kroppen er på vej ud over skrænten. Gys er de første reaktioner, men efter kort tid er det også muligt for os voksne at slappe af, og i stedet for at belære, advare og vise bekymring er det om at finde en træstub eller en god plet i græsset, trække vejret dybt og bare nyde, at ens søn er dus med både sin egen krop og naturens fabelagtige muligheder for leg.

Søg mere inspiration på www.borneferie.dk.

borneferie

Børneferie

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.