En poetisk og livsbekræftende bog om livet og årets gang i haven – vi bringer et uddrag fra bogen

En af landet mest berømte haver ligger på Djursland. Haven har langt flere end 100 gange haft besøg af de danske tv-seere, og er nærmest blevet en slags folkeeje. Haven tilhører … naturligvis Søren Ryge Petersen og hans kone Cathrine Becher.

Deres nye bog “Haveglæde” er et fælles projekt, hvor Søren Ryge har skrevet teksterne, mens Cathrine Becher har fotograferet haven gennem flere år. I haven er der masser af plads til deres 10 børnebørn plus høns, hunde og katte og de mange gæster, der lige kommer forbi.

“Der er kommet børn i haven igen. Desuden er der blevet taget billeder som aldrig før. Af børneliv og leg. Og af alt det andet gode, vi ser og sanser derude hver dag hele året. Cathrine har brugt kameraet flittigt og konstant, og derfor er mange af disse øjeblikke fastholdt,” fortæller Søren Ryge.

Læs også: Hold udkig i haven: Ny sommerfugleart opdaget i Danmark

Og netop Cathrine Bechers mange billeder har inspireret ham til at skrive om alt det, der springer i øjnene, når man går en tur i haven.

“Et fællestræk ved alle disse motiver er glæde. Det smukke. Det overraskende. Det er ikke haveejeren eller gartneren, der har trykket på knappen, men betragteren, der går rundt med alle sanser slået til. Så får man også lyst til at skrive. Sætte ord på disse oplevelser af stort og småt,” fortæller Søren Ryge.

 

Uddrag fra bogen “Haveglæde”

Søren Ryge Haveglæde

Klippe græs

Jeg har altid syntes, at overdreven græsklipning var tåbelig. Ligeså drømmen om den perfekte græsplæne. Derfor jublede jeg, da jeg for 20 år siden læste en bog, ’Trädgårdens natur’, af vores svenske haveven Lotte Möller (i øvrigt datter af Bodil Möller, der er nævnt flere gange i denne bog, fordi hun har givet os både høstanemoner, martagonliljer og den røde bænk). I et kapitel ’En græsselig historie’ skriver Lotte således om den moderne græsplæne: ’En moderne græsplæne kan ikke være let at passe af den enkle grund, at den ikke må være let at passe. Ligesom andre maskuline fritidssysler er den et middel i prestige-konkurrencen med andre mænd. En perfekt græsplæne er et bevis på beundringsværdig, teknisk kompetence. Bagatelliserer man pasningen, indebærer det en nedvurdering af hans indsats, måske endda hans mandighed. Pasningen af en græsplæne er sjældent den idylliske søndagsbeskæftigelse, som den udgiver sig for at være. Den er grundlæggende en skånselsløs krig og et af de tydeligste eksempler på havedyrkning som en bestandig kamp mod den udisciplinerede natur. Dybtliggende behov for magtudøvelse får afløb ved bekæmpelse af ukrudt. Lysten til at herske manifesteres i form af topdressing, og aggressioner kanaliseres via motorklipperens akustiske markering af reviret. Problemfri er den kun på ét punkt: det kræver hverken fantasi eller kreativitet at passe den.’

Læs også: Skærmliljer ude af kontrol

Det er 20 år siden, jeg jublede, for da havde jeg en ganske almindelig billig plæneklipper med motor, som jeg sjaskede troligt rundt med i tre timer en gang om ugen. Nu har jeg en såkaldt ’Park-Royal’ med firhjulstræk, servostyring, kopholder og varme i sædet og bruger under en time på det samme. Den koster lige så meget i reparation og vedligeholdelse som min bil, men den har bioklip, og min græsplæne er pænere end nogensinde. Det er altså ikke helt nemt at vide, hvad man skal mene om græsklipperiet. Jo, jeg synes stadig, at det er en tåbelig beskæftigelse, men jeg gør det, har altid gjort det, og nu handler det vel bare om, at det skal overstås så hurtigt og bekvemt som muligt. For jeg klipper jo mit græs – i hvert fald noget af det. På gårdspladsen, hvor vi færdes konstant, og i den nærmeste del af haven med alle blomsterbedene. Dér synes jeg ikke, det passer med det vildtvoksende græs. Her er kulturen i højsædet, og derfor klipper jeg græsset. Og gøder det lidt, så det bliver tæt. Stikker kanterne til bedene af et par gange hver sommer. Og vander på gårdspladsen, når det bliver for tørt. Total fantasiløs beskæftigelse, som Lotte Möller siger. Men har man sagt A, må man også sige B. Har man valgt klippet græs, må man klippe det ordentligt.

En græsplæne er under alle omstændigheder ikke andet end en jævn, grøn flade. En nyklippet græsplæne med hjulspor og masser af vissent græs er direkte grim. Med den moderne bioklipper kan resultatet blive så pænt, at Cathrine roser mig bagefter. Det er det hele værd. Emnet hører altså slet ikke hjemme i denne bog om haveglæde, og der er kun et billede af Park-Royal, fordi børnene – især drengene – elsker at køre en tur på den. Derimod har jeg også en lille, elektrisk plæneklipper med græsfanger, og den skal med, fordi den et par gange om året giver anledning til ren og glad leg. Voksenleg. Det er i oktober-november, når alle bladene falder af træerne, og ikke et ord om at rive, feje, støvsuge visne blade, for det er endnu tåbeligere end at klippe græs. De får en tur med plæneklipperen, og så ordner regnormene resten.

Og så kom jeg alligevel til det. Begyndte at samle blade på gårdspladsen med den lille plæneklipper og opdagede, at det var meget hyggeligt, selv om græsfangeren skulle tømmes hvert minut. Jeg behøvede jo ikke køre frem og tilbage, først den ene vej og så den anden vej, og tju og tju og skomagerdreng. Jeg kunne køre i flotte sving og buer. Lave mønstre. Tegne på gårdspladsen. Jeg kan hverken tegne eller male, men dette var så sjovt, at jeg fik lyst til mere. Under paradisæblerne var græsset dækket af gyldentbrune blade, og så gentog jeg legen der. Halfdan kom endda på besøg og fik lov til at være med, hvorpå det blev rigtig sjovt. Der er nemlig ikke mange slags havearbejde, man kan lave sammen med en tre-årig, men dette forstod han. Hjælpe med at skubbe den snurrende plæneklipper og se bladene forsvinde. Hjælpe med at løfte græsfangeren af og tømme den i trillebøren. Køre frem og tilbage igen og igen, indtil trillebøren var fuld, og han blev sat ned i den bløde dyne af brune blade og kørt med ud på marken. Det var næsten lige så godt som at hente nyt sand til sandkassen, som vi gjorde bagefter.

Læs også: 7 skarpe råd til at tage perfekte havebilleder

PS: I mange år havde jeg en ganske almindelig plæneklipper med knallertmotor, som der er flest af. Da jeg fyldte 50, gav min far mig penge til en rigtig plænetraktor, men jeg købte et skrivebord i stedet. Da jeg var blevet 55, købte jeg alligevel en plænetraktor og larmede rundt med den en gang om ugen. Da den for tre-fire år siden gik i smadder endnu en gang midt i juni, hvor græsset vokser allermest, havde min plæneklippermand meget travlt og tilbød mig at låne en Park-Royal 4WD i 14 dage. Han fik den aldrig igen. Den kostede 50.000, men han gav 1.000 for den gamle.

Tekst  Mette Koors

Foto  Cathrine Becher og Adam Becher