Køkkenbordseksperiment: Lav et gummi-æg på kun tre dage

Æg er en herlig spise, men det kan også være en ganske sjov måde at lære om kemiske reaktioner på.

Fingrene har lyst til at klemme virkelig hårdt om den råhvide klump, der i enhver anden sammenhæng ville blive kaldt et æg.

Gummiagtigt bugter og bøjer ægget sig mellem mine fingre.

Vi, min 12-årige søn og jeg, griner, for det føles og ser ret sjovt ud, og så slår det os at måske, kun måske, har vi her at gøre med et af verdens eneste ægge-hoppebolde.

Et æg, der kan hoppe. Vi lader det falde fra en høj 12- årig drengs brystkasse, men nej. Hoppe vil ægget ikke rigtigt, højst lidt ovale hop til siden, men det går ikke i stykker.

Måske har vi så fået lavet verdens første æg, der bare ikke kan gå i stykker?

Æg i et glas eddike

Det fabelagtige gummiæg tager tre dage at lave, og ud over at det er sjovt at lege kaste-æg med, så er det nok også verdens længstvarende måde at skrælle et hårdkogt æg på.

For tre dage siden lagde vi ægget i et glas fyldt med almindeligt husholdningseddike, hvilket i sig selv er en fascinerende oplevelse, for da ægget blev lagt i væden brusede og skummede det vildt.

Læs også: Boom på sommerhuse i vente

Her skulle ægget bo i tre hele dage, og så var det tid til at tage det op, skylle det, og konstatere at skallen var helt væk og æggets eneste beskyttelse var den fine tynde hinde.

Der sker noget med børn når de kan trylle, lege og eksperimentere på egen hånd. De bliver motiverede, og det gør det helt naturligt at opsøge viden om, at den sure eddike ”æder” æggeskallens kalciumkarbonat, og kun efterlader den indre membran eller skindet på ægget, og det er det der får det til at føles gummiagtigt.

Æg i et glas eddike, bliver til et gummiæg

Og når nu vi er i gang med æg, så er det altid et sikkert hit at tjekke æggets friskhed med lidt vand.

For lægger man et ukogt æg i en vandskål, og hvis det ligger helt vandret, så er der tale om et super frisk æg. Begynder den ene ende derimod at stige mod overfladen, så betyder det at der er meget luft i ægget, og at det ikke er spor frisk, og står ægget oprejst, så skal du holde dig fra at spise ægget.

Læs også: Tag børnene med i dit drivhus

Tekst  Martin Hoffmann Kønig

Foto  Martin Hoffmann Kønig

borneferie

Børneferie

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.