Når der er brug for en fagmand til opgaven

Der kan være opgaver i huset der kræver en fagmand

Når vores klummeskribent og hans hustru har ting i hus eller have, der kræver fagfolk, kalder de det ‘at ringe efter en voksen’. Det er bare knap så fedt, når den voksne viser sig at være en fløs, der er meget yngre end en selv…

Læs også: Thomas Uhrskovs klumme: Julen… slap lige lidt af

 

Vi ringer til en voksen

En af de mange ting, man bliver nødt til at se i øjnene, når man skifter lejelejligheden ud med ligusterhække og hvad deraf følger, er, at man er blevet voksen. Og som årene går i rækkehusenes skygge, må man også erkende, at man måske ligefrem er blevet gammel (hvis I spørger mine børn) – eller måske blot ældre.

Her i familien har det altid heddet sig, at vi lige “ringer til en voksen”, når vi har brug for en fagmand i huset. Både når vi blot skulle trække på vores respektive forældres sammensparede sagkundskab, og når vi har været nødt til at ty til professionel hjælp.

Men når man sådan går hen og ældes, bliver man efterhånden også nødt til at acceptere, at autoriteterne – de voksne – ofte er yngre end en selv. Som da jeg som beskrevet i en tidligere klumme skulle bruge en professionel hvepsestorvildtsjæger, og der kom en fløs. Eller da ham, der skulle udskifte vores flossede altandør, lignede en, der lige havde fået fri fra skole.

Jeg forestillede mig i begge tilfælde, at når man sådan ringer efter hjælp, så kommer der en eller anden gråsprængt herre, der med fadermine og erfaringens rynker fortæller en, hvordan han lige vil klare sagerne – ikke en ung mand i shorts og med en “Fååååårk! Jeg hader hvepse!”-attitude eller en knægt, der garanteret har skoletasken stående på passagersædet i varevognen.

Læs også: Fornuftigt at fortsætte Boligjobordningen

Manden i den hvide kittel ligner en kaffebrygger

Det kan give en vis irrationel modvilje mod at høre efter, når dem, der skal løse opgaver, man i teorien godt selv kunne have klaret, mangler autoriteten. Men i nogle situationer ved man godt, at den går bare ikke.

Når man fx sidder på skadestuen storblødende efter et økserelateret uheld, og den unge mand i den hvide kittel mest af alt ligner en kaffebrygger fra en af storbyens hippe kaffehjørner, så er man jo godt klar over, at det ikke nytter med et “nå, det skal jeg sgu’ nok selv klare.”

Heldigvis beror ens sagkundskab og autoritet ikke på alder – eller ældre menneskers fordomme om alder – hvepsedræberen nedlagde sit bytte på rekordtid, og tømreren installerede en havedør, som vi her 10 år efter stadig er meget glade for (ikke mindst fordi den endte med at være gratis, da vi jo havde bestilt en altandør, så måske er han et dårligt eksempel.

Men han var altså virkelig god til selve det at bygge døre–det endte selvsagt med to – selvom læsning af rekvisitioner måske godt kunne trænes lidt mere).

Barristadoktoren

Og også barristadoktoren gik til sin opgave med en professionalisme, der indgød den fornødne respekt – og med endog ekstrem tør saglighed og den der irriterende brug af ’vi’, der foregiver, at vi er i samme båd, hvilket slet ikke er tilfældet, når den ene af os nærmest har hugget armen af, og den anden blot er i gang med, hvad der sikkert er dagens 17. rutineoperation:
“Nu skal du høre. Hvis jeg skal bedøve dig, så skal jeg stikke dig to gange med en nål, og jeg vurderer, at du skal sys med to sting, så det er jo det samme. Så skal vi ikke bare droppe bedøvelsen og komme i gang?”

Det gjorde ‘vi’ så. For man skal jo lytte til autoriterne. Også selvom de kunne være ens børn.

Læs også: Klumme af Søren Rebbe – De pokkers unger

Tekst  Hans Lauring

Foto  Nis Nielsen