Reglerne for snerydning er ret simple – få dem her

Snerydning har ikke fyldt ret meget de seneste år, men kender du reglerne?

Den danske vinter byder som regel på snevejr, og som bolig- eller virksomhedsejer er du forpligtet til at rydde og salte på din grund. Men hvilke regler gælder egentlig? Få svaret her

Vinteren er over os, og det betyder, at det er tid til at finde sneskovl og vejsalt frem fra gemmerne. Som boligejer og virksomhedsejer er du ifølge loven forpligtet til at følge en række regler for snerydning. Ellers risikerer du at skulle af med en bøde eller i værste fald betale en erstatning, hvis nogen kommer til skade på din grund.

Læs også: Kikærtesalat med hvidkål og Mange tout (sukkerærter) 

 

– Reglerne er sådan, at alle grundejere skal rydde sne på fortove og trapper, som grænser op til offentlig vej hurtigst muligt efter sneen er faldet. Det vil sige, at områderne skal være ryddet for sne og saltet mellem klokken syv og klokken 22 mandag til lørdag. Om søndagen kan du sove en time længere, for her skal der være ryddet mellem klokken otte og klokken 22, siger arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri, Mette Møller Nielsen.

Skrappere regler for virksomheder

Reglerne for snerydning for virksomheder er en del skrappere end dem, der gælder for privatpersoner. Ifølge loven er arbejdsgiveren forpligtet til at rydde sne og salte, så de ansatte kan færdes sikkert på de steder, som de bruger i forbindelse med deres arbejde.

– Reglen for virksomheder gælder uanset, hvornår medarbejderne møder eller går hjem. Arbejdsgiverne kan være erstatningsansvarlige, hvis det viser sig, at en medarbejder er kommet til skade, fordi der ikke har været ryddet for sne eller saltet. Derfor er det vigtigt, at man holder ekstra øje med vejrudsigten i vintermånederne, så snevejret ikke kommer bag på en, siger Mette Møller Nielsen.

Læs også: Hold øje med sneen og undgå skader på dit tag

Tekst  Dansk Byggeri