Hvor skadelige er de hyggelige stearinlys egentlig?

Stearinlys skal undersøges for, om deres partikler er farlige, så nye lys kan blive bedre for indeklimaet

Vi tænder lystigt levende lys, når der skal skrues op for hyggen. Hvad enten det er en romantisk middag for to eller familiehygge i skæret fra adventskransen.

Men de levende lys har en skyggeside. Sammen med madlavning og brændeovne er levende lys udpeget som hovedkilden til partikler i luften i hjemmet. Et nyt stort projekt ved navn Candle skal kortlægge sundhedsfaren ved partiklerne og hjælpe med at udvikle nye, levende lys, som er mindre skadelige.

Læs også: Her finder du de laveste brændepriser i 2017

Danskerne har rekord i brug af levende lys

Danskerne er det folkefærd i verden, som tænder flest levende lys. Hvert år bliver det til næsten 6 kilo pr. person. Derfor er der god grund til at få kortlagt sundhedseffekten fra de levende lys, vurderer Bolius’ fagekspert i indeklima, Tue Patursson.

– Det er et spændende projekt, fordi vi ved, at der afgives voldsomt mange partikler, men vi ved faktisk ikke ret meget om, hvor skadelige de er. Derfor ser vi frem til, at der kommer reel forskning på bordet, så boligejerne kan træffe et valg på et oplyst grundlag, siger han.

I første omgang går projektet ud på at kortlægge, om de forskellige partikler er skadelige, forklarer seniorspecialist Peter Bøgh Pedersen fra Teknologisk Institut, som skal lede projektet.

– Indtil nu har vi ikke noget dækkende studie af udledning af partikler. Vi har nogle indikationer, men ikke noget samlet overblik, forklarer Peter Bøgh Pedersen.

Læs også: Bedre indeklima med nye levende lys

Mærkning af levende lys på vej

Den nye viden skal både bruges til at skabe nye typer af lys og gøre det lettere som forbruger at vælge lys, som er mindre belastende for indeklimaet.

– Ved at koble målingerne af gas- og partikeludledning fra levende lys, med viden om effekten på helbredet, er det muligt at arbejde hen imod levende lys, som påvirker indeklimaet mindst muligt. Med den viden kan vi også klassificere lysene, så man som forbruger kan gå efter et mærke på samme måde som vi kender energimærkerne fra hårde hvidevarer, siger Peter Bøgh Pedersen.

Der er i alt afsat mere ind 12 millioner kroner til forskningsprojektet. Heraf kommer de 9,1 millioner fra Innovationsfonden. Udover Teknologisk Institut er ASP Holmblad og Coop også en del af partnerskabet omkring projektet, som løber over de næste 3 år.

LÆS OGSÅ: Pas på stearinlys: Her er 5 sundere alternativer

Tekst  Michala Dieckmann, Bolius – Boligejernes Videncenter

Foto  Tommy Verting