Skulptur af genbrugstræ… et træmonster

Jeg har netop været til kulturmødet på Mors, hvor jeg var inviteret op for at lave en skulptur. Jeg havde lovet at lave en workshop, hvor skolebørn kunne bygge sjove møbler af affaldstræ, og så var planen, at jeg skulle bygge skulpturen af resterne fra denne workshop.

Jeg syntes, det var ret svært at finde på udtrykket til skulpturen, det var jo sådan et kulturmøde, hvor jeg var inviteret op som kunstner. Derfor følte jeg, at jeg skulle lave noget, der var meget kunstner-agtigt og avanceret.

Efter en del skitser kom jeg op med en idé til en kasse, hvor man kunne stikke hovedet ind i og i fællesskab med andre løse verdens problemer. Men allerede da jeg fortalte min kæreste om den, kunne jeg godt høre, at det var en dårlig ide.

Læs også: Vær opmærksom, hvis du genbruger gamle byggematerialer

Så jeg gik tilbage til skitseblokken, og på meget kort tid fik jeg en god ide. Jeg ville lave et træ-monster der sad og spiste træer. Jeg syntes, at symbolikken i at lave et træmonster, der spiste levende træer og samtidig var lavet af affaldstræ, var både simpel og smuk. Dagen efter tog jeg til Mors med to venner, og vi byggede træmonsteret.

Den står på Gasværksvej ved Musikværket hvis nogen skulle komme forbi :)

Tekst  Thomas Dambo Winther

Foto  Thomas Dambo Winther