Snaskende hænder glinser af trevlet græskar-indmad mens øjnene er fokuserede på kunstværket, der er ved at tage form på køkkenbordet. Når efteråret melder sig og amerikanerne skriger på Halloween, så er der en god mulighed for at lokke et skævt græskar-hoved ud af en haveentusiast eller et supermarked, for der er mange timers god underholdning i at skabe det uhyggelige ansigt med lys til haven.

I ”maven” på det orange hoved gemmer sig en lille skat, græskarkerner. En rigtig lækkerbisken, hvis de ellers bliver behandlet rigtigt. Græskarkernerne tages ud af græskarret, og vaskes fri for alt det orange ”kød”. Derefter står den på afdrypning og tørring.

Kan man vente til dagen efter med at riste dem, lægges de ud på et viskestykke, så de kan ligge og tørre til dagen efter. Nogle tørrer dem endda i ovnen, men er man utålmodig, så er det på panden med det samme.

Læs også: Græskarmuffins

Kerner græskar

Kerner klar

Efter vores smag bliver kernerne bedst efter en dags viskestykke-tørring. Så skal der masseres en sjat olivenolie over kernerne, så de får en fedtet overflade, der holder på krydderiet. Til sidst skal den runde hånd i gang med saltkværnen.

Nu varmes de godt igennem på en stegepande. Kernerne skal have en sund lysebrun kulør, og gerne røres lidt i, før de popper med en klikkende lyd, der fortæller, at de nu er klar til at blive nydt.

Det bliver den lækreste, sundeste og sjoveste snack, der knaser og giver en sund tørst. Kernerne kan serveres med det samme, smager fortrinligt lune, eller de kan gemmes i en lufttæt beholder.

Læs også: Græskartrifli med skumfidusmousse

Kerner1

borneferie

Børneferie

Borneferie.dk er hjemmesiden for klatrende mødre, fædre med koncentrerede blikke mens de snurrer bjælker sammen til familiens tømmerflåde, og svedige børn, der hylende svinger sig i regnskovens klæbrige lianer eller tilbereder havens frugter over eget bål. Vi er dem alle sammen.

Borneferie.dk dyrker den gode historie, hvor familier fortæller historier om at rejse og bruge naturen med børn til andre familier. Historier, der ægger lysten til selv at drage af sted, og til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre, som en væsentlig del af det gode familieliv.

Borneferie.dk vil gennem ideer, tips og fortællinger gøre det nemmere, at være aktiv børnefamilie.