Sneglejagt, Webergrill og snak over hækken – en typisk husejer

Vores klummeskribent kan nogle gange godt bilde sig selv ind, at han stadig er bybo

– og en unik skabning blandt forstadsvæsener. Men sandheden er nærmere, at sneglejagt, Webergrill og snak over hækken efterhånden har gjort ham til et integreret eksemplar af husejerracen.

En filmscene, jeg aldrig glemmer, er fra 1978-udgaven af ’Stjålne Kroppe’ (’Invasion of the Body Snatchers’), som jeg så sammen med mine forældre. I scenen spotter karakteren Nancy vores hovedperson Donald Sutherland i en by, hvor alle er blevet erstattet af plantebaserede rumvæsner, og hun tror, at han som hende stadig er menneske – blot for at blive mødt med et gennemtrængende, fremmedartet skrig, som afslører, at hun er det eneste menneske tilbage.

Sådan går jeg også nogle gange rundt i min lille forstad og tror, at jeg stadig er en bybo blandt forstadsvæsner. Men i stedet for at risikere at blive afsløret som outsider, så frygter jeg, at jeg for længst er blevet et af dem. Og jeg tror ikke engang, jeg kæmpede særlig meget imod. Jeg har carport, Webergrill, ligusterhæk og endda en anelse mere end de gennemsnitlige 1,8 børn.

Læs også: SKÅL i det nye skur – for pokker!

 

Klammo-snegle

DET GIK OP FOR MIG den anden dag, da jeg ringede til min mor. Min mor bor på landet og har et lille hus i en landsby med en have ud til skoven. Her går hun jævnligt aftenture og samler dræbersnegle.

Dræbersnegle er egentlig et underligt navn. Jeg har engang set en gyserfilm om snegle, der var ret klam, men vores dræbersnegle slår jo ingen ihjel. De er vildt ulækre, og de myrder åbenbart min mors hortensiaer, men så skal de vel hedde klammo-snegle eller grovædersnegle.

Dræbersnegle er altså at oversælge dem – specielt når der netop også findes leopardsnegle, der nærmest er havens Batman, som bekæmper og æder de rødlige invasionsstyrker og derfor om nogen har fortjent dræberbetegnelsen, men i stedet bare er navngivet efter sine prikker.

Nå, men jeg snakkede med min mor om dræbersnegle, og selvom de to, jeg fandt i mit drivhus ikke kan måle sig med de knap 100, hun indsamler hver aften, så gik det pludselig op for mig, at jeg var blevet sådan en, der udvekslede havetips i telefonen. Det havde jeg ellers forsvoret.

Læs også: Nikolaj Koppel varmer op til at blive husejer

Snak over hækken – om hække

JEG STOD OGSÅ lidt sent på sæsonen og klippede min hæk ude foran, da en af kvarterets mange hundeluftere passerede og begyndte at snakke om, hvor nydelig hækken blev – uden at jeg egentligt helt kunne aflæse, om det var ægte ros af mine evner med en hækkeklipper eller blot en sarkastisk kommentar til det faktum, at min hæk længe havde været kvarterets eneste… lad os bare kalde det naturhæk.

Hun er en flink ældre dame, som jeg gerne veksler et par ord med, selvom jeg ingenlunde er verdens mest udfarende sociale væsen, men jeg havde aldrig set mig selv som sådan en, der stod og snakkede over hækken. Om hække.

Emnet interesserer mig virkelig ikke, og jeg var kun gået i gang med studsningen, fordi når man bliver svirpet i hovedet af lange grene, når man går fra hoveddør til carport, så må selv den mest dovne haveejer indse, at hækken nok trænger.

Og nu stod vi så der og snakkede om hækkeklipningens lyksaligheder, fordi jeg uniformeret med hækkesaks og havehandsker lignede en, der gik op i den slags.

Læs også: Så meget stiger grundskylden i din kommune i 2017

Problemet med havesnakken

Og normalt prøver jeg at undgå at udsende signaler, der opfordrer til uønsket smalltalk. Jeg går fx. ikke i diverse holdtrøjer, da det netop signalerer, at man frygtelig gerne vil have en snak om gårsdagens kamp, som jeg med sikkerhed ikke har set og med garanti ikke forstår hverken vigtigheden af eller de finere tekniske spilnuancer i.

Det er også mit problem med havesnakken. Jeg kender ikke blomsternes navne, og jeg har ingen mening om, hvornår det er bedst at klippe hæk eller hvorfor. Jeg kan faktisk slet ikke lide havearbejde. Jeg har ikke specielt grønne fingre, og jeg ved ikke synderligt meget om planter.

“Jamen Hans,” vil det sikkert lyde fra de opmærksomme læsere, der hang ved hele den lange vej gennem forrige nummers drivhustrængsler, “er det så ikke rimelig dumt at anskaffe sig et drivhus?”

Og til det kan jeg kun svare “jo, meget”.

Men jeg kan frygtelig godt lide friske råvarer og at have en masse tomat- og chilisorter at vælge imellem i min madlavning, og selvom det er blevet meget bedre de seneste år, så er det alligevel begrænset, hvad man kan få i mine lokale butikker – og lige meget hvor dygtige de er, så slår de ikke smagen af friskhøstede tomater af egen avl. Og så er det i øvrigt ikke altid, at jeg helt har gennemskuet den fremtidige arbejdsbyrde, når jeg får en idé.

Læs også: Top og bund 10: Her er huspriserne steget og faldet mest – 1. kvartal 2016

Rebellerne har hegn

DET GODE VED at have et drivhus, der sådan fylder to tredjedele af det frimærkestore havelod, der fulgte med rækkehuset, er – ud over de friske tomater – at det da skiller sig ud.
Man kan sige mange ting om de fire rækker á fem rækkehuse, der udgør den forreste del af vores kvarter, men stor afveksling er ikke en af dem. Vi har nogenlunde valgt at male i samme farver, de fleste har en carport, og alle har et udhus.

Men når det kommer til baghaven, så sætter folk alligevel deres personlige præg. De fleste haver er omkranset af ligusterhæk, som vist nok er et krav ifølge bebyggelsens vedtægter, mens enkelte rebeller har et hegn. Nogle har bare græs, mens andre har lavet individuelle flisebeklædte gårdmiljøer.

Der er haver med træer, haver med små – meget små – stier, og enkelte steder har haven måttet vige til fordel for en overdimensioneret udestue eller som i mit tilfælde et drivhus. Så selvom husene er frygtelig ens på afstand, ser man tydeligt, hvordan den enkelte ejers personlighed alligevel skinner igennem, når man kommer tæt nok på.

Læs også: Så meget stiger grundskylden i din kommune i 2017

Grillen er opkaldt efter et stålværk i Chicago

VI ER DOG ALLE ENS, når vi står i vores personliggjorte baghave og griller på en grill af præcis samme mærke opkaldt efter et stålværk i Chicago.

Vi har muligvis ikke købt den i samme byggemarked, og nogle har måske den store udgave med gas og bord, men det er grundlæggende den samme grill, vi alle har.

Jeg prøvede længe at gå mod strømmen og skulle i hvert tilfælde ikke være sådan en, der står ude og griller i alt slags vejr. Jeg købte også billige kopier af den berømte kuglegrill for ikke at være et mærkedyr, men i stedet var jeg så sådan en, der købte ny grill lidt for ofte, fordi den gamle, dårlige kopigrill gik i stykker. Og så er mærkedyrene måske alligevel de klogeste.

Jeg ved ikke, om denne higen efter at skille sig lidt ud overhovedet giver mening – man kunne argumentere for, at man i så tilfælde skulle have holdt sig fra rækkehuset som boligform. For os som for så mange andre familier var der bare ikke frit valg på alle bolighylder, da vi købte. Men vi har vel alle behovet for at sætte vores personlige præg på vores bolig, selvom netop vores rækkehus som udgangspunkt er præcis lige så unikt som en Oppland-kommode fra IKEA.

Om ikke andet, så er det personlige præg ret praktisk, når man skal finde hjem efter en fest.

Ligegyldigt hvad – i min iver efter at blive helt min egen er jeg altså blevet sådan en, der med 200 kilometers afstand går præcis den samme sneglerunde i haven som min mor.

Men i det mindste tror jeg ikke, der er rumvæsener, der dyrker forstadskopikroppe i mit nye drivhus …

Læs også: Mit hus bestemmer, hvad der skal gøres hvornår

Tekst  Hans Lauring

Foto  Nis Nielsen