Søren Rebbes klumme: Vi springer ud

Forår, folkens, forår. Det hele pibler frem, spirer og gror – løgene fra tulipaner, vintergækker og påskeliljer sender igen skud af sted mod den blå himmel. Der er lune i luften. Lyset insisterer. Kong Vinter abdicerer.

NÅ, INDEN VIOLINERNE GÅR HELT AMOK, og det stikker fuldstændig af med floskelpræget forårsromantik, så lad mig bare indrømme det: Jeg ville nok aldrig opdage alt det forårshalløj, hvis ikke det var, fordi min kone hvert år ved denne tid tvinger mig ud i haven for at stå og glo på de der små grønne skud og blomsterknopper.

Ja, faktisk kunne både kirsebærtræet i forhaven (som jeg for nylig var ude at klippe grene af – men ikke lige vidste, hvor stod, da min kone sagde, jeg skulle finde det) og det kæmpestore magnolietræ på hjørnet på vej til skolen stå med knopper, blomstre og afblomstre igen – uden at jeg nødvendigvis ville registrere det.

MEN – FOR DER SKAL SELVFØLGELIG VÆRE ET MEN – jeg nyder det alligevel. For jeg kan jo godt se, at smilene bliver bredere på dem, der kan lide den slags. Jeg kan – som nævnt – konstatere, at blomstringen betyder lysere dage og mildere vinde. Og at familien i højere grad søger udendørs – for at lege dåseskjul og “hvem melder krig mod”, grave lidt i haven og samle de visne blade sammen, som har ligget og skæmmet græsset vinteren igennem, fordi de ikke blev fjernet i efteråret (!!)

Læs også: Klumme: En huskat der blot er til pynt

DET ER OGSÅ VED DENNE TID, at man opdager, at der bor andre mennesker på villavejen. Naboer og genboer har man minsandten. Folk man kan nikke goddag til, slå en sludder af med i indkørslen eller over hækken, og som tydeligvis også er godt tilfredse med, at haven kalder, og dagene bliver længere. Vi mennesker springer jo også ud, og det synes jeg faktisk ved nærmere eftertanke er det fedeste ved foråret:

Huen af knoppen – kåben kastes væk. Vi indtager det solrige baghavehjørne i læ, og de store planer om en terrasse og et udekøkken kommer igen på bordet. Vi drømmer lidt større og ser lidt klarere. Vi går fra grå til grøn.

NÅ, NU SYNES JEG, AT DE DER VIOLINER KAN HØRES IGEN. Kom nu ned på jorden, Mester Jakel, du glemmer jo den fineste fidus ved foråret. For alt det, jeg har skrevet om, betyder jo, at der fra nu af bliver langt bedre plads til, at jeg kan smide mig i sofaen – helt uden at blive forstyrret. Den sikre årstidsbebuder er og bliver jo forårsklassikerne i landevejscykling.

Nyd foråret, folkens. På jeres helt egen måde. Bare nyd det!

Læs også: Tulipaner der kommer igen år efter år

Søren Rebbe

Tekst  Søren Rebbe

Foto  Alex Nyborg Madsen, Illustration Morten Ingemann