Thomas Uhrskov klumme: Hils på din nabo

Klumme af Thomas Uhrskov

Jeg troede, vi købte en villa, men det viste sig, at der fulgte noget højst uventet med. Hvad det var, gik dog først op for mig efter mange år.

I begyndelsen følte jeg mig vanvittig privilegeret. For efter huskøbet gik det op for os, at vi nu boede på en privat vej. At den reelle betydning af at bo privat sådan set kun består i, at vi selv – og ikke kommunen – skal betale for snerydning og ny asfalt kunne ikke slå skår i glæden.

Tænk vores første hus – og så på en privat vej! Der gik en del år, før jeg fandt ud af, hvad den virkelige fordel ved at bo på sådan en vej faktisk var.

Og om lidt skal jeg nok fortælle det. Men først lige et par ord om min nabo. Han er en venlig og ordentlig mand, men han bekymrer sig. Meget! Han er bange. Bange for indvandrere, for de unge, for røgen fra min pizza-ovn, for vejret, for hullerne i vejen, for vejtræerne og for hvad beboerne på de omkringliggende veje tænker om vores vej.

Læs også: Klumme af Søren Rebbe – De pokkers unger

Jeg har det lige modsat!

Min nabo og jeg er ganske enkelt aldrig enige om noget som helst. Aldrig – som i aldrig nogen sinde.

Og nu kommer fordelen ved at bo på en privat vej. På den årlige generalforsamling (og i hverdagen) er jeg tvunget til at lytte til, debattere og forholde mig til min nabos synspunkter.

Jeg kan ikke søge ind i VoresVilla, lukke øjne og ører og være privat! Jeg kan ikke søge tilflugt bag hækken. Jeg er tvunget til at komme overens med min nabo – tvunget til at acceptere hans ret til at mene og gøre, hvad han mener er rigtigt.

Vi bliver aldrig enige Ole og jeg, men jeg er taknemmelig for, at vores private vej tvinger mig til at dele demokrati og tid med ham. Jeg bilder mig nemlig ind, at vi mennesker har behov for konstant at få skubbet til vores vaner, holdninger og opfattelser for ikke at gå mentalt i stå. Uenighed fører nemlig kun til uvenskab, hvis man holder op med at snakke sammen.

Min far havde en biograf, og som dreng så jeg Leif Panduro filmen “Naboerne”, som jo handler om, hvor galt det går, hvis man lader nabo-uenigheder udvikle sig til noget, der ligner krig. Det begynder med at man holder op med at hilse på hinanden.

Ole og jeg hilser pænt på hinanden igennem hækken og gennem vores forskellige verdenssyn. Vi ved begge, at uanset hvor glade vi er for hver vores villa, så vil glæden erodere, hvis vi ikke kan sige “Hej Ole” og “Hej Thomas” når vi mødes.

I dag ved jeg, hvad vi købte for 18 år siden: Et hus og en forunderlig forsikring mod at blive mentalt forstokket.

Man kan sige det ganske kort: Husk at hilse på din nabo!

Læs også: Hver anden deler med naboen

Tekst  Thomas Uhrskov

Foto  Illustration: Pia Olsen