Cecilie Hother og Anja Barfod er tilbage på TV2 FRI-skærmen fra mandag 14. Marts 2016

Ni haver på en helt almindelig villavej skal undergå en kæmpe forvandling på bare syv dage. Arbejdsstyrken er beboerne selv, havearkitekt Dorthe Kvist, byggeleder Michael Jonsson og så naturligvis værterne Cecilie Hother og Anja Barfod.

Sammen skal de hjælpe sig selv og hinanden med at få eksperimentet til at lykkes – et eksperiment, der ikke bare handler om nye haver: Et stærkere naboskab ser nemlig lyset i ugens løb.

Båringvej på Amager er en ganske almindelig stille villavej, hvor nogle har boet i mange år, og andre lige er flyttet ind. Nogle har små børn, andre er pensionister, og i det hele taget passer folk sig selv og deres eget liv. Men én ting har de til fælles: Deres haver kunne virkelig godt trænge til en overhaling.

Cecilie Hother og Anja Barfod

Drømme bliver til virkelighed

Det bliver der ændret på nu – i TV 2 FRIs nye programserie ‘Vores haver, vores vej’. Her trækker Cecilie Hother og haveekspert Anja Barfod i arbejdstøjet for at hjælpe Båringvejs beboere med at give hele vejen et forskønnende løft. Assisteret af havearkitekt Dorthe Kvist og byggeleder Michael Jonsson sørger de for at realisere mange af de havedrømme, beboerne i årevis har haft.

Alle hjælper til. Både i egne og andres haver. Undervejs opstår nye, stærke relationer og gode naboskaber som et resultat af det fysiske arbejde. Aldrig har beboerne på Båringvej knoklet, grint, pjattet og festet så meget sammen som under dette eksperiment.

Læs også: Umage uderum

Sammen er vi stærke

Båringvej er et koncentreret lille stykke Danmark, der kunne ligge alle andre steder i landet. Beboerne er en smuk buket af forskellighed. Alder, familiestruktur, erhverv og haveindretningssmag er vidt forskellige, men alle accepterer hinandens forskelligheder og indvilliger i at hjælpes ad mod et fælles resultat.

Udekøkken og forhave

I nr. 2 bor Anja og Sakis – et dansk/græsk par med to mindre børn. De drømmer om et udekøkken. I nr. 3 bor nytilflytterne Rikke og Jesper, der endnu ikke kender så mange på vejen. De har tre mindre børn, og de aner ikke, hvad de skal stille op med deres forhave. I nr. 4 bor Marion og Henrik. De har i forvejen en meget pertentlig have, men kunne godt tænke sig, at den var nemmere at holde, så de kan komme ud og sejle noget oftere.

Læs også: 10 gode råd til haven i september

Dødsfælder og kedeligt hegn

I nr. 6 bor Cecilie og Martin med tre mindre børn. De har sat huset i stand, siden de købte det, og det betyder, at haven ingen kærlighed har fået. Den er – efter eget udsagn – en dødsfælde for børnene. I nr. 7. bor Flemming med to teenagesønner, men haven – den er indrettet til små børn. I nr. 8 bor Winnie og Søren. De har gennem mange år fået deres have gjort til et sted, hvor de elsker at opholde sig. Men hegnet er helt til rotterne.

Let at holde for alle

I nr. 10 bor Tove og Lennard, og det har de gjort i mange år. Kræfterne er ikke, hvad de har været, så deres have skal kunne passes, uden at man skal stå på høje stiger for at beskære eller ligge på knæ for at luge. I nr. 12 bor Gitte og Lennart med to mindre børn. De er virkelig trætte af deres store thuja, som ligner noget fra en kirkegård. Og så er de på udkig efter en terrasseløsning. I nr. 13 bor Mette med to små børn. Mette har været hårdt ramt af livet og har ikke haft kræfter til at koncentrere sig om sin arkitekttegnede have. Så den er vokset hende over hovedet.

Se, hvordan det går beboerne på Båringvej, når ‘Vores haver, vores vej’ har premiere mandag 14. marts kl. 20.40 på TV 2 FRI.

Læs også: I Danmark drikker vi grundvand

Tekst  TV 2 Kommunikation

Foto  Per Arnesen / TV2