Adam Price: “Mit køkken har aldrig set en købepizza”

Køkkenet hjemme hos Adam Price er skabt til samvær og fællesskab og bliver brugt til ALT

– undtagen til at servere købepizzaer. Selv med fuld knald på arbejdslivet foretrækker forfatteren bag DRs store søndagssatsning ’Herrens Veje’ nemlig stadig at bage sine pizzaer selv.

Læs også: Fra Brasilien til Danmark: Elsker friheden – men savner flere badeværelser

 

Ord og mad

“Det her er mit drømmekøkken. Jeg elsker at være i kontakt med mine gæster, og det er fantastisk, at man kan gå rundt og snakke hele tiden, mens man laver mad,” siger Adam Price gestikulerende, mens han laver kaffe på den – naturligvis – ganske avancerede espressomaskine i skinnende stål.

Og således får han med det samme slået fast, hvilke to ting både hans køkken og hans karriere handler om: Ord og mad. Ord, når han som en af landets førende manuskriptforfattere skaber stærkt sete tv-serier som ’Borgen’ og den aktuelle DR-serie ’Herrens Veje’. Mad, når han kører parløb med broren James som vært på det ligeledes populære tv-program ’Spise med Price’ og som restauratør på en håndfuld restauranter i København og Jylland.

Læs også: Geniale ideer til opbevaring af kogebøger i køkkenet

Alt foregår i køkkenet

Køkkenet er det fysiske rum, der knytter alle Adam Prices mange aktiviteter sammen. Det er her, ’Spise med Price’ bliver optaget; det er her, han udvikler nye retter til sine restauranter – og det er faktisk også ofte her – ved det store, aflange spisebord – at han arbejder på sine manuskripter.

“Jeg har siddet og skrevet sindssygt meget lige præcis dér,” siger han og peger på spisebordsstolen tættest ved altandøren, “og det er ikke nødvendigvis den bedste stol at sidde og arbejde i, men jeg holder så meget af at være ude i køkkenet. Så sidder min søn og leger eller arbejder med sine skoleting, og når min store datter er hjemme på besøg, sidder hun her også. Det er blevet familiens holdeplads, så det er naturligt for mig også at arbejde her. Jeg har også et kontor herhjemme, og der sætter jeg mig nogle gange ind, fordi jeg godt ved, at jeg skal sidde ordentligt i en bedre stol og med en bestemt højde. Men tit kommer jeg altså til at sidde herinde alligevel,” erkender han med lige dele gavtyvegrin og brødebetyngethed.

“Så ja, det er et køkken, der bliver brugt virkelig meget, også til store middage. Vi har fx holdt seks-syv store middage med alle skuespillerne fra ’Herrens Veje’ her, for det er et dejligt sted at mødes og sidde og snakke – og så laver jeg maden, og det tror jeg også, mange synes er meget sjovt og hyggeligt”.

Læs også: Køkkenlemmen – hvor blev den af?

Adam Price skriver også i sit køkken

Arven fra barndomshjemmet

Både maden og ordene kommer, som det vil være mange bekendt, fra Adam Prices barndomshjem.

Med skuespiller og iscenesætter John Price som far og skuespiller og instruktør Birgitte Price som mor virker det nærliggende på en eller anden måde selv at ende med at fortælle historier som sin levevej. Men maden var så stor en passion for især faren, at det ifølge Adam Price næsten ikke kunne undgås også at sætte sig dybe spor.

“Han elskede jo mad og skrev om mad, længe før vi blev født. Han var jo amatør, fuldstændig på samme måde, som vi er, men hans begejstring for og kærlighed til mad var så voldsom, at vi voksede op i et hjem, hvor mad havde en helt særlig betydning – det tror jeg ikke, man kan overvurdere betydningen af,” siger han og uddyber:

“Der var jo intet, der var tilfældigt, når vi talte om mad. I min familie smører vi ikke bare en mad, vi tager altid stilling til, hvad er der på den, og ’hvad er det for en pølse?’ Når jeg køber madvarer, er der ikke én af dem, der ikke er valgt på dens kvaliteter, og det er jo, fordi vi fra helt små har fået at vide: ’prøv at duft til den her’ og ’se den her’. Det ligger så dybt, at man er nødt til at gå ud fra nogle ordentlige råvarer, at jeg ikke gider købe noget, andre har forarbejdet – jo, altså sennep og den slags, men jeg gider ikke købe færdigretter, for hvorfor skulle jeg dog det, når jeg nu elsker selv at lave det?” forklarer han og sætter den ultimative trumf på:

“Jeg køber aldrig nogensinde pizza på et pizzeria, for jeg føler, jeg kan lave en, der er meget bedre selv. Men det er jo, fordi det er en hobby, det er totalt nørderi – på samme måde som folk, der går op i en sportsgren, hi-fi-anlæg eller gør det selv-arbejde.”

Læs også: Søren Østergaard om…

Madlavning er meditation for Adam Price

Madlavning som meditation

Men når madlavning efterhånden er blevet så stor en del af Adams Prices arbejdsliv, skulle man måske tro, at han ikke længere betragtede det som en hobby – at han nogle gange gerne ville holde helt fri fra gryder, potter og pander. Men det er ikke tilfældet.

“Det er meget sjældent, at jeg føler madlavning som et arbejde – jeg føler næsten, det er meditativt. Jeg bruger jo stadig det meste af min tid på at sidde og skrive og kloge mig og sætte mig ind i ting og researche, og derfor betyder det så meget pludselig at lave håndens arbejde,” siger han og trækker selv en lige linje mellem dette behov for at skifte mellem hoved og krop til farens behov for det samme.

“Min far kom også hjem og var fyldt af en forestilling, der var måske problemer på teatret eller noget, og så tog han en kniv i hånden og gik i gang med at skære, og så glemte han ligesom det andet. Jeg tror, det er vigtigt, hvis man beskæftiger sig med noget, som kræver enormt meget af en, at man kan sige: ’jeg tænker på en helt anden måde nu’.”

“Det er dejligt at tage hjernen, lægge den helt et helt andet sted og koble ind i en anden virkelighed end den, man sidder med, når man glor ind i en skærm i 10 timer for at løse en scene eller skrive et oplæg til et eller andet. Det er en teknisk ting at sidde og skrive et manus, det er et håndværk, der foregår inde i hovedet hele tiden. Så er det fantastisk at kunne sige: ’nu går vi ud i køkkenet, og om en time eller halvanden er der en ret, hvor der lige nu kun er nogen råvarer, der ikke vil hinanden noget’.”

Læs også: Køkkenbordet

Madlavning er også hyggeligt, når det er arbejde

Selv når madlavningen rent faktisk er en del af hans arbejde, hygger Adam Price sig stadig med det.

“Det er klart, at når vi laver Spise med Price, så er jeg pludselig tv-vært, og så er der jo nogle ting, jeg er nødt til at overholde i den forbindelse – vi laver en skudplan og sidder og snakker retterne igennem, vi aftaler, at ’jeg gør det og du gør det’, det er meget professionaliseret. Men det er stadigvæk sindssygt hyggeligt,” fortæller han og pointerer, at den måde, han og broren laver mad på i tv-programmet, er den måde, de altid har lavet mad sammen på.

“Der er ikke noget kunstlet eller kunstigt ved det. Vi har nogle oplysninger, som vi ved, at vi skal fyre af omkring denne her ret og dens historie og om, hvor råvarerne kommer fra osv., men ellers er det jo i en hyggelig og ofte humoristisk drillende dialog, og den er rimelig naturlig for os, det er ikke noget, vi planlægger.”

Også som restauratør har han sørget for at holde madglæden i fokus. Det er nemlig de to medejende direktører Mads Bøttger og Claus Fribo, der står for den driftsmæssige side af sagen.

“Uden dem ville vi aldrig have startet de restauranter. Hvis man skulle forestille sig at være forfatter og columnist og tv-vært og kogebogsforfatter og hvad ved jeg og samtidig drive restauranterne, sidde og holde styr på køkkenprocenter og lønprocenter og driftsregnskaber og sådan noget – det kunne aldrig lade sig gøre. Så Mads og Claus står for driften, og James og jeg står for indholdet, stil, stemning, atmosfære og menuerne, som vi lægger sammen med køkkencheferne. På den måde kan vi få lov at være legebørn og gøre det, vi er gode til,” forklarer han.

Læs også: Annette Heick om at flytte hjem til Danmark

Bordet i køkkenet er samlingspunktet

Red Bull og kaffe

Før Adam Price kommer til at lyde alt for irriterende med sin evne til at kombinere flere forskellige krævende jobs og rollen som delefar med overskuddet til at stå og lave mad helt fra bunden af råvarer, der hver især er nøje udvalgt, iler vi lige med at fortælle følgende:

For at få det hele til at hænge sammen tyr han ofte til dagligvareindkøb på nettet, hvor man kan sidde og bestille varer klokken 3 om natten til udbringning senere samme dag. Og ja, det bliver til tider så sent, for nogle gange må han tage natten i brug for at have timer nok.

“Men når alting gøres af glæde, kan man jo overkomme så meget mere. Jeg synes jo, det er en gave at lave det, jeg gør, det er ikke en sur pligt. Det kan godt være, at det er hårdt, når man har deadline næste dag, og man ved, man er nødt til at bruge natten, og man sidder på en eller anden cocktail af for meget kaffe og Red Bulls og for meget sukker, men så må man kompensere lidt i de sunde perioder.”

Børn og kræsenhed

Vi kan også afsløre, at Adam Price deler skæbne med mange andre forældre – hans 9-årige søn Storm vægrer sig såmænd også fra tid til anden ved at spise det, der kommer ud af fars ellers så berømte kødgryder.

“Men jeg tror måske også, at vi som forældre har ansvaret for nogle gange at give børnene for mange valg ved at tale med dem om, hvad de gerne vil have. Det kan godt være, det dur for nogle forældre, men jeg accepterer simpelthen ikke kræsenhed – det, der bliver lavet, skal man spise, og hvis ikke man vil spise det, kan man få en rugbrødsmad. Sådan er det. Der bliver ikke lavet særportioner – ’nå ja, så koger jeg lidt pasta med ketchup til dig, min skat’ – aldrig! Men på det seneste har jeg faktisk oplevet, at hvis jeg bare stiller maden foran ham og ikke kommenterer det, så bliver den spist,” siger han om sønnen, der altså endnu ikke udviser tegn på at have arvet den helt særlige madglæde model Price.

“Men det sjove er, at hans mor netop er blevet madanmelder på Politiken, og nu synes han pludselig, det er superinteressant med anmelderi, for han ved, at det er noget, jeg har lavet, og som hans mor nu laver. Så lige nu snakker han om, ’hvor mange kokkehuer eller hjerter vil du give det her’ og er meget interesseret i bedømmelsen, men han mangler nok at blive oprigtigt interesseret i selve maden.”

Det er dog svært at tro, at det ikke ændrer sig med tiden. For hvis Price junior er bare en smule som sin far og sin farfar, hænger ord og mad jo sammen. Ikke mindst i køkkenet.

Læs også: Felix Smith regerer i haven derhjemme

BLÅ BOG • ADAM PRICE

Født 7. maj 1967

Manuskriptforfatter på en række revyer, musicals og tv-serier, herunder ‘Taxa’, ‘Nikolaj og Julie’, ‘Anna Pihl’ og ‘Borgen’ – og senest som hovedforfatter på DR’s aktuelle søndagsdrama ’Herrens Veje’.

Professionelt madøre – først gennem næsten 20 år som madanmelder på Politiken, siden som vært sammen med sin bror James i madprogrammet ’Spise med Price’, og fra 2011 som restauratør på nu i alt fem restauranter i København og Jylland, som han driver sammen med broren og to meddirektører.

Ejer derudover produktionsselskabet SAM Productions sammen med forfatter Søren Sveistrup og producer Meta Louise Foldager Sørensen.

Bor i en 260 kvm stor villalejlighed i Hellerup – halvdelen af tiden sammen med sin 9-årige søn Storm. Har derudover et sommerhus i Odsherred.

Læs også: Korsbæk på Bakken

Tekst  Mette Trudsø

Foto  Martin Bubandt